Nortons evner som stjerneskuespiller viser sig i rollen som Jack, en kronisk søvnløs der er desperat efter at slippe ud af sit ulideligt kedelige liv. Da møder han Tyler Durden (Pitt), en karismatisk sæbesælger med en usædvanlig livsfilosofi. Tyler synes at udvikling af én selv er for de svage - det er selvdestruktionen der gør livet værd at leve. Inden længe er Jack og Tyler ved at slå hinanden til plukfisk på en parkeringsplads, en slåskamp der giver det ultimative kick. For at introducere andre mænd for de simple glæder ved fysisk vold, danner Jack og Tyler den hemmelige Fight Club der bliver voldsomt populær. Men en chokerende overraskelse der vender op og ned på alt, venter Jack...

I 60'ernes USA hyres den italiensk-amerikanske udsmider Tony Lip som chauffør for den sorte klavervirtuos Don Shirley. Don skal på koncertturné, og det umage par må gøre brug af en rejseguide til, hvilke restauranter og hoteller der tager imod afroamerikanere for at sikre, at han ikke nægtes servering. Undervejs bliver Tony og Don konfronteret med deres egne fordomme, og de får øjnene op for alt det, de har til fælles.

Musiklærer i folkeskolen Joe Gardner får sit livs chance for at spille på byens bedste jazzklub. Men et enkelt fejltrin fører ham fra New Yorks gader til ”før-livet”, et særligt sted, hvor nye sjæle får deres personlighed, deres særheder og interesser, før de skal ned for at leve på Jorden. Fast besluttet på at vende tilbage til sit liv, finder Joe sammen med en gammelklog sjæl ved navn 22, der aldrig rigtig har forstået, hvorfor livet som menneske skulle være noget at ønske sig. Mens Joe desperat forsøger at vise 22, hvorfor livet er dejligt, finder han måske svar på nogle af livets allervigtigste spørgsmål.

Arthur Fleck kæmper for at finde sin plads i mængden. I den fjendtlige by Gotham, der emmer af splittelse, går han rundt i de mørke gader iført to forskellige masker. Den maske, han dagligt maler på i sit job som klovn, og den anden han aldrig kan tage af. Den er hans forklædning - hans meningsløse forsøg på at passe ind i samfundet i stedet for at være den mand, der gang på gang skuffes af livet. Arthur er faderløs, og hans skrøbelige mor er hans bedste ven. Hun gav ham kælenavnet Happy. Et navn, der fremmaner hans smil og skjuler smerten indeni. Men da han bliver mobbet af teenagere på gaden, hånet af forretningsmænd i metroen og drillet af hans klovnekollegaer, bringes den udstødte mand kun endnu mere ude af synk med alle omkring ham.

Den så godt som sande beretning om storsvindleren Frank Abagnale, der ved hjælp af charme og geniale forklædninger svindler sig til millioner af dollars i 26 forskellige lande. Inden han er 18 år gammel "arbejder" han som læge, advokat og andenpilot i et større amerikansk flyselskab. Den unge storcharmør og forklædningsmester laver dog også checkfalsknerier i den store stil, så FBI sætter agent Carl Hanratty på sagen. Nu starter en langvarig menneskejagt verden over.

Deadpool er Marvel Comics mest ukonventionelle antihelt, og filmen fortæller historien om den tidligere Special Force agent og lejesoldat, Wade Wilson, der efter at være blevet udsat for et skrupelløst eksperiment, som efterlader ham med stærkt helbredende kræfter, udvikler alteregoet Deadpool. Bevæbnet med sine nye evner og en sort, skæv form for humor påbegynder Deadpool jagten på den mand, som næsten ødelagde hans liv.

Da cowboydukken Woody forsøger at redde pivedyret Wheezy fra at blive solgt på loppemarked, bliver Woody selv kidnappet af en fanatisk legetøjssamler. Rumhelten Buzz Lightyear organiserer straks en storstilet redningsaktion.

I denne nye film har Sonic slået sig ned i Green Hill, hvor han vil bevise, at han er en ægte helt. Men snart vender Dr. Robotnik tilbage sammen med sin nye håndlanger Knuckles. Den gemene Robotnik leder efter en smaragd, der kan udslette civilisationer og føre hans onde planer ud i livet. Sammen med sin makker, den tohalede ræv Tails, drager Sonic derfor ud på et jordomspændende eventyr for at finde smaragden før Robotnik og hans håndlangere.

Barbie og Teresa fortæller eventyret om Liana og Alexa, som er bedste venner og fælles om alt – også deres kærlighed til musik. En dag ændres deres normale liv fuldstændigt, fordi de får et fortryllet spejl og bliver venner med en pige, som er indespærret i det. For at redde deres nye veninde begiver Liana og Alexa sig ud på en farlig rejse til det hemmelige Diamantslot, og på turen bliver deres venskab sat på prøve. Men pigerne tackler udfordringerne i fællesskab ved hjælp af sangens magi og får følgeskab af to nuttede hundehvalpe. Deres eventyr bekræfter, at venskab er en ægte gave.

Følg Barbie på et farverigt, moderne eventyr med masser af mode, venner og sjov! Barbie og hendes hund Sequin flyver til Paris for at besøge hendes tantes flotte modehus, som til hendes chok er ved at lukke dørene for sidste gang. Da Barbie finder tre fortryllende Flairies med magiske kræfter, udtænker hun en genial plan for at redde tantens modehus. Hun giver endda inspiration ti den generte modedesigner Alice, og sammen skaber de et overdådigt modeshow. Barbie viser, at magien virker, når man tror på sig selv.

Som barn opdager prinsesse Elsa, at hun besidder evnen til at skabe is og sne. Desværre kan hun ikke styre sin evne og kommer til at skade sin lillesøster, Anna. Helt galt går det under Elsas kroning, hvor hendes kræfter hensætter landet i evig isvinter.

Filmen begynder med at Ken bliver kidnappet til "Gloss Angeles", et magisk sted hvor kun feer kan få lov til at komme ind. Barbie begynder en redningsaktion ved hjælp af hendes 2 bedste venner, som viser sig at være feer. I denne film lærer Barbie om venskab, tilgivelse og samarbejde.

Fire unge suges ind i et mystisk videospil. Pludselig er nørden Spencer forvandlet til en muskelsvulmende eventyrer, mens sportsidioten Fridge er blevet en meget lidt sporty zoolog. Den selvoptagede Bethany er forvandlet til en mandlig professor - og outsideren Martha er blevet en sej krigerkvinde. For at afslutte spillet og komme tilbage til den virkelige verden må kvartetten tage ud på deres livs farligste eventyr.

Enkemanden og krigsveteranen Will (Ben Foster) lever i skjul for myndigheder og alle andre med sin teenagedatter Thomasin i en lille nationalpark udenfor Portland, hvor de samler regnvand, plukker svampe og forsøger at gøre sig så usynlige som muligt. Han skyer i sin posttraumatiske stress omverdenen, mens hun længes efter den.

Manuskriptforfatteren Marty er sådan set helt fin. Det er mere hans venner, der er problemet. I hvert fald er deres fidus med at kidnappe kæledyr for løsepenge ikke helt gennemtænkt. For hvad nu hvis man en dag kommer til at stjæle den lokale gangsterkonges elskede lille tæppetisser? Og får hele Los Angeles' underverden på nakken? Det kunne blive et knaldgodt filmmanuskript - hvis altså Marty overlever længe nok til at skrive det!

Den stakkels Ella behandles som skidt af sin stedmor og sine to stedsøstre, der kalder hende Askepot. Ellas drøm om at komme med til prinsens bal bliver opfyldt, da en god fe forbarmer sig over hende og fremtryller en vogn af et græskar. Dog ophører fortryllelsen ved midnat. Prinsen er vild med den kønne, gådefulde pige, men ved slaget tolv stikker hun af og taber sin ene sko på slottets trappe.

Barbie er en helt almindelig forstadsteenager, som elsker at spille musik sammen med sine venner Tia og Courtney og være sammen med sin ven Kevin. Da Barbie starter på 2.år på High School, ønsker hun, at hendes venner kunne se den talentfulde og dynamiske pige, der gemmer sig under overfladen. Hun drømmer om at blive studievært på skolens nyhedskanal og måske begynde at komme sammen med sin drømmefyr, den populære Todd...

Bogormen Casey Carlyle (Michelle Trachtenberg) føler sig fanget mellem drømmen om at blive kunstskøjteløber og den strenge mor (Joan Cusack), der kun tænker på at få hende ind på Harvard universitetet. Casey fantaserer om en dag at blive som klassekammeraten Gen (Hayden Panettiere), der træner kunstskøjteløb og konkurrerer på eliteniveau. Så da Casey får chancen for at træne sammen med Gen og hendes coach (Kim Cattrall), går hun imod sin mor og satser alt på at nå drømmen om at blive prinsessen på isen… Ice Princess er en herlig film om, hvor vigtigt det er, at tro på sig selv og følge sin drøm – også selvom den virker uopnåelig.

På øen, hvor fuglene bor, er livet idyllisk, og alle er glade – undtagen fuglen Red. Han lider af temperamentsproblemer, hvilket fremmedgør ham i det lille øsamfund. Men da grisene en dag kommer sejlende og stjæler fuglenes æg, kan Red endelig bruge sin vrede til noget og må nu, sammen med vennerne Chuck og Bomb, overtale de andre fugle til også at bruge deres.

Sikke et år på John Hughes High School! Problemerne hober sig op for den smukke nørd, den nøgne udvekslingsstudent, den 90-årige undercover-journalist, de desperate jomfruer og ikke mindst for populære Jake, der vædder på, at han kan forvandle den grimme/pæne pige Janey til skoleballets dronning. Desværre for Jake har hans onde søster Catherine og cheerleader-bitchen Priscilla helt andre planer... Skolens fodboldhold har aldrig været værre, midt i en engelsktime sker en totalt ulækker toilet-eksplosion og politiet bliver tilkaldt efter en rørende Aerosmith serenade.