Vikingen Hikke og hans drage, Tandløs, er begge blevet fem år ældre - og ikke mindre uadskillelige. Under en af deres eventyrlige udflugter opdager de en skjult isgrotte, som huser hundredevis af vilde drager, og så bliver der ballade. Freden i Berk er truet, og Hikke og Tandløs må sammen kæmpe for at sikre fremtiden for såvel menneskeheden som drageracen.

Den kujonagtige pr-mand William Cage er dybt uegnet som soldat, men sendes alligevel til frontlinjen, da Europa angribes af dræberuhyrer fra rummet. Cage dør efter få minutters kamp, men vågner op igen samme morgen! Han er nu tvunget til at gentage sin selvmordsmission i en tilsyneladende uendelig tidssløjfe. Men øvelse gør mester, og den benhårde soldaterkvinde Rita er også god at have på sin side.

Hazel er en kvik og skarptunget 16-årig med stor appetit på livet. Men hun lider af en uhelbredelig kræftsygdom, som binder hende til en iltflaske. I den støttegruppe, som Hazels forældre har tvunget hende ind i, møder hun den lige så ukuelige Augustus, som har mistet sit ene underben til knoglekræft. Sammen rejser de til Holland for at møde Hazels yndlingsforfatter, mens tid er.

I fremtiden har regeringens hær af dræberrobotter stort set udryddet mutanterne og deres tilhængere. Takket være Kitty Prydes særlige evner får dr. Xavier og Magneto sendt Wolverine tilbage til 1973. Her skal han overtale de yngre udgaver af Xavier og Magneto til at stoppe den skumle dr. Trask, før hans Sentinel-program træder i effekt. Samtidig er formskifteren Mystique ude efter Trask.

Der er gået fem år, siden feen Maleficent og hendes guddatter, Prinsesse Aurora, begravede stridsøksen, og Aurora blev kronet til Ellemosens regent, og da Prins Phillip frier til Aurora, siger hun gladelig ja. Prins Phillips mor, Dronning Ingrith, har dog en personlig agenda med brylluppet, som truer freden i Ellemosen, nemlig en plan om at ødelægge alliancen mellem mennesker og feer for altid.

Som barn opdager prinsesse Elsa, at hun besidder evnen til at skabe is og sne. Desværre kan hun ikke styre sin evne og kommer til at skade sin lillesøster, Anna. Helt galt går det under Elsas kroning, hvor hendes kræfter hensætter landet i evig isvinter.

Pixar-animationsfilmen 'Modig' (også kendt som 'Brave') fortæller historien om den skotske prinsesse Merida. Merida er en talentfuld bueskytte og impulsiv datter af Kong Fergus og Dronning Elinor. Hun er fast besluttet på selv at styre sin egen vej i livet, så Merida trodser en ældgammel skik, der er hellig for landets huserende lords: den enorme Lord MacGuffin, den selvsikre Lord Macintosh og den kværulantiske Lord Dingwall. Meridas handlinger fører af vanvare kaos og ødelæggelser i kongedømmet med sig, og da hun opsøger den gådefulde, gamle Wise Woman for at få hjælp, får hun et skæbnesvangert ønske opfyldt. Den fare, der følger hende, tvinger Merida til at se meningen med ægte mod i øjnene, så hun kan vende en forfærdelig trolddom - inden det er for sent.

Den selvstændige, enlige mor Donna driver et lille hotel på en græsk ø sammen med sin datter Sophie. Men nu skal Sophie giftes, og der er ingen til at føre hende op af kirkegulvet. Derfor inviterer hun tre mænd fra Donnas fortid til brylluppet, for måske en af dem er hendes far?

Teenageren Tris vokser op i fremtidens Chicago, hvor alle gennemgår en personlighedstest og derefter placeres i grupper med andre, der har samme grundlæggende karaktertræk. Da Tris bliver testet, viser det sig, at hun er 'divergent' - en afviger, der har træk fra flere af de fem grupperinger. Det viser sig at være et farligt testresultat, for stærke kræfter er ude på at udrydde alle afvigerne.

Den stakkels Ella behandles som skidt af sin stedmor og sine to stedsøstre, der kalder hende Askepot. Ellas drøm om at komme med til prinsens bal bliver opfyldt, da en god fe forbarmer sig over hende og fremtryller en vogn af et græskar. Dog ophører fortryllelsen ved midnat. Prinsen er vild med den kønne, gådefulde pige, men ved slaget tolv stikker hun af og taber sin ene sko på slottets trappe.

Mr. og mrs. Smith er et tilsyneladende helt almindeligt ægtepar, der lever et tilsyneladende helt almindeligt forstadsliv. Men i virkeligheden er John og Jane Smith dødeligt effektive lejemordere, der tilmed er ansat af hver sin organisation. Mr. og mrs. Smith kender ikke noget til hinandens dobbeltliv. De drømmer begge om lidt spænding i ægteskabet, og de får deres ønske opfyldt, da de bliver hyret til at myrde - hinanden!

Peter Parker har efterhånden vænnet sig til sit dobbeltliv som Spider-Man, forbrydernes svøbe. Men han får kam til sit lækre hår, da den kuede Oscorp-ansatte Max Dillon efter en arbejdsulykke bliver til den strømførende Electro og retter sin vrede mod Spidey. Også Peters barndomsven, rigmandssønnen Harry Osborn, er ude efter netsvingeren, men af helt andre årsager.

Den unge kvinde Lucy tvinges til at agere narkokurer for den lokale mafia i Taipei. Men noget uventet sker, da et stof, som gangsterne har indopereret i hende, siver ud i hendes blod. Pludselig kan Lucy udnytte langt mere af sin hjernekapacitet, hvilket giver hende overmenneskelige sindsevner og kræfter. Og dem får hun brug for, hvis hun vil slippe fri af gangsternes kløer.

CIA-agenten Evelyn Salt anklages for at være russisk spion med planer om at snigmyrde USA's præsident. Det lykkes hende at flygte, og i et hæsblæsende kapløb med tiden og med pistolkugler flyvende om ørerne må hun nu forsøge at finde den virkelige forræder og rense sit eget navn.

I 1999 blev atomkraftværket Janjira på mystisk vis destrueret sammen med størstedelen af menneskerne, der arbejdede der, inklusiv supervisoren Joe Brodys kone, Sandra. År senere må Joe's søn, US Navy-officeren Ford, tage til Japan for at hjælpe sin fremmedgjorte far, som stadig leder desperat efter sandheden bag ulykken. Far og søn finder sammen svaret på atomkraftværket, og snart bliver rædslen vakt til live igen. Hele menneskeheden er truet, men måske er Godzilla den eneste, der kan redde os alle sammen?

Da deres forældre bliver myrdet, flygter søstrene Victoria og Lilly ind i en hytte i skoven. Fem år senere bliver de fundet i live, men uden sprog. Deres onkel, Lucas, og hans kæreste, Annabel, tilbyder at tage sig af de traumatiserede børn og vænne dem til et normalt familieliv. Pigernes rehabilitering besværes dog af, at de tilsyneladende ikke er de eneste, som er flyttet ind hos Lucas og Annabel.

I 'The Tourist' er amerikaneren Frank (Johnny Depp) på et stille og roligt besøg i Italien for at komme sig over sin ekskæreste.I toget møder han tilfældigt den meget smukke, men hemmelighedsfulde Elise (Angelina Jolie), der overtaler ham til at tage med hende til Venedig.Det tilsyneladende uskyldige møde bliver hurtigt til et livsfarligt eventyr, for inden længe konstaterer Frank til sin skræk, at en række skrupelløse mordere er ude på at slå ham ihjel for enhver pris.'The Tourist' er instrueret af Florian Hanckel von Donnersmarck, der stod bag den Oscar-vindende 'De andres liv'.

Fransk nyfortolkning af det klassiske eventyr med fantastiske effekter og store skuespillere. I filmen følger vi den smukke og kloge Belle, som holdes fængslet i et slot af et mystisk udyr. Med hjælp fra slottets forheksede tjenestefolk, spirer en romance mellem de to umage venner. Belle lærer den vigtigste lektie af alle - at virkelig skønhed kommer indefra.

Der er gået fem år, siden slaget mellem de gode autobots og de onde decepticons lagde Chicago øde. Regeringen har i mellemtiden bygget deres egne robotter, der skal gøre det af med alle overlevende Transformers. Da opfinderen Cade finder en skrottet sættevogn, som viser sig at være autobotten Optimus Prime, får han og hans teenagedatter, Tessa, såvel CIA som en intergalaktisk dusørjæger på halsen.

Et bagerpar har arvet barnløshedens forbandelse, som en heks nedkaldte over bagerens far. Heksen tilbyder dog at hæve forbandelsen, hvis bageren og hans kone skaffer hende en mælkehvid ko, en blodrød kappe, majsgult hår og en sko af det pureste guld. På deres togt gennem eventyrskoven møder parret Askepot, Rødhætte og ulven, Rapuntzel, Hans (ham med bønnestagen), to prinser og en masse problemer.