I en nær fremtid er Jordens ressourcer udpinte, og menneskehedens dage er talte. Men så opdager videnskaben et ormehul, som muliggør rejser gennem tid og rum. Ingeniøren og enkemanden Cooper melder sig til at drage ud i det ukendte for at finde et frugtbart levested for menneskeracen i en anden galakse - også selv om det betyder, at han må forlade sine teenagebørn i et uvist antal år.
Ved hjælp af tophemmelig teknologi kan Dom Cobb trænge ind i andres drømme og udtrække ideer fra deres natlige hjernespind. Men på sin seneste opgave bliver han hyret til at gøre præcis det modsatte. Cobb skal plante en idé i hjernen på forretningsmanden Saitos rival, Fischer. Drømmetyven indrullerer et helt hold af hjælpere til missionen, som naturligvis er endnu mere kompliceret, end den lyder...
Avengers og deres superheltekolleger må indstille sig på at ofre alt i forsøget på at besejre den mægtige Thanos, inden hans grusomme ødelæggelsestrang forårsager selve universets undergang.
I 60'ernes USA hyres den italiensk-amerikanske udsmider Tony Lip som chauffør for den sorte klavervirtuos Don Shirley. Don skal på koncertturné, og det umage par må gøre brug af en rejseguide til, hvilke restauranter og hoteller der tager imod afroamerikanere for at sikre, at han ikke nægtes servering. Undervejs bliver Tony og Don konfronteret med deres egne fordomme, og de får øjnene op for alt det, de har til fælles.
Den 12-årige mexicanerdreng Miguel drømmer om at blive musiker, men det vil hans familie slet ikke høre tale om. Da han i smug vil deltage i et talentshow på De Dødes Dag, stjæler han en guitar fra den afdøde popstjerne Ernesto de la Cruz' gravsted. Men det skulle han aldrig have gjort! Miguel transporteres til dødsriget, hvor han må søge sine forfædres tilladelse til at vende hjem igen.
Selvom Leonard Shelby med sit dyre tøj, sin jaguar og sine mange kontanter ligner en succesrig forretningsmand, har han kun et formål med sit liv: at finde den mand, der voldtog og myrdede hans kone! Men Shelby lider af en sjælden form for hukommelsestab. Efter blot et kvarter kan han ikke huske, hvor han er, hvor han skal hen og hvorfor. Derfor må Shelby sammenstykke sit liv ved at tage billeder og bruge sin krop som notesblok. Men en ting glemmer han aldrig: Hævnen...
Arthur Fleck kæmper for at finde sin plads i mængden. I den fjendtlige by Gotham, der emmer af splittelse, går han rundt i de mørke gader iført to forskellige masker. Den maske, han dagligt maler på i sit job som klovn, og den anden han aldrig kan tage af. Den er hans forklædning - hans meningsløse forsøg på at passe ind i samfundet i stedet for at være den mand, der gang på gang skuffes af livet. Arthur er faderløs, og hans skrøbelige mor er hans bedste ven. Hun gav ham kælenavnet Happy. Et navn, der fremmaner hans smil og skjuler smerten indeni. Men da han bliver mobbet af teenagere på gaden, hånet af forretningsmænd i metroen og drillet af hans klovnekollegaer, bringes den udstødte mand kun endnu mere ude af synk med alle omkring ham.
Året er 1983, og 17-årige Elio bruger sommerferien i familiens norditalienske villa på at læse og flirte med veninden Marzia. Da den 24-årige amerikanske praktikant Oliver ankommer for at hjælpe Elio's far, en anerkendt professor, spirer ukendte og stærke følelser frem mellem den uskyldige Elio og den charmerende Oliver. Med Oscar-belønnet manuskript af James Ivory.
I Nordfrankrig under Første Verdenskrig står to britiske regimenter til at blive udsat for et bagholdsangreb af tyskerne. Den eneste måde at undgå angrebet på - og redde 1600 soldaters liv - er at få en besked afsted til regimenterne gennem ingenmandsland med kurér. De to soldater Blake og Schofield får den vigtige og ekstremt farlige opgave. De må nu, i et kapløb med tiden, forsøge at kæmpe sig gennem mudder, lig og pigtråd for at levere beskeden - og redde de mange engelske soldaters liv.
Los Angeles er kendt som byen, hvor drømme bliver til virkelighed. Skuespilleren Mia jagter sit livs filmrolle, men den lader vente på sig. Sebastian drømmer om en fremtid som jazzmusiker, men er tvunget til at tage ligegyldige jobs som hyggepianist. Da de to mødes, forelsker de sig hovedkulds. Men deres kærlighed og karriereplaner sættes på en hård prøve i den pulserende storby.
I april 1912 stævner den enorme luksusliner Titanic ud på sin skæbnesvangre jomfrurejse. Ombord forelsker den 17-årige overklassepige Rose sig i den fattige, fandenivoldske Jack, der har vundet sin billet i et spil kort. Ingen af dem aner, at 'skibet der ikke kan synke' har kurs mod katastrofen. James Cameron's episke drama gjorde Leonardo DiCaprio og Kate Winslet til superstjerner og modtog hele 11 Oscars - deriblandt priserne for bedste film og instruktion.
Guden Loke agter at tilrane sig Den Kosmiske Kube, som vil give ham ubegrænset magt. Dét må for alt i verden ikke ske, for Loke er en skidt karl. SHIELD-organisationen indkalder derfor Thor, Captain America, Iron Man, Black Widow, Hawkeye og Bruce Banner/Hulk, idet kun en superheltealliance kan stå distancen mod Loke og hans hær. Imidlertid har superhelte også store egoer, som gør det svært at arbejde sammen.
Nina er en utrolig talentfuld, men skræmmende ustabil ballerina, der er godt på vej til at blive en stjerne. Da hun bliver presset til det yderste af sin ambitiøse kunstneriske instruktør og trues af sin forførende rival, begynder Nina at miste sit greb om virkeligheden. I takt med at presset stiger, bliver Ninas altoverskyggende besættelse sværere og sværere at kontrollere, og hun ender i et levende mareridt, som ikke kun er en trussel for hendes forstand, men også for hendes liv.
Narkokongen Micky overvejer at sælge sit marihuanaimperium, der nyder godt af en solid aftale med den britiske adel. Så snart rygtet spredes, står gangsterne i kø for at overtage den lukrative forretning. Nu starter en lavine af bestikkelse, afpresning og dobbeltspil i forsøget på at sætte sig på tronen.
Da den geniale jetset-industrimagnat, Tony Stark, tages til fange bag fjendens linjer, bygger han en højteknologisk beskyttelsesdragt, som skal hjælpe ham med at flygte. Nu er han taget ud på en mission for at redde verden som en helt, der er bygget – ikke født – til at være som ingen anden
I 1708 er England i krig med Frankrig. Den småskøre dronning Anne sidder på tronen, men hader at regere og vil hellere spise kage og lege med sine 17 kaniner. Landet er reelt styret af hendes hemmelige elskerinde, hertuginden Sarah Churchill. Da Sarah's fattige kusine Abigail Hill bliver kammerpige, begynder en skamløs, bitter og grotesk strid mellem dem.
En urolig ung mand ved navn Mike, der for nylig blev fyret og desperat efter arbejde, indvilliger i at tage stilling som natsikkerhedsvagt på en forladt temarestaurant: Freddy Fazbear's Pizzeria. Men han opdager hurtigt, at intet hos Freddy er, hvad det ser ud til.
Efter begivenhederne i den første film bevæger Evelyn og hendes børn sig væk fra deres engang trygge hjem med et håb om, at de kan dele deres nyfundne våben mod monstrene med andre overlevende. De uhyggelige bæster udgør dog ikke den eneste trussel i den post-apokalyptiske verden, og spørgsmålet lyder nu, om de mennesker, der er tilbage, overhovedet er værd at redde?
Et nådesløst satirisk blik på modeverdenen og de superrige. Modellerne Carl og Yaya og nogle milliardærer bliver ramt af en storm ombord på deres luksusyacht. Båden synker, og de strander alle på en øde ø. I kampen om overlevelse bliver hierarkiet vendt rundt, og pludselig står alle i en nærmest postapokalyptisk situation, hvor al civilisation er væk.
Drevet af hans genvundne tro på menneskeheden og inspireret af Supermans uselviske handling, søger Bruce Wayne hjælp fra hans nyfundne allierede, Wonder Woman, i kampen mod en endnu større fjende. Sammen arbejder Batman og Wonder Woman hurtigt for at finde og rekuttere et hold af superhelte, som kan kæmpe fælles mod den nyligt vækkede trussel. Trods dannelsen af denne hidtil usete gruppe af helte - Batman, Wonder Woman, Aquaman, Cyborg og Flash - kan det måske allerede være for sent at redde planeten fra et angreb af katastrofale dimensioner.