Den charmerende levemand Oskar Schindler ankommer til Polen i hælene på den sejrrige tyske hær. Han gør sig hurtigt venner med indflydelsesrige tyske officerer og benytter sine kontakter til at opbygge en succesrig forretning – baseret på tvangsudskrevne jødiske arbejdere. Midt i den brændende krig slår han pludselig øjnene op for alle grusomhederne og – den mindst sandsynlige person af alle – anvender hele sin formue, alle sine kontakter og sætter sit eget liv i fare for at frikøbe sine jødiske arbejdere og dermed redde 1100 menneskeliv fra gaskammeret...

I en nær fremtid er Jordens ressourcer udpinte, og menneskehedens dage er talte. Men så opdager videnskaben et ormehul, som muliggør rejser gennem tid og rum. Ingeniøren og enkemanden Cooper melder sig til at drage ud i det ukendte for at finde et frugtbart levested for menneskeracen i en anden galakse - også selv om det betyder, at han må forlade sine teenagebørn i et uvist antal år.

Nortons evner som stjerneskuespiller viser sig i rollen som Jack, en kronisk søvnløs der er desperat efter at slippe ud af sit ulideligt kedelige liv. Da møder han Tyler Durden (Pitt), en karismatisk sæbesælger med en usædvanlig livsfilosofi. Tyler synes at udvikling af én selv er for de svage - det er selvdestruktionen der gør livet værd at leve. Inden længe er Jack og Tyler ved at slå hinanden til plukfisk på en parkeringsplads, en slåskamp der giver det ultimative kick. For at introducere andre mænd for de simple glæder ved fysisk vold, danner Jack og Tyler den hemmelige Fight Club der bliver voldsomt populær. Men en chokerende overraskelse der vender op og ned på alt, venter Jack...

Ved hjælp af tophemmelig teknologi kan Dom Cobb trænge ind i andres drømme og udtrække ideer fra deres natlige hjernespind. Men på sin seneste opgave bliver han hyret til at gøre præcis det modsatte. Cobb skal plante en idé i hjernen på forretningsmanden Saitos rival, Fischer. Drømmetyven indrullerer et helt hold af hjælpere til missionen, som naturligvis er endnu mere kompliceret, end den lyder...

Under Anden Verdenskrig flygter den unge jøde Shosanna til Paris efter at have set sin familie blive henrettet af naziobersten Landa. Samtidig samler den hårdkogte løjtnant Aldo Raine en gruppe jødisk-amerikanske soldater, der skal føre guerillakrig mod nazisterne i Europa. Det bringer dem til sidst til Paris, hvor Shosanna er blevet biografejer med egne planer om hævn mod Landa, Hitler og resten af nazislænget.

Selvom Leonard Shelby med sit dyre tøj, sin jaguar og sine mange kontanter ligner en succesrig forretningsmand, har han kun et formål med sit liv: at finde den mand, der voldtog og myrdede hans kone! Men Shelby lider af en sjælden form for hukommelsestab. Efter blot et kvarter kan han ikke huske, hvor han er, hvor han skal hen og hvorfor. Derfor må Shelby sammenstykke sit liv ved at tage billeder og bruge sin krop som notesblok. Men en ting glemmer han aldrig: Hævnen...

Den nyuddannede betjent Billy Costigan voksede op med kriminalitet. Det gør ham til den perfekte muldvarp til at infiltrere byens mafia, styret af bossen Frank Costello. Det er Billys opgave at vinde Costellos tillid og hjælpe sine foresatte med at fængsle Costello. Imens har specialdetektiv Colin Sullivan fået alles tillid. Ingen ved, at han er Costellos muldvarp i politiet. De fordækte liv, der krydser hinanden og kolliderer, er den eksplosive kerne i den meget roste The Departed.

Arthur Fleck kæmper for at finde sin plads i mængden. I den fjendtlige by Gotham, der emmer af splittelse, går han rundt i de mørke gader iført to forskellige masker. Den maske, han dagligt maler på i sit job som klovn, og den anden han aldrig kan tage af. Den er hans forklædning - hans meningsløse forsøg på at passe ind i samfundet i stedet for at være den mand, der gang på gang skuffes af livet. Arthur er faderløs, og hans skrøbelige mor er hans bedste ven. Hun gav ham kælenavnet Happy. Et navn, der fremmaner hans smil og skjuler smerten indeni. Men da han bliver mobbet af teenagere på gaden, hånet af forretningsmænd i metroen og drillet af hans klovnekollegaer, bringes den udstødte mand kun endnu mere ude af synk med alle omkring ham.

Året er 1983, og 17-årige Elio bruger sommerferien i familiens norditalienske villa på at læse og flirte med veninden Marzia. Da den 24-årige amerikanske praktikant Oliver ankommer for at hjælpe Elio's far, en anerkendt professor, spirer ukendte og stærke følelser frem mellem den uskyldige Elio og den charmerende Oliver. Med Oscar-belønnet manuskript af James Ivory.

Lester Burnham lever et behageligt liv i en flot forstad. Men han er havnet i en midtvejskrise. Alting er kedeligt, hans chef er en skiderik og hans kone er ham utro med sin kollega. Lester siger op og begynder at arbejde på en hamburgerrestaurant, dyrker flittigt fitness og tager stoffer. Han bliver også lidt for fascineret af teenagedatterens smukke veninde Angela.

Efter fire år i koma vågner lejemorderen Sorte Mamba alias Bruden op på hospitalet. Nu tæller kun én ting for hende. Nemlig at få hævn over sin chef Bill og sine fire forræderiske lejemorder-kolleger, der forsøgte at slagte hende på hendes bryllupsdag. Hævntogtet bringer Bruden til Japan, hvor hun går i skarp træning, inden hun krydser klinger med sin gamle veninde O-Ren Ishii og dennes hær af håndlangere.

I 1841 er den sorte amerikaner Solomon Northup en fri mand med kone og børn, da han bedøves, bortføres og sælges som slave. Det bliver begyndelsen på 12 års helvede, hvor Solomon må kæmpe både for at holde sig i live og for at bevare sin værdighed. '12 Years a Slave' modtog tre Oscars, blandt andet for bedste film.

Amelie har haft en trist barndom uden kærlighed og arbejder nu som tjener. Hun har en romantisk og fantasifuld natur, og en dag beslutter hun sig for fremover at gribe ind i andre menneskers liv for at bringe lykke og glæde. De bringer hende i kontakt med en lang række mennesker, heriblandt den hypokondriske Georgette, den aldrende og skrøbelige kunstner Dufayel og den ensomme Nino, der er ekspedient i en videoforretning.

Da den velhavende krimiforfatter Harlan Thrombey findes med halsen skåret over på sin 85-års fødselsdag, er alle medlemmerne i hans familie under mistanke, og den excentriske detektiv Benoit Blanc tilkaldes anonymt for at undersøge mysteriet. Hurtigt begynder alle skeletterne at vælte ud af skabene, og Blanc mistænker, at mysteriet stikker dybere end blot skærmydsler i en dysfunktionel familie.

Chicago 1930. Forbudstiden og den ulovlige handel med spiritus har gjort Al Capone til byens mægtigste mand. Mod betaling ser politiet den anden vej, så gangsterbossen har frit spil. Lige indtil Eliot Ness træder ind på scenen. En ung, uplettet FBI-agent, der allierer sig med en erfaren gadestrømer, en grøn politiaspirant og en skatteekspert i kampen mod Capone.

Phil Conners (Bill Murray) er en mavesur tv-vejr-mand, der hvert år (meget mod sin vilje) bliver sendt til den lille flække, Punxsutawney. Her skal han interviewe byens eneste landskendte "person" – et murmeldyr, der efter sigende kan fortælle, om foråret er på vej, eller om vinteren fortsætter. Og Phil hader det. Han hader alt, der har noget med byen at gøre, og vil allerhelst væk derfra med det samme. Men da Phil vågner op på hotellet næste morgen, er det den samme dag som i går(?) Og sådan fortsætter det, dag efter dag – med den samme dag. Det har jo nogle fordele, for der er jo ingen "i morgen", og Phil kan gøre, hvad der passer ham uden at stå til ansvar for nogen dagen efter.

Superheltealliancen Avengers har brug for en pause. Deres leder, Tony Stark, genopliver et gammelt fredsprogram, Ultron. Men programmets kunstige intelligens løber løbsk, og Ultron udser sig menneskeheden som sin nye fjende, der må udryddes. Så Iron Man, Captain America, Thor, Hulk, Black Widow, Hawkeye & Co. må på den igen, denne gang bistået af tvillingerne Pietro og Wanda Maximoff og androiden Vision.

Pressens adfærd i efterkrigstidens amerikaniserede japanske samfund er så relevant i dag som dengang. En ung maler mødes under et ferieophold tilfældigt med en populær sangerinde. Da han kører hende tilbage til hotellet, hvor de begge bor, bliver de fotograferet af en nærgående paparazzi. Snart beretter en sladderavis om deres "hede romance", og Ichiro må gå rettens vej for at genvinde sin ære.

Katniss har tilintetgjort de blodige Hunger Games og er blevet reddet af oprørerne. Nu kommer hun til sig selv i det eneste distrikt, hvor oprørerne har magten. Hun er blevet selve symbolet på opstanden mod det grusomme, magtfulde styre, og sammen med oprørerne kaster hun sig ud i en desperat kamp for at redde Peeta og vælte præsident Snow.

Den amerikanske efterretningsofficer Amanda Waller samler et hold bestående af verdens farligste superskurke. Gruppen er sammensat af forskellige fængslede udskud, som intet har at tabe.