Jack er en 5-årig dreng, der har levet hele sit liv sammen med sin mor i en underjordisk bunker, hvor de bliver holdt fanget. Her har Jack's mor skabt en hel fantasiverden for ham for at opretholde en vis form for normalitet.

Dramaet 'Spotlight' er den autentiske historie om, hvordan en gruppe af journalister på the Boston Globe afslørede en pædofilring blandt de katolske præster i Boston.

En ekspedition til Mars går galt, da astronauten Mark Watney bliver fanget i en voldsom storm. Hans kolleger tror, at han er død, og de rejser tilbage til Jorden uden ham, men Mark har overlevet og er nu strandet alene på den ugæstfri røde planet. Han må klare sig med et minimalt forråd og bruge al sin energi og forstand på at finde en måde at overleve på. Samtidig skal han finde en metode, som han kan bruge til at sende nødsignaler til Jorden. Men selvom det lykkes ham at få sendt signalerne, vil det tage flere år for NASA at få sendt en redningsmission til Mars. Hvad skal han stille op?

Londonpigen Amy Winehouse udviser tidligt et stort talent for at synge soul. Som 20-årig pladedebuterer hun med det jazzede album 'Frank', og den bramfri Amy skriver selv de afslørende tekster med afsæt i sit eget liv. Succesen eksploderer med opfølgeren 'Back to Black', men druk, stoffer, bulimi, paparazzi og en svigagtig omgangskreds tærer på Amy. Hun dør af alkoholforgiftning i 2011, kun 27 år ung.

'Den danske pige' handler om danskeren Einar Wegener, der var den første person, der fik en kønsskifteoperation. Nyhavn, 1924. Portrætmaleren Gerda Wegener beder sin mand, landskabsmaleren Einar, om at posere som kvinde, for at hun kan færdiggøre et maleri. Oplevelsen får Einar til at indse, at han altid har følt sig som en kvinde fanget i en mands krop. Einars forvandling til Lili bliver også en udfordring for Gerda, men hun støtter sin mand, da han opsøger en tysk læge for at få verdens første kønsskifteoperation.

Den elegante overklassefrue Carol er fanget i et kærlighedsløst ægteskab i 1950'ernes New York. I et stormagasin møder hun den unge ekspedient Therese, der drømmer om et mere meningsfuldt liv. En forsigtig gnist tændes mellem dem. Men jo tættere deres forhold bliver, des tydeligere bliver det, at prisen for at følge deres hjerter er frygtelig høj.

I 2000'erne går det ufatteligt godt for bankerne, ejendomsmarkedet buldrer frem, og Wall Street fester i champagne. Men enkelte særlinge som Michael Burry er sikker på, at boligboblen vil briste, og sammen med ligesindede som finansmanden Mark Baum, bankrådgiveren Jared Vennett og den tidligere børsmægler Ben Rickert beslutter de at satse mod markedet. Deres uhørte manøvre får flere af bankernes svinestreger frem i lyset - og da markedet pludselig krakker - gør det dem rige.

I 1950'erne kastes advokaten James Donovan hovedkulds ind i den kolde krig, da han bliver bedt om at forsvare en sovjetisk spion, der risikerer dødsstraf i USA. Nogle år senere bliver et amerikansk spionfly skudt ned over russisk jord. Piloten tages til fange og idømmes ti års fængsel. Donovan får den næsten umulige opgave at forhandle sig frem til at få piloten løsladt.

I 1910'ernes London slutter den unge vaskeriarbejder Maud sig til kampen for valgret til kvinder. Årtiers fredelige demonstrationer har ikke haft nogen effekt, og kvinderne tager et nyt middel i brug - nemlig landsdækkende civil ulydighed. Kvindernes kamp bliver mere og mere militant, men staten slår hårdt igen, og Maud risikerer at miste både sit job, sit ægteskab og sin frihed.

Dramaet 'Trumbo' handler om den legendariske manuskriptforfatter Dalton Trumbo, der i 1950erne blev sortlistet for sit kommunistvirke. Historien begynder, mens Trumbos karriere er på toppen, og han leverer det ene succesmanuskript efter det andet. Men problemerne lurer, da førende politikere og Hollywood-folk indleder en hetz mod kommunister i showbiz - heriblandt Trumbo og en håndfuld af hans kolleger. Mens retssagerne ruller, afskriver de store studier manuskriptforfatternes ret til at arbejde. Dalton Trumbo og Co. lader sig dog ikke slå ud, og snart begynder de skrive film under pseudonymer. 'Trumbo' er baseret på de virkelige hændelser omkring kommunistforskrækkelsen i USA, forfølgelsen af alle, der udviste de mindste socialistiske tendenser, og endelig de berygtede "Hollywood Ten". Dalton Trumbo var blandt de mest kendte navne, der blev sortlistet, og under pseudonymet som sin kollega, Ian McLellan Hunter, modtog han en Oscar for manuskriptet til 'Roman Holiday'.

'Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun' følger den elskede beatle Nuser på en mission for at finde sin ærkefjende, Den røde baron. Samtidig starter der er en ny pige i Søren Bruns klasse, imens han selv forsøger at finde sin plads blandt kammeraterne i skolen.

Handler om den transkønnede prostituerede Sin-Dee Rella. Det er juleaften, og hun er lige blevet løsladt. Sin-Dee mødes på en café med sin veninde Alexandra, der også er transkønnet prostitueret. Hun fortæller veninden, at Sin-Dees kæreste og alfons, Chester, har været hende utro mens hun sad inde. Sin-Dee bliver rasende og begynder jagten på Chester og kvinden, han har været sammen med.

På den idylliske kostskole Halisham mødes Kathy, Tommy og Ruth som børn. Skønt Kathy og Tommy synes skabt for hinanden, er det den mere udfarende Ruth, der bliver kæreste med Tommy - en ubalance, som deres lille treenighed aldrig helt ryster af sig. Efterhånden som vennerne vokser op og må forlade skolen, indser de, at deres skæbner er beseglede, og at de er dømt til at dø i en ung alder ...

En amerikansk pige på ferie i det engelske landskab med sin familie finder sig pludselig i skjul, kæmpende for sin overlevelse, da krigen bryder ud.

8. maj 1945. Storbritannien fejrer krigens afslutning, og de to unge prinsesser Elizabeth og Margaret får allernådigst lov til at deltage i festlighederne - inkognito og under behørigt opsyn. Da Margaret ser sit snit til at stikke af, må Elizabeth dykke ned i Londons myldrende gader for at finde hende. Det bliver en magisk aften præget af nye venskaber, uventede eventyr og sågar romantik.

Joy deler hus med næsten hele sin familie, selv med sin eksmand, og så slås hun med et job, der ikke fører til noget. Der må ske noget nyt. Da Joy vrider en gulvmoppe og skærer sine hænder på resterne af et smadret glas, får hun en ide. Hun fremstiller en mere praktisk moppe, og nu går arbejdet i gang med at sælge hendes produkt. Det bliver op ad bakke.

Det semi-biografiske drama 'The Lady in the Van' foregår i en britisk forstad, hvor forfatteren Alan lader den gamle, hjemløse Frøken Shepherd bo midlertidigt i hans indkørsel i en lille gul varevogn. Den ældre dame ejer ingen sociale kompetencer, lugter værre end en kloak og nægter samtidig at forlade indkørslen. Faktisk ender hun med at bo lige ude foran Alans hus i 15 år, og de to modsætninger knytter med tiden et særligt bånd til hinanden.

'Sjæle' fra rummet flytter ind i menneskers kroppe og overtager deres tanker og erindringer. Men den unge kvinde Melanie, der er oprører i modstandsbevægelsen, er for stærk til, at sjælen Wanderer kan få fodfæste i hendes krop. Den fremmede ånd må deles om pladsen med Melanies egen sjæl, og det bliver et problem, da Melanie og Wanderer forelsker sig i to forskellige mænd.

Filmen foregår i Dorset, hvor et ungt par i 1962 fejrer på et badehotel, at de er nygifte. Florence er af fin familie og musikalsk engageret, mens Edward kommer fra mere ydmyge kår. Alligevel finder de sammen i fælles interesser og sjælfuld betagelse, men bryllupsnatten ender som en smerteligt ydmygende affære for dem begge. Deres valg kommer til at mærke dem for resten af livet.

Da deres forældre meddeler, at deres barndomshjem er sat til salg, går det pludselig op for den altid ansvarlige Maura og hendes brushoved af en søster Kate, at de kun har en weekend til at få ryddet op i deres gamle ting. Og hvad er deres fuldt forståelige reaktion? Barnlig, følelsesladet vrede. Tabet af den hjemmelige bastion kommer som et chok for begge søstre, som også kæmper med voksenlivets fortrædeligheder.