Verdenshistorien - 14 milliarder år på 2 x 26 minutter

Description

En underholdende tour de force, i to dele, om intet mindre end verdens historie, ovenikøbet på kun to gange 26 minutter. Og det er ikke fordi man bliver forpustet undervejs, for her beskæftiger man sig kun med det væsentligste. Det hele berettes af en velmenende historielærer - Anders Sørensen - der heller ikke selv helt forstår, hvad der foregår. Men han binder det hele sammen i en vidunderlig blanding af lune og satire. Som tak for Verdenshistorien hædredes Tegnedrengene med Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris 1994

Verden skabes for fire og en halv milliarder år siden. Den er gold, men selve livet opstår i vand og sollys, og nogle skabninger forlader vandet. På jorden skabes mange arter dyr. og de store dinosaurer hersker, indtil en kæmpemeteor forandrer forholdene på jorden, så de store dyr uddør. Pattedyrene tager over, og en skønne dag forlænger en abe sin arm med en kølle: Mennesket er skabt. Og mennesket bygger huse, fanger dyr og dyrker jorden. Men fanger også andre mennesker, ofrer dyr og mennesker til guderne, opfinder krig, indkomstskat, politikere og den professionelle hær og skriftsprog, demokrati og filosofi. Den romerske kejser Augustus vil en dag afholde mandtal. Men Josef er bekymret. Barnet er ikke hans. Hvem er barnets far? Med fantasi og smittende humor fortælles vores eventyrlige verdenshistorie.

Jesus fødes. Han har en idé: er man god ved andre, får man belønningen i Himlen. Budskabet er stærkt, og da han korsfæstes, drager hans venner ud i verden for at sprede det. Muslimerne bruger også megen fantasi på at komme i Himlen, og pludselig får paven i Rom en konkurrent i kaliffen af Bagdad. Krige, korstog og katastrofer. Mongolerne invaderer Europa og har byldepest med. Går jorden under? Nej. Kan fantasien overhovedet ikke bruges positivt? Jo. Man rejser ud og ser sig omkring. Indien, Det fjerne Østen, Amerika. Der opstår demokrati, og man opfinder maskiner, men kriges igen, før mennesket endelig får en plads i Himlen. Fra Månen har man den fineste udsigt til Jorden - "den mest vidunderlige planet i hele verden". Med bid og vid fortæller Tegnedrengene to årtusinders blodige historie. Menneskets fantasi skildret på godt og (mest) ondt - med respekt for de smukke sider og dyb undren over dårskabens enorme magt. Alt sammen i personlig streg og ganske ifølge Tegnedrengene.