Carrie bliver ydmyget af sine skolekammerater, da hun får sin første menstruation efter en idrætstime. Hendes gudfrygtige mor er ingen hjælp, men til gengæld har hun udviklet telekinetiske evner, så hun med viljens kraft kan flytte genstande. Hun er således i stand til at tage en alvorlig hævn over sine plageånder, der til gengæld er i gang med at forberede den ultimative ydmygelse.

Cady Heron skal starte i high school. Det er måske meget normalt, men Cady har aldrig gået i skole før. Hun er vokset op i den afrikanske bush, sammen med sine forældre som er zoologer og familien er netop vendt hjem til USA. Cady tror hun ved alt om jungleloven og "den stærkeste overlever". Men virkeligheden i high school får Afrikas jungle til at ligne det rene badeland. I skolen står den daglige rutine på psykologisk krigsførsel, uskrevne sociale regler, løgn og dobbeltspil. Cady gør hvad hun kan for at falde til. Ved et tilfælde bliver hun en del af skolens ledende pigeklike som styrer skolen med hård hånd. Cady er populær og øverst i skolens fødekæde, men kan pludselig ikke kende sig selv mere. Det er på tide hun finder livets sande værdier.

Jessica Spencer mener selv hun er indehaver af det perfekte liv: Hun er kaptajn for cheerleaderne og dater skolens lækre quarterback. Men en morgen vågner hun op som en 30-årig mand. Og det er altså ikke helt så nemt at vinde sin kæreste tilbage, blive kåret som bedste cheerleader og blive klar til det store afdansningsbal, når man også skal huske at barbere sine skægstubbe.

Ti år er gået, siden slyngveninderne Romy og Michele forlod high school, og nu gruer de for genforeningsfesten, for deres voksenliv er ikke rigtig noget at prale af. Så de beslutter sig for at lyve det bedste, de har lært og tropper op til festen som de styrtende succesrige opfindere af Post-It-blokken!

Josie Geller er en skarp korrekturlæser fra Chicago Sun Times, som mest af alt ønsker at blive en undersøgende journalist. Hun er dygtig til at skrive, men er ikke så god til det sociale. I skolen var hun en nørd med det lidet smigrende tilnavn: Josie Grossie. Hun havde heller ingen kæreste, faktisk er hun aldrig blevet kysset. En dag får hun sin store chance som journalist. Hun bliver sendt undercover på en high school for at skrive en artikel om dagens teenagere. Otte år efter hun selv blev færdig med skolen, er Josie igen at finde på skolebænken. Igen bliver hun hurtigt venner med nørderne, men hun er nødt til at blive venner med de seje elever for at få nok materiale til sin artikel og dermed få sit gennembrud som journalist. Lykkedes det Josie at blive accepteret, og får hun nogensinde sit første kys?

Sikke et år på John Hughes High School! Problemerne hober sig op for den smukke nørd, den nøgne udvekslingsstudent, den 90-årige undercover-journalist, de desperate jomfruer og ikke mindst for populære Jake, der vædder på, at han kan forvandle den grimme/pæne pige Janey til skoleballets dronning. Desværre for Jake har hans onde søster Catherine og cheerleader-bitchen Priscilla helt andre planer... Skolens fodboldhold har aldrig været værre, midt i en engelsktime sker en totalt ulækker toilet-eksplosion og politiet bliver tilkaldt efter en rørende Aerosmith serenade.

David og Stoney har måske ikke været de mest flittige elever på High School, men David er alligevel fast opsat på at blive en legende og få sin egen side i skolens årsskrift. Da de skal have om cromagnon-mennesket i historie, sker det utrolige - et fortidsmenneske dukker op i Davids baghave...

Velkommen til Bates High School. Dagens lektion: Vær gode venner med Rachel Lang, for denne udstødte teenager har et heftigt temperament, der ikke kan kontrolleres! Rachel er gymnasiets nørd, som med et befinder sig midt i en ondsindet spøg udtænkt af flok lidt for smarte sportsidioter, og det bliver pludselig dødens farligt. Da politiet henter en af drengene ind til afhøring, mener hans holdkammerater, det er Rachel, der har sladret, og en lumsk plan om at ydmyge hende offentligt begynder at tage form. Men at komme på tværs af Rachel er værre end at lege med ilden, for når hendes temperament kommer i kog, udløses en sand krudttønde af raseri og giver hende adgang til overnaturlige kræfter, som kan forvandle en munter gymnasiefest til et vanvittigt inferno.

Skolens største nørd Henry (spillet af filmens manuskriptforfatter Mark Polish) vender tilbage - flere år efter han gik ud af skolen - som en verdensberømt forfatter, for at holde en formel tale i forbindelse med sidste skoledag. En perfekt mulighed for hævn! Og måske kan han samtidig vinde den store kærlighed, cheerleader-pigen Scarlet. Men for Henry er det lettere sagt end gjort at forlade den gamle skole. Sommerens store komediesucces i de amerikanske biografer blev den stjernespækkede Stay Cool. Oscar-nominerede Winona Ryder, superidolet Hilary Duff, Lost-stjernen Josh Holloway og humorgeniet Chevy Chase topper rollelisten i denne vidunderlige kærlighedserklæring til collegefilmen.