Efter fire år i koma vågner lejemorderen Sorte Mamba alias Bruden op på hospitalet. Nu tæller kun én ting for hende. Nemlig at få hævn over sin chef Bill og sine fire forræderiske lejemorder-kolleger, der forsøgte at slagte hende på hendes bryllupsdag. Hævntogtet bringer Bruden til Japan, hvor hun går i skarp træning, inden hun krydser klinger med sin gamle veninde O-Ren Ishii og dennes hær af håndlangere.
Eksdetektiven Harry Kilmer bliver hyret af sin ven til at finde vennens datter, der er blevet bortført af den japanske yakuza. I Japan opsøger Harry et tidligere yakuzamedlem, der står i æresgæld til ham. Sammen går de i aktion for at befri pigen, men situationen bliver hurtigt både kompliceret og blodig. Sidney Pollack's action-film fra 1974 var det første forsøg på at lave en amerikansk udgave af den specielle japanske "Yakuza"-filmgenre, hvor blod og tænder og afhuggede hænder og arme typisk flyver igennem luften. Pollack's version er knap så drastisk, men den er tydeligvis lavet på et stort budget.