En privat rundtur i Søltofts spøjse hoved, hvor den røde tråd er, at der som regel ikke er nogen. Rubens hjerne er skør, knudret og har aldrig kunnet holde fokus længe ad gangen. Til gengæld leverer han sine fortællinger uforudsigeligt, fantasifuldt og med en oprigtig indlevelse. Ruben har været en af fremtidens store komikere, fra det øjeblik han trådte frem i rampelyset og vandt DM i standup for fem år siden. Med excentrisk humor og et gummiansigt a la Jim Carreys efterlader han tilskueren lige dele imponeret og forvirret. Du er inviteret, når Ruben byder indenfor til en guidet tur bag de krøllede lokker. Her finder du absurde betragtninger og fjollede fortællinger.

FAR er Elias Ehlers tredje one-man show. Som titlen afslører handler showet om Elias’ nye rolle i livet – en rolle som har vendt op og ned på hans verden. Elias blev far for lidt over et år siden og besluttede sig ret hurtigt for, at han ville lave et show, der handler om det første år som nybagt far. Det er en hektisk og overvældende periode, hvor der ikke rigtig er rum nogle steder til at få sagt alle de ting, der får ens hoved til at eksplodere. Det rum skaber Elias med "FAR" og inviterer publikum med helt indenfor i en for ham, smuk, skræmmende og fuldstændig vanvittig tid, som også har fået ham til at kigge indad og se på, hvem han egentlig selv er, og hvem han gerne vil være. Det er der kommet et ustyrligt underholdende show ud af, som man måske også kan gå hen og blive klogere af - uanset hvor I livet man er.