For Renton og hans arbejderklassevenner i Edinburgh er der to former for eksistens. Enten er de totalt stenede, eller også skal de prøve at blive totalt stenede. Ewan McGregor (Moulin Rouge) spiller narkomanen Renton, som skiftevis er på den og stoffri, og han er også filmens fortæller. Måske slipper han aldrig væk fra den rutschebane, han befinder sig i. Nogle vil mene, at han nok snarere vil blive båret væk. Men vi kan nyde denne vilde filmiske rutschebanetur og selv vælge at stige af.
Makoto er en 17-årig pige, som ikke klarer sig for godt i skolen og er temmelig klodset. En dag opdager hun, at hun har evnen til at rejse i tid. Dette begynder hun hurtigt at benytte sig af. Lige pludselig kan hun sove længe uden at komme for sent. Hun begynder at klare alle eksamener fantastisk, og hendes klodsethed er ikke længere noget problem. I starten er alt godt, men det går hurtigt op for Makoto, at hendes handlinger har negativ effekt på hendes omgivelser.
En pige redder en kat fra at blive kørt over og bliver efterfølgende hentet ind i dyrenes verden for at blive belønnet for sin indsats. Det viser sig dog, at kattenes konge har en skrue løs og vil have hende til at gifte sig med hans søn - ægteskab med dyr er ikke tilladt, heller ikke i Japan!
Diana er et levende billede på den ærkeamerikanske forstadsfrue. Hun lever et tilsyneladende pletfrit liv med en mand, som er professor, og en lille datter. Da femtenårs-dagen for et tragisk skuddrama på hendes high school nærmer sig, begynder Diana at sætte spørgsmålstegn ved sit liv og endda også sin egen forstand. I tilbageblik er Diana og hendes veninde Maureen livlige elever, som fantaserer om drenge, pjækkeri og om at forlade den slumrende forstad, så snart de er færdige med skolen. Dog bliver venskabet anstrengt i tiden op til den skæbnesvangre dag, hvor en dreng skyder løs på skolen og Maureen er blandt de dræbte. I nutiden hjemsøges Diana af minderne og et mysterium afsløres bid for bid.
Ami Hyūga er en almindelig japansk skolepige med en almindelig japansk hverdag. En dag myrdes hendes elskede bror Yu og dennes ven Takeshi dog, og Amis verden ramler sammen. Optændt af raseri og hævntørst konfronterer hun morderne, men må sande, at overmagten er for stor. Ami overlever med nød og næppe, og hårdt såret søger hun hjælp hos forældrene til Takeshi, der er et par dygtige mekanikere. De erstatter hendes amputerede arm med et gigantisk maskingevær, og sammen med Takeshis motorsavssvingende mor Miki, påbegyndes en blodtilsølet og nådesløs vendetta mod, hvad der viser sig at være, en skrupelløs yakuza-bande.
Ingen ved rigtigt, hvad de skal gøre med teenagepigen "Kit", der er lidt af et problembarn. Men så en dag bliver hun inviteret til at være elev på den fornemme Blackwood kostskole. Det er et lidt besynderligt sted. Der er meget strenge regler, skolen har hjemme i et gammelt, afsidesliggende hus, og der er kun 5 elever - alle problempiger som Kit. Allerede fra start har Kit en underlig følelse overfor sin nye skole. Da hun kort tid efter begynder at se mystiske skikkelser i gangene og høre hviskende stemmer, bliver hun overbevist om, at der er noget HELT galt!