I en nær fremtid er Jordens ressourcer udpinte, og menneskehedens dage er talte. Men så opdager videnskaben et ormehul, som muliggør rejser gennem tid og rum. Ingeniøren og enkemanden Cooper melder sig til at drage ud i det ukendte for at finde et frugtbart levested for menneskeracen i en anden galakse - også selv om det betyder, at han må forlade sine teenagebørn i et uvist antal år.

Ved hjælp af tophemmelig teknologi kan Dom Cobb trænge ind i andres drømme og udtrække ideer fra deres natlige hjernespind. Men på sin seneste opgave bliver han hyret til at gøre præcis det modsatte. Cobb skal plante en idé i hjernen på forretningsmanden Saitos rival, Fischer. Drømmetyven indrullerer et helt hold af hjælpere til missionen, som naturligvis er endnu mere kompliceret, end den lyder...

Mangemillionæren Philippe søger en handicaphjælper efter en ulykke, der har gjort ham lam fra halsen og nedefter. Til alles overraskelse falder hans valg på den sorte ghettoknægt Driss, der netop er blevet løsladt efter en fængselsdom. Ved første øjekast har de to ikke det mindste til fælles. Alligevel bliver det begyndelsen på et smukt venskab.

Arthur Fleck kæmper for at finde sin plads i mængden. I den fjendtlige by Gotham, der emmer af splittelse, går han rundt i de mørke gader iført to forskellige masker. Den maske, han dagligt maler på i sit job som klovn, og den anden han aldrig kan tage af. Den er hans forklædning - hans meningsløse forsøg på at passe ind i samfundet i stedet for at være den mand, der gang på gang skuffes af livet. Arthur er faderløs, og hans skrøbelige mor er hans bedste ven. Hun gav ham kælenavnet Happy. Et navn, der fremmaner hans smil og skjuler smerten indeni. Men da han bliver mobbet af teenagere på gaden, hånet af forretningsmænd i metroen og drillet af hans klovnekollegaer, bringes den udstødte mand kun endnu mere ude af synk med alle omkring ham.

Forestil dig, at den virkelige verden slet ikke er virkelig, men en gigantisk computer-genereret drøm! Hvad nu, hvis du tror, at du befinder dig i det 20. Århundrede, men i virkeligheden er i det 22. Århundrede? Og hvad nu, hvis du en dag vågner op af denne drøm, til en verden overtaget af maskiner, der for at bevare magten tapper energi fra din krop? Hvad er sandheden? Og når den finder dig, tør du så tro på den?

Tiårige Auggie er født med et deformt ansigt og har gennemgået mange operationer. Hidtil er Auggie blevet hjemmeskolet, men nu har hans forældre besluttet at sende ham i en rigtig skole. Det bliver en svær begyndelse, for nogle af de andre drenge driller Auggie, men efterhånden bliver han accepteret som den, han er.

Da Første Verdenskrig er på sit højeste kastes de to unge britiske soldater, Scofield og Blake udi en tilsyneladende umulig mission. I et kapløb mod tiden må de krydse fjendtligt territorie for at levere en besked, der vil forhindre et altødelæggende angreb på hundredvis af britiske soldater – heriblandt Blakes egen bror.

Los Angeles 2019. En flok oprørske replikanter er vendt tilbage til jorden og skjuler sig i storbyen. Dusørjægeren Deckard skal skaffe dem af vejen. Undervejs forelsker han sig i den smukke, sorthårede Rachael, som måske - måske ikke - er replikant. Kærlighedshistorien kaster et nyt lys over hans arbejde og gør det sværere for ham i slutopgøret med replikanternes leder.

I april 1912 stævner den enorme luksusliner Titanic ud på sin skæbnesvangre jomfrurejse. Ombord forelsker den 17-årige overklassepige Rose sig i den fattige, fandenivoldske Jack, der har vundet sin billet i et spil kort. Ingen af dem aner, at 'skibet der ikke kan synke' har kurs mod katastrofen. James Cameron's episke drama gjorde Leonardo DiCaprio og Kate Winslet til superstjerner og modtog hele 11 Oscars - deriblandt priserne for bedste film og instruktion.

På sin 11-års fødselsdag bliver Harry Potter, som lever en kummerlig tilværelse hos sin tante og onkel, kontaktet af kæmpen Hagrid, som afslører at hans afdøde forældre var magtfulde magikere. Harry bliver derfor tilbudt en plads på den fornemme skole for trolddom, Hogwarts. Her får Harry nye venner, den charmerende og autoritetstro Hermione samt den klodsede, men trofaste Ron. Desuden møder han den vise rektor Dumbledore. Langsomt går det op for Harry, at han er noget særligt, hvilket hænger sammen med hans forældres død, som slet ikke var et uheld men derimod et mysterium, hvor den ondskabsfulde troldmand Voldemort spiller en vigtig rolle.

Amelie har haft en trist barndom uden kærlighed og arbejder nu som tjener. Hun har en romantisk og fantasifuld natur, og en dag beslutter hun sig for fremover at gribe ind i andre menneskers liv for at bringe lykke og glæde. De bringer hende i kontakt med en lang række mennesker, heriblandt den hypokondriske Georgette, den aldrende og skrøbelige kunstner Dufayel og den ensomme Nino, der er ekspedient i en videoforretning.

Los Angeles er kendt som byen, hvor drømme bliver til virkelighed. Skuespilleren Mia jagter sit livs filmrolle, men den lader vente på sig. Sebastian drømmer om en fremtid som jazzmusiker, men er tvunget til at tage ligegyldige jobs som hyggepianist. Da de to mødes, forelsker de sig hovedkulds. Men deres kærlighed og karriereplaner sættes på en hård prøve i den pulserende storby.

Filmen 'Her' handler om den introverte Theodore Twombly, der lever af at skrive kærlighedsbreve for folk, der har svært ved at udtrykke følelser. Theodore er netop kommet ud af et langt forhold og er både ensom og smådeprimeret. For at komme videre med sin tilværelse køber han et operativsystem, der tilbyder et intuitivt ”væsen”, som er skræddersyet til sin bruger. Langsomt begynder Theodore at knytte sig til dette underholdende, varme men alligevel kunstige væsen ved navn Samantha, og venskabet udvikler sig til et anderledes kærlighedsforhold.

Melanie skal besøge Mitch i Bodega Bay, hvor han holder weekend med sin mor og søster. Umiddelbart efter sin ankomst, bliver Melanie angrebet af en havmåge. Det pludselige og voldsomme angreb viser sig blot at være starten på en art epidemi blandt områdets fugle der gør dem ekstremt aggressive. Store flokke af krager og måger viser sig at være dødsensfarlige, og mareridtet i den lille ellers så normale by begynder.

Den unge fyr 'Baby' arbejder som professionel flugtchauffør for gangsteren Doc. For at overdøve sin tinnitus, der stammer fra en ulykke i barndomsårene, har Baby altid sprød musik i øregangene, når han ræser fra gerningsstedet. Da Baby forelsker sig i servitricen Deborah, overvejer han for første gang at forlade det kriminelle miljø. Men Doc har andre planer med sin gulddreng

I 1960'ernes USA skal teenagepigen Baby sammen med sin familie tilbringe sommeren på et mondænt hotel, og det bliver en ferie, hun aldrig vil glemme. I de ansattes barakker bag hotellet lyder dragende toner af tidens rockmusik, og Baby's kvindelighed vækkes, da hun sniger sig ind og overværer de unges sensuelle dans - og forelsker sig i den flotteste af alle danserne, Johnny Castle.

På et topsikret anlæg i Maryland ankommer et amfibielignende væsen i lænker. Det kan måske bruges i den kolde krig mod russerne. Den ensomme og stumme Elisa og hendes kollega Zelda får til opgave at gøre rent i laboratoriet. Men langsomt udvikler Elisa og væsenet en forståelse for hinanden, der forandrer hendes liv for evigt.

10 Cloverfield Lane' er en science fiction-film om den unge kvinde Michelle, der vågner op i en fremmed kælder efter et biluheld.Kælderen ejes af en mand, som påstår at have reddet hendes liv fra et farligt kemisk angreb, der har gjort det umuligt at bo udenfor. Michelle er usikker på, hvad hun skal tro, så hun beslutter sig for at flygte, selvom hun ikke aner, hvad der venter udenfor.

En hovmodig prins forvandles til et uhyre og hans tjenere til talende møbler og husgeråd. Forbandelsen kan dog brydes, hvis han lærer at elske en kvinde - som elsker ham tilbage! Det er ikke nemt at finde en date, når man aldrig forlader sit skumle slot. Men da uhyret tager en opfinder til fange, tilbyder hans datter, Belle, at indtage sin fars plads. Og Belle skuer heldigvis ikke udyret på pelsen.

Den unge kvinde Lucy tvinges til at agere narkokurer for den lokale mafia i Taipei. Men noget uventet sker, da et stof, som gangsterne har indopereret i hende, siver ud i hendes blod. Pludselig kan Lucy udnytte langt mere af sin hjernekapacitet, hvilket giver hende overmenneskelige sindsevner og kræfter. Og dem får hun brug for, hvis hun vil slippe fri af gangsternes kløer.