Vincent og Jules er håndlangere for gangsterbossen Marcellus Wallace. Deres job består hovedsageligt i at ordne folk, som har brudt deres aftaler med Wallace, og skrabe hans penge ind. Men på deres færden rundt i L.A. støder de på flere uforudsete begivenheder. De oplever Guds indgriben, et splattet lig i deres bil og at blive røvet af et tyvepar, vi kun kender under navnene Pumpkin og Honey Bunny. Ved siden af skal Vincent tage Wallace’ kone Mia ud på en tur i byen, hvilket viser sig ikke at være en helt simpel opgave. Senere støder de to lejemordere også på Butch Coolidge, en bokser, der, i en fixet boksekamp, kommer til at træde deres chef Wallace over tæerne. Dermed er Coolidge på spanden, men alt kan ske - og gør det! Som et puslespil fortælles to heftige dages begivenheder, og først til sidst falder alle brikkerne på plads og afslutter Pulp Fictions mange handlingstråde.

I en nær fremtid er Jordens ressourcer udpinte, og menneskehedens dage er talte. Men så opdager videnskaben et ormehul, som muliggør rejser gennem tid og rum. Ingeniøren og enkemanden Cooper melder sig til at drage ud i det ukendte for at finde et frugtbart levested for menneskeracen i en anden galakse - også selv om det betyder, at han må forlade sine teenagebørn i et uvist antal år.

Ved hjælp af tophemmelig teknologi kan Dom Cobb trænge ind i andres drømme og udtrække ideer fra deres natlige hjernespind. Men på sin seneste opgave bliver han hyret til at gøre præcis det modsatte. Cobb skal plante en idé i hjernen på forretningsmanden Saitos rival, Fischer. Drømmetyven indrullerer et helt hold af hjælpere til missionen, som naturligvis er endnu mere kompliceret, end den lyder...

Under Anden Verdenskrig flygter den unge jøde Shosanna til Paris efter at have set sin familie blive henrettet af naziobersten Landa. Samtidig samler den hårdkogte løjtnant Aldo Raine en gruppe jødisk-amerikanske soldater, der skal føre guerillakrig mod nazisterne i Europa. Det bringer dem til sidst til Paris, hvor Shosanna er blevet biografejer med egne planer om hævn mod Landa, Hitler og resten af nazislænget.

Romerrigets kejser udpeger hærføreren Maximus som sin efterfølger, men kejserens magtbegærlige søn Commodus har andre planer. Han lader Maximus' familie myrde, mens Maximus undslipper, hårdt såret. Maximus bliver gjort til slave og trænet som gladiator. Hans berømmelse i arenaen vokser hurtigt, men selv lever han kun for at hævne sin familie. Og en dag bliver han sendt til Rom for at kæmpe i Colosseum for øjnene af den nye kejser - Commodus.

Imperiet hersker over galaksen og Jedi-ordenen synes udslettet. Oprørerne har stjålet planerne til Imperiets nye, hemmelige våben, men bliver opsnappet af den ubarmhjertige Darth Vader og prinsesse Leia bliver tilfangetaget. Ved et tilfælde ender planerne hos den unge Luke Skywalker, som sammen med den gamle Ben Kenobi, smugleren Han Solo og hans makker Chewbacca, må befri prinsessen og ødelægge Dødsstjernen.

The Grand Budapest Hotel fortæller historien om Gustave H (Ralph Fiennes), en legendarisk concierge på et berømt hotel beliggende i en spaby i det europæiske land Zubrowka. Vi befinder os midt imellem de to verdenskrige, og mens fascismen ruller ind over Europa, holder Gustave H på de formelle og servicerende former og er noget af en darling hos de ældre damer på hotellet. Ikke mindst hos Madame Céline Villeneuve Desgoffe und Taxis, også kaldet Madame D (Tilda Swinton), der efter sin død efterlader Gustave H et dyrebart maleri. Og så har vi balladen, for ud over at have en enorm formue har Madame D også en enorm familie, og de – ikke mindst Dmitri (Adrien Brody) og håndlangeren Jopling (Willem Dafoe) – vil gå meget langt for at forhindre Gustave H i at få det dyrebare maleri.

Jordan Belfort, en børsmægler fra New York, nægter at samarbejde i en stor bedragerisag, der omhandler korruption på Wall Street, mafia-infiltration, ludere og mange andre ting. Baseret på Jordan Belforts selvbiografi.

Den så godt som sande beretning om storsvindleren Frank Abagnale, der ved hjælp af charme og geniale forklædninger svindler sig til millioner af dollars i 26 forskellige lande. Inden han er 18 år gammel "arbejder" han som læge, advokat og andenpilot i et større amerikansk flyselskab. Den unge storcharmør og forklædningsmester laver dog også checkfalsknerier i den store stil, så FBI sætter agent Carl Hanratty på sagen. Nu starter en langvarig menneskejagt verden over.

'Inderst inde' bliver fortalt af følelserne inde i pigen, Rileys, hovede. Fortælleren er Glæde og hendes venner Vrede, Frygt, Tristhed og Afsky. I mange år har Glæde styret showet, men da Rileys forældre beslutter sig for at flytte til en anden by, forsvinder Glæde og Tristhed fra Rileys hovede. Nu er det Vrede, Frygt og Afskys job at holde styr på Rileys følelser, og det går ikke helt så godt.

Los Angeles er kendt som byen, hvor drømme bliver til virkelighed. Skuespilleren Mia jagter sit livs filmrolle, men den lader vente på sig. Sebastian drømmer om en fremtid som jazzmusiker, men er tvunget til at tage ligegyldige jobs som hyggepianist. Da de to mødes, forelsker de sig hovedkulds. Men deres kærlighed og karriereplaner sættes på en hård prøve i den pulserende storby.

Legenden om den tapre og modige pige Mulan, begynder da de frygtede hunner truer med at angribe Kina. Den kinesiske kejser indkalder alle mænd til hæren – også Mulans gamle og syge far. For at skåne ham, klæder Mulan sig ud som mand og tager hans plads som soldat, vel vidende, at det kan koste hende livet, hvis hun bliver opdaget. I hæren træner hun med en festlig gruppe ledet af kaptajn Shang. Med sig har hun den komiske og beskyttende drage Mushu, og den lille lykkebringende fårekylling Krikee. Men Mulan får brug for mere end Mushus skarpe tunge og skøre påfund, for at bekæmpe hunnernes skånselsløse leder Shan-Yu.

Jack Skellington er Græskarmand i Halloweentown. Han er vellidt og god til sit arbejde, men det keder ham altid at skræmme menneskene til Halloween. En dag får han den ide, at Halloweentown skal kidnappe julemanden og holde jul på deres egen måde. Det går dog langtfra efter planen og samtidig venter et opgør med Jacks rival Oogie Boogie.

Deadpool er Marvel Comics mest ukonventionelle antihelt, og filmen fortæller historien om den tidligere Special Force agent og lejesoldat, Wade Wilson, der efter at være blevet udsat for et skrupelløst eksperiment, som efterlader ham med stærkt helbredende kræfter, udvikler alteregoet Deadpool. Bevæbnet med sine nye evner og en sort, skæv form for humor påbegynder Deadpool jagten på den mand, som næsten ødelagde hans liv.

Historien foregår på den fremmedartede og tryllebindende måne kaldet Pandora. Her lever mere end tre meter høje, blå, menneskelignende væsner, Na'vi. Denne fremmede verden er rig på fantasifulde landskaber, væsener og ukendt beplantning. Mennesker kan ikke ånde den pandoriske luft, så de udvikler genetiske hybrider af mennesker, kaldet avatarer, som kan kontrolleres via en mental forbindelse på jorden. Avatar er historien om den tidligere soldat, Jack, der i skikkelse af sin avatar kastes ud på endannelsesrejse gennem Pandoras forunderlige verden.

Et fragtskib på vej fra Indien til Canada synker under en gigantisk storm, og de eneste overlevende er den indiske dreng Pi og en bengalsk tiger fra en zoologisk have. De må nu klare sig sammen på en lille redningsbåd midt i Stillehavet. Vil det lykkes dem at overleve?

Charlotte er i Tokyo med sin mand John, der er fotograf og travlt optaget af arbejde. Charlotte tilbringer derfor det meste af tiden alene på hotellet og hér møder hun skuespilleren Bob Harris der er i Tokyo for at indspille en whiskyreklame. Han har fået en særdeles lukrativ kontrakt, men han er udmattet og træt af det hele – ikke mindst konen, der ringer til ham flere gange dagligt fra Los Angeles for at høre hans mening om indretningen af deres hus.

Thomas vågner op og er fanget i en kæmpe labyrint med en gruppe andre drenge. Han kan ikke huske noget om, hvem eller hvor han er, bortset fra at han har nogle underlige drømme om en mystisk organisation, der måske står bag hans placering i labyrinten. Nu må Thomas sammensætte minder fra sin fortid og ledetråde fra labyrinten for at finde frem til, hvem han er - og hvordan han slipper væk. Da han trodser drengegruppens selvudnævnte leder og forsøger at slippe ud af den farlige labyrint, opstår en magtkamp mellem drengene. Vil han slippe væk med livet i behold?

Da Bridget fylder 32 vil hun have kontrol over sit liv - drikke mindre, spise mindre, ryge mindre og finde den eneste ene. Hendes mor introducerer hende for den attraktive, men tilsyneladende arrogante Mark Darcy, men i første omgang har hun mere held med sin chef, med hvem hun flirter via sin e-mail.

I den nye film følger vi den unge robot, Rodney Copperbottom, fra hans forældre anskaffer ham som samlesæt og sætter ham i verden, frem til at han som ung eventyr- og eksperimenterely-sten robot drager til den store by med alle dens farer og fristelser – for at virkeliggøre sine drømme om at blive opfinder til gavn for alverdens robotter. Her er det hans plan at opsøge sit store forbillede, mesteropfinderen Bigweld, der er en slags præsident for robotternes verden, men han finder snart ud af, at Bigweld er blevet sat ud af spillet af den forbryderiske og magtbegærlige Ratchet, som i samarbejde med sin fæle mor, Madame Gasket, har dekreteret, at alle robotter konstant skal moderniseres og strømlines – til uhyrligt ublu priser – og de, der ikke har råd til det, skal skrottes!