Bogart og Holden spiller de megarige Larrabee-brødre fra Long Island. Bogart er lutter arbejde, og Holden er lutter playboy. Sabrina, datter af familiens chauffør, vender hjem fra Paris, hvor hun har udviklet sig til en glamourøs kvinde, og scenen er sat for et familiært fyrværkeri, da brødrene tryllebindes af Hepburns indtagende ynder

Pigen med paraplyerne er en bittersød musicalklassiker, som har rørt mange romantiske hjerter, lige siden den havde premiere i 1964. Catherine Deneuve fik sit gennembrud i hovedrollen som den unge forelskede Genevieve. Hendes hjertes udkårne er den unge mekaniker Guy, der drømmer om at få sin egen benzinstation. Men Guy bliver indkaldt til krigen i Algeriet, og Genevieve opdager, hun er gravid. Hun tvinges nu til at beslutte sig for, om hun vil vente i det uvisse på sin elskede, eller om hun skal tage imod et ægteskabstilbud fra en velhavende diamanthandler.

I den vel nok mest kendte af Astaire/Rogers' berømte 30'er musicals spiller Fred en entertainer, som demonstrerer sine nyeste dansetrin på et hotel i London til stor irritation for Ginger, der sover på værelset nedenunder. Hun går ovenpå for at klage over støjen, og de to bliver straks tiltrukket af hinanden. Foruden parrets dansenumre swinger filmen på grund af Irving Berlins sange og herlige birollepræstationer af Eric Blore og den uforlignelige Edward Everett Horton.

Barry Egan er en halvtrist virksomhedsejer med syv dominerende søstre og hang til telefonsex. En dag øjner Barry en vej væk fra elendigheden. Reklamekuponer. Firmaet Healthy Choice, der fremstiller budding, har startet en salgskampagne, hvor man kan optjene flyvepoint, hvis man køber budding. Barry regner lynhurtigt ud, at hvis han køber for 3000 dollars budding, vil han have optjent nok bonuspoint til at rejse hen lige, hvor han vil. Et projekt, som han straks kaster sig over. Lykken tilsmiler endnu en gang Barry, da han tilfældigt møder den generte Lena Leonard. Men problemerne begynder snart at tårne sig op, ikke mindst, da han jagtes af nogle bøller der prøver at afpresse ham.

I Preston, Idaho bor den nørdede teenager Napoleon med sin bedstemor, sin endnu mere nørdede storebror og sin dameglade onkel. Hans nye ven, den næsten mere upopulære Pedro, stiller op til elevrådsformand mod den mest populære pige i skolen, og Napoleon må hjælpe ham så godt han kan. Men han kan i det hele taget ikke meget.

New York under forbudstiden 1929. Et medlem af Fat Sams gangsterbande fanges i en gyde og tilintetgøres af Dandy Dans nye "frygtindgydende" våben, en flødeskums-kanon! Fat Sam bliver så oprørt over tabet, at han nægter at give den smukke Blousy arbejde i klubben. På vej ud møder hun Bugsy Malone, der lover, at han nok skal skaffe hende ind alligevel... Men han har glemt sin veninde, Tullulah, der bestemt også har en mening om den sag! Samtidig fortsætter bandekrigen, og mange af Fat Sams folk må lade livet for de forfærdelige "blob-guns". Men til sidst lykkes det alligevel Bugsy at vende katastrofen til sejr, og sammen lægger han og Blousy storbyen bag sig...

Meet the Feebles er en voksenkomedie om, hvad der foregår "backstage" hos en varietégruppe bestående af excentriske dukker. Varietéchefen Bletch er en hvalros, som har et lille bijob som narkohaj, kakerlakken Trevor viser i smug sadistiske pornofilm i kælderen, kaninen Harry er brunstig som... ja, som en kanin og har AIDS. Frøen Wynyard er et narkovrag og showets meget nervøse knivkaster, og flodhesten Heidi er showets primadonna!