Nortons evner som stjerneskuespiller viser sig i rollen som Jack, en kronisk søvnløs der er desperat efter at slippe ud af sit ulideligt kedelige liv. Da møder han Tyler Durden (Pitt), en karismatisk sæbesælger med en usædvanlig livsfilosofi. Tyler synes at udvikling af én selv er for de svage - det er selvdestruktionen der gør livet værd at leve. Inden længe er Jack og Tyler ved at slå hinanden til plukfisk på en parkeringsplads, en slåskamp der giver det ultimative kick. For at introducere andre mænd for de simple glæder ved fysisk vold, danner Jack og Tyler den hemmelige Fight Club der bliver voldsomt populær. Men en chokerende overraskelse der vender op og ned på alt, venter Jack...
Imperiet hersker over galaksen og Jedi-ordenen synes udslettet. Oprørerne har stjålet planerne til Imperiets nye, hemmelige våben, men bliver opsnappet af den ubarmhjertige Darth Vader og prinsesse Leia bliver tilfangetaget. Ved et tilfælde ender planerne hos den unge Luke Skywalker, som sammen med den gamle Ben Kenobi, smugleren Han Solo og hans makker Chewbacca, må befri prinsessen og ødelægge Dødsstjernen.
I 1939 tilbyder den unge matematiker Alan Turing det britiske efterretningsvæsen at hjælpe med at bryde den tyske hærs tilsyneladende ubrydelige kode. Lykkes det, vil det kunne afkorte krigen og redde tusindvis af liv. Det er et arbejde, der foregår i dyb hemmelighed. Men den socialt akavede Turing har også sine egne hemmeligheder, der kan ende med at ødelægge hans liv. Filmen modtog en Oscar for bedste manuskript baseret på et forlæg.
På sin femårs-bryllupsdag melder Nick Dunne sin smukke kone savnet. Over for politiet tegner Nick et rosenrødt portræt af parrets ægteskab, men efterhånden begynder billedet at krakelere, og Nick havner i mediernes skånselsløse søgelys. Snart stiller alle sig selv det samme spørgsmål: Slog Nick Dunne sin kone ihjel?
Zootropolis er navnet på en ganske særlig by, hvor dyr på to ben lever i fred og fordragelighed. Kaninen Judy Hopps har en drøm om at blive politibetjent, men hun har alle odds imod sig. Aldrig før har en kanin klaret sig igennem træningsforløbet, hvor konkurrenterne er langt større dyr som isbjørne og næsehorn. Gennem hårdt arbejde og en hel del snilde bliver kaninen den første af sin slags til at iføre sig politiskilt og blå uniform. Judy flytter fra sin lille fødeby ind til det larmende Zootropolis, hvor hun i første omgang bliver sat til at uddele parkeringsbøder. Lettere utilfreds med situationen kaster hun sig ud i det, indtil hun møder den snu svindler, ræven Nick Wilde. Da et mysterium om et af byens dyr ender på Judys bord, går det op for kaninen, at hun må arbejde sammen med Nick for at opklare sagen.
I en af Paris' fineste restauranter bor Remy, en ambitiøs rotte, der, til forskel fra andre rotter, hader skrald. Næ, Remy drømmer i stedet om at blive en berømt fransk stjernekok, så han er splittet mellem familiens forventninger med at leve et liv i kloakkerne og at følge sin egen drøm. Da han møder kokkedrengen Linguini, begynder en række ting at ske, som fuldkommen vender op og ned på hele Paris! Ratatouille er en festlig film for hele familien! Ingredienserne i denne suveræne udgave, er masser af humor og fantastisk animation, krydret med en skøn historie og herlige figurer!
Chicago 1930. Forbudstiden og den ulovlige handel med spiritus har gjort Al Capone til byens mægtigste mand. Mod betaling ser politiet den anden vej, så gangsterbossen har frit spil. Lige indtil Eliot Ness træder ind på scenen. En ung, uplettet FBI-agent, der allierer sig med en erfaren gadestrømer, en grøn politiaspirant og en skatteekspert i kampen mod Capone.
Den engelske prins Bertie stammer, og det bliver et stort problem, da han i 1936 krones til konge. Storbritannien er på randen af krig, og landet har brug for et overhoved, der kan samle sit folk med inspirerende taler. Måske er der hjælp at hente hos talepædagogen Lionel Logue - en excentrisk australier med uortodokse behandlingsmetoder. Colin Firth's kongelige præstation udløste en Oscar, og der var også Oscars til 'Kongens store tale' for bedste film, instruktion og manuskript.
Los Angeles 2049. Politimanden K, en blade runner, jager gamle replikanter, som skal "pensioneres". Han kommer på sporet af et barn og en hemmelighed, der kan potentielt styrte resten af det civiliserede samfund i grus. Rick Deckard, en anden blade runner, kender barnet og sandheden, men har været forsvundet de sidste 30 år.
Da officeren Colter Stevens vågner fra sin lur på toget mod Chicago, ser han til sin udelte forvirring en anden mands ansigt i spejlet. Otte minutter senere sprænger en bombemand toget i smadder, og vupti vender Stevens tilbage til sin egen krop i en kold betoncelle. Langsomt går det op for ham, at han er på en eksperimental mission, hvor han oplever de samme minutter om og om igen i jagten på bombemanden.
Teenageren Peter Parker finpudser sin nye identitet som Spider-Man. Samtidig forsøger han at falde ind i sin normale rutine som gymnasieelev - men da en ny superskurk begynder at plage New York, må Peter hoppe i sin nye, specialdesignede dragt og forsøge at redde kastanjerne ud af ilden.
To dage før sit bryllup kører Doug og hans tre venner til Las Vegas for at holde et brag af en polterabend. Og det lykkedes i den grad, for da de vågner op dagen efter, kan de absolut intet huske. Og udover at de finder en tiger på badeværelset og en baby i garderoben, så er Doug forsvundet på mystisk vis...
Troldmanden Newt Scamander ankommer til New York i 1926 med en kuffert fuld af usædvanlige, magiske væsener, han har fundet på en nylig rejse. Ved et uheld slipper væsenerne ud af Newts kuffert, og nu må han og nogle nye bekendtskaber gøre, hvad de kan for at indfange dem igen.
Ellis og hans ven, møder den mystiske mand Mud (Matthew McConaughey), der gemmer sig på en øde ø. Mud fortæller, at han har slået en mand ihjel, for at beskytte sit livs kærlighed og nu er eftersøgt. Han påstår, at han skal mødes og stikke af med sin elskede, Juniper (Reese Witherspoon). Skeptiske men også nysgerrige indvilger Ellis og Neckbone i at hjælpe Mud. Drengene indser snart, at sandheden er farligere, end de anede.
Efter sin dramatiske flugt fra fangenskab må Jesse forlige sig med sin fortid for at kunne skabe sig en fremtid.
Den unge Jacob rejser til en lille ø ved Wales’ kyst for at opklare et familiemysterium. På øen møder han en besynderlig pige, som tilsyneladende forsvinder for øjnene af ham. Hun ender dog med at lede ham til Miss Peregrines børnehjem, et mystisk sted der gemmer på masser af hemmeligheder. Snart må Jacob erkende, at der ikke blot findes børn med overnaturlige kræfter: Han spiller selv en vigtig rolle i deres overlevelse.
Den 16. film fra Pixar udspiller sig i en alternativ fortid, hvor Jordens dinosaurer ikke blev udryddet af et gigantisk meteornedslag. I stedet lever de store øgler side om side med menneskene. Apatosaurusungen Arlo bliver forældreløs, da han mister sin familie i en flodbølge. I forsøget på at finde hjem møder Arlo menneskeungen Tot. Venskabet med den vilde, primitive dreng er med til at modne den frygtsomme dinosaurus.
Alex skal på studietur til Paris. Han aner, at noget er galt, og i et syn ser han, at flyet til Frankrig vil eksplodere. Ombord på flyet går der panik i ham. Han bliver derfor smidt af sammen med sin lærerinde og fire af hans klassekammerater. Få sekunder efter at flyet er lettet, sker det utænkelige. Det eksploderer, og alle ombord bliver dræbt på stedet. Alex og hans fem venner har snydt døden, men det gør man kun én gang. Manden med leen går nu efter hver enkelt af de overlevende!
Den unge kvinde Lucy tvinges til at agere narkokurer for den lokale mafia i Taipei. Men noget uventet sker, da et stof, som gangsterne har indopereret i hende, siver ud i hendes blod. Pludselig kan Lucy udnytte langt mere af sin hjernekapacitet, hvilket giver hende overmenneskelige sindsevner og kræfter. Og dem får hun brug for, hvis hun vil slippe fri af gangsternes kløer.
I den nære fremtid overlever en kvinde en voldsom ulykke ved at blive genopbygget som cyborg - en menneskehjerne i kunstig krop. Under navnet Major indsættes hun som supersoldat i kampen mod terrorister, der kan hacke sig ind i folks hjerner og styre deres psyke. Da Major indser, at hendes liv ikke blev reddet, men stjålet af teknologikoncernen Hanka, får hun også et personligt regnskab at gøre op.