Populære Film

Ki-woo bor sammen med sin familie i Seouls slumkvarter, hvor de lever af småsvindel. Han får tilbudt at undervise rigmandsdatteren Da-hye, men først skal hans søster lige lave et eksamensbevis. Hurtigt får familien Kim erstattet Park-familiens personale, men en uventet trussel lurer. Komedie-thrilleren er en skarp kritik af samfundets stigende ulighed.

Your Name følger den unge gymnasiepige Mitsuha. Hun er træt af at bo på landet og ønsker inderligt, at hun var en flot dreng fra Tokyo. Det ønske går på magisk vis i opfyldelse, og i bedste Freaky Friday-stil bytter hun krop med drengen Taki, som går på gymnasiet i Tokyo. Sådan bytter de tilværelse frem og tilbage, og med tiden lærer de at kommunikere med hinanden ved at efterlade sedler og beskeder på hinandens mobiltelefoner. De to teenagere ender med at hjælpe hinanden gennem deres unikke egenskab. Mitsuha hjælper Taki med hans kærlighedsliv, og Taki gør Mitsuha bedre i skolen.

Batman sætter sig for at udslette organiseret kriminalitet i Gotham med hjælp fra kriminalbetjenten Jim Gorden og den offentlige anklager Harvey Dent. Men de tre bliver hurtigt bytte for den kriminelle bagmand Jokeren, som kaster Gotham ud i det rene anarki og tvinger Batman tættere på at overtræde den hårfine grænse mellem at være helt og blot selvtægtsudøver.

Mordors mørke har spredt sig ud i de fleste af Gondors afkroge, og det sidste store slag om Midgård nærmer sig. Gandalf drager mod Minas Tirith for endnu en gang at stå side om side med menneskene i den forestående krig. Aragorn må se sin sande identitet som tronarving i øjnene og drage ud på en farefuld færd med de trofaste følgesvende Gimli og Legolas for at konfrontere De Dødes Hær, der for mange år siden svor kongen troskab. I mellemtiden kæmper trioen bestående af Frodo, Sam og Gollum stadig med at nå frem til Mordor i tide, så de kan tilintetgøre Ringen en gang for alle. Men Ringen har sin egen vilje og vil gøre alt for at nå tilbage til sin herre, Sauron.

Chihiro og hendes forældre er på vej til deres nye hjem, men da hendes far forsøger med en genvej havner familien på en øde, mudret landevej. Som i et drømmesyn når de frem til en forladt forlystelsespark og en restaurant fyldt med mad, men uden gæster og personale. Mens forældrene kaster sig over maden, fornemmer Chihiro en fare og som mørket falder på oplever hun til sin skræk, at området er fyldt med ånder og hendes forældre forheksede. Snart får hun hjælp af den mystiske dreng Haku i et overdådigt eventyr fyldt med spænding, sjov og uhygge

Året er 1935, og Paul Edgecomb er chef for dødsgangen, kaldet Den grønne mil, i Cold Mountain fængslet i Louisiana. Trods stedets grumme formål drives det af Edgecomb og hans folk med både værdighed og humanisme. Der er blot en enkelt slange i dette "Paradis", nemlig den lille, lede sadist Percy Wetmore, der har fået job som vagt på dødsgangen takket være det forhold, at han er nevø af guvernørens kone. En dag ankommer den enfoldige, sorte kæmpe John Coffey til fængslet, dødsdømt for mordet på to små hvide piger. Edgecomb opdager så småt, at denne blide kæmpe er en clairvoyant healer, der gerne bruger sine mirakuløse evner i det godes tjeneste. Sammen med det forhold, at han nu også ved, at Coffey er uskyldigt dømt, sætter det Edgecomb i et alvorligt moralsk dilemma over at skulle eksekvere dødsdommen.

Bankmanden Andy Dufresne idømmes livsvarigt fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. Han sendes til Shawshank-fængsel, hvor han nu må forsøge at opbygge en tålelig tilværelse blandt nogle af USA's værste forbrydere. De første år synes som et mareridt, men lidt efter lidt får Dufresne opbygget både status og vennekreds. Men selv som garvet indsat lægger Dufresne stadig planer om, hvordan han kan flygte og hævne sig på dem, der har gjort ham ondt.

Vincent og Jules er håndlangere for gangsterbossen Marcellus Wallace. Deres job består hovedsageligt i at ordne folk, som har brudt deres aftaler med Wallace, og skrabe hans penge ind. Men på deres færden rundt i L.A. støder de på flere uforudsete begivenheder. De oplever Guds indgriben, et splattet lig i deres bil og at blive røvet af et tyvepar, vi kun kender under navnene Pumpkin og Honey Bunny. Ved siden af skal Vincent tage Wallace’ kone Mia ud på en tur i byen, hvilket viser sig ikke at være en helt simpel opgave. Senere støder de to lejemordere også på Butch Coolidge, en bokser, der, i en fixet boksekamp, kommer til at træde deres chef Wallace over tæerne. Dermed er Coolidge på spanden, men alt kan ske - og gør det! Som et puslespil fortælles to heftige dages begivenheder, og først til sidst falder alle brikkerne på plads og afslutter Pulp Fictions mange handlingstråde.

Forrest Gump er en mindre begavet, men hjertensgod fyr fra sydstaterne, som ganske uforvarende kommer i berøring med en lang række af de vigtigste personligheder og de mest skelsættende begivenheder i USA i midten af det 20. århundrede. Men gennem hele livet jagter han tilsyneladende forgæves den store kærlighed, barndomsveninden Jenny. Livet er som en æske med fyldte chokolader - man ved aldrig præcis, hvad man får.

Den charmerende levemand Oskar Schindler ankommer til Polen i hælene på den sejrrige tyske hær. Han gør sig hurtigt venner med indflydelsesrige tyske officerer og benytter sine kontakter til at opbygge en succesrig forretning – baseret på tvangsudskrevne jødiske arbejdere. Midt i den brændende krig slår han pludselig øjnene op for alle grusomhederne og – den mindst sandsynlige person af alle – anvender hele sin formue, alle sine kontakter og sætter sit eget liv i fare for at frikøbe sine jødiske arbejdere og dermed redde 1100 menneskeliv fra gaskammeret...

Ray Liotta spiller Henry Hill, en ung fyr på den forkerte side af loven. Henry bliver venner med gangsterne Tommy DeVito og Jimmy Conway. Tingene udvikler sig hurtigt, og de tre venner begår snart store forbrydelser.

Den succesfulde filminstruktør Salvatore Di Vita får besked fra sin hjemby om, at Alfredo er død - en besked, der vækker minder. Salvatore ser biografen Paradiso for sig, hvor maskinisten Alfredo herskede i ensom majestæt. Da Alfredo blev blind under en brand, overtog Salvatore hans arbejde, og et dybt venskab voksede frem imellem dem. Paradiso blev lukket, og Salvatore flyttede fra hjembyen og lovede aldrig mere at vende tilbage. Salvatore trodser nu sit løfte og vender hjem til Alfredos begravelse.

I begyndelsen sætter Anden Verdenskrig ikke de store spor i hverdagen for børnene Seita og Setsuko i Japan. Men da krigshandlingerne intensiveres, og moderen dør efter et bombeangreb, melder de barske realiteter sig. De to børns overlevelse ender med at være udelukkende op til dem selv, efterhånden som krigen dræner landet for mad og medfølelse.

I 1958 fejrer mafialederen Michael Corleone sin søns konfirmation med stor festivitas. Udadtil fremviser Corleone-familien en facade uden revner, men facaden dækker i virkeligheden over korruption, vold og mord.

Familien Corleone er en stor, varmhjertet slægt af italiensk herkomst. Samtidig er familiens overhoved, Don Vito, en ledende skikkelse i mafiaen, en "gudfar", hvis magt kun begrænses af hans konkurrenter.

Dusørjægeren Joe og den eftersøgte Tuco har slået sig sammen. Joe indkasserer sin dusør, men sikrer, at Tuco når at flygte igen. Det indbringende partnerskab ophører, da Joe forlader sin makker i ørkenen, men de tvinges til at arbejde sammen igen i jagten på en begravet skat. Desværre har også den onde Setenza fået færten af pengene. Filmen vises i den nyrestaurerede udgave fra 2003 med 14 minutters ekstra spilletid.

11 nævninge er overbeviste om, at sagsøgte er skyldig i mord. Den tolvte er ikke i tvivl om, at han er uskyldig. Hvordan kan denne ene mand styre de andre mod samme konklusion? Der er tale om en sag med tilsyneladende overvældende beviser mod en teenager, som er anklaget for at have dræbt sin far i "en af de bedste film nogensinde"

Vi befinder os i 1500-tallets Japan. Bønderne i en lille by er trætte af hele tiden at blive overfaldet og plyndret af banditter. Byens vise mænd råder dem til at rekruttere nogle samuraier - professionelle krigere - der kan beskytte dem mod overfaldene. Det varer ikke længe, før syv meget forskellige samuraier har stillet sig til disposition.