Vincent og Jules er håndlangere for gangsterbossen Marcellus Wallace. Deres job består hovedsageligt i at ordne folk, som har brudt deres aftaler med Wallace, og skrabe hans penge ind. Men på deres færden rundt i L.A. støder de på flere uforudsete begivenheder. De oplever Guds indgriben, et splattet lig i deres bil og at blive røvet af et tyvepar, vi kun kender under navnene Pumpkin og Honey Bunny. Ved siden af skal Vincent tage Wallace’ kone Mia ud på en tur i byen, hvilket viser sig ikke at være en helt simpel opgave. Senere støder de to lejemordere også på Butch Coolidge, en bokser, der, i en fixet boksekamp, kommer til at træde deres chef Wallace over tæerne. Dermed er Coolidge på spanden, men alt kan ske - og gør det! Som et puslespil fortælles to heftige dages begivenheder, og først til sidst falder alle brikkerne på plads og afslutter Pulp Fictions mange handlingstråde.

I en nær fremtid er Jordens ressourcer udpinte, og menneskehedens dage er talte. Men så opdager videnskaben et ormehul, som muliggør rejser gennem tid og rum. Ingeniøren og enkemanden Cooper melder sig til at drage ud i det ukendte for at finde et frugtbart levested for menneskeracen i en anden galakse - også selv om det betyder, at han må forlade sine teenagebørn i et uvist antal år.

Ved hjælp af tophemmelig teknologi kan Dom Cobb trænge ind i andres drømme og udtrække ideer fra deres natlige hjernespind. Men på sin seneste opgave bliver han hyret til at gøre præcis det modsatte. Cobb skal plante en idé i hjernen på forretningsmanden Saitos rival, Fischer. Drømmetyven indrullerer et helt hold af hjælpere til missionen, som naturligvis er endnu mere kompliceret, end den lyder...

Forestil dig, at den virkelige verden slet ikke er virkelig, men en gigantisk computer-genereret drøm! Hvad nu, hvis du tror, at du befinder dig i det 20. Århundrede, men i virkeligheden er i det 22. Århundrede? Og hvad nu, hvis du en dag vågner op af denne drøm, til en verden overtaget af maskiner, der for at bevare magten tapper energi fra din krop? Hvad er sandheden? Og når den finder dig, tør du så tro på den?

Tiårige Auggie er født med et deformt ansigt og har gennemgået mange operationer. Hidtil er Auggie blevet hjemmeskolet, men nu har hans forældre besluttet at sende ham i en rigtig skole. Det bliver en svær begyndelse, for nogle af de andre drenge driller Auggie, men efterhånden bliver han accepteret som den, han er.

Beretningen om den amerikanske videnskabsmand J. Robert Oppenheimer og hans rolle i udviklingen af atombomben.

Tre sorte kvinder ender med at blive hovedkræfterne i at sende USA forrest i rumkapløbet i 1960erne. Kvinderne måtte trodse de mange fordomme forbundet med både deres køn og race, men deres matematiske kompetencer kommer i høj kurs, da nye, uventede udfordringer dukker op.

Den excentriske millionær John Hammond inviterer to dinosauruseksperter til sin forlystelsespark på en ø ud for Costa Ricas kyst. Ved at klone DNA fra forhistoriske insekter har han skabt levende dinosauruser. Sammen med Hammonds to børnebørn og kaosteoretikeren Ian Malcolm får de to eksperter en tur gennem parken i en computerstyret bil. Undervejs bliver øen ramt af en tropisk storm. Strømsvigt for de store dyr til at gå amok.

Da Første Verdenskrig er på sit højeste kastes de to unge britiske soldater, Scofield og Blake udi en tilsyneladende umulig mission. I et kapløb mod tiden må de krydse fjendtligt territorie for at levere en besked, der vil forhindre et altødelæggende angreb på hundredvis af britiske soldater – heriblandt Blakes egen bror.

I april 1912 stævner den enorme luksusliner Titanic ud på sin skæbnesvangre jomfrurejse. Ombord forelsker den 17-årige overklassepige Rose sig i den fattige, fandenivoldske Jack, der har vundet sin billet i et spil kort. Ingen af dem aner, at 'skibet der ikke kan synke' har kurs mod katastrofen. James Cameron's episke drama gjorde Leonardo DiCaprio og Kate Winslet til superstjerner og modtog hele 11 Oscars - deriblandt priserne for bedste film og instruktion.

Los Angeles er kendt som byen, hvor drømme bliver til virkelighed. Skuespilleren Mia jagter sit livs filmrolle, men den lader vente på sig. Sebastian drømmer om en fremtid som jazzmusiker, men er tvunget til at tage ligegyldige jobs som hyggepianist. Da de to mødes, forelsker de sig hovedkulds. Men deres kærlighed og karriereplaner sættes på en hård prøve i den pulserende storby.

På sin 11-års fødselsdag bliver Harry Potter, som lever en kummerlig tilværelse hos sin tante og onkel, kontaktet af kæmpen Hagrid, som afslører at hans afdøde forældre var magtfulde magikere. Harry bliver derfor tilbudt en plads på den fornemme skole for trolddom, Hogwarts. Her får Harry nye venner, den charmerende og autoritetstro Hermione samt den klodsede, men trofaste Ron. Desuden møder han den vise rektor Dumbledore. Langsomt går det op for Harry, at han er noget særligt, hvilket hænger sammen med hans forældres død, som slet ikke var et uheld men derimod et mysterium, hvor den ondskabsfulde troldmand Voldemort spiller en vigtig rolle.

Den frygtede sørøver Barbossa kidnapper den smukke guvernørdatter Elizabeth. Hendes ven og hemmelige beundrer Will, beslutter sig for at prøve at redde hende. Men for at starte redningsaktionen tvinges Will til at bede om hjælp fra den ukendte pirat Jack Sparrow, som også har en høne at plukke med Barbossa. Hvad Will ikke ved, er, at der hviler en forbandelse over Barbossa og hans sørøvere. En forbandelse, som skal hæves inden de kan besejres...

Los Angeles, 1969. Rick Dalton var stjerne i en western-tv-serie, men tiderne skifter, og Rick er nervøs for, at hans tid er forbi. Den afslappede Cliff Booth er Rick's stuntman og bedste ven. De er hinandens eneste familie. Rick er nabo til Roman Polanski, Hollywoods hotteste instruktør. Alt, hvad Rick drømmer om, er at blive en del af filmbyens inderste cirkel ligesom Polanski. Det er så tæt på - og alligevel så langt borte.

Amazoneprinsessen Diana vokser op langt fra civilisationen på den skjulte, eksotiske ø Themyscira blandt krigeriske kvinder, hvor hun trænes til at blive en uovervindelig kriger. Men da piloten Steve nødlander i sit fly ud for øens kyst, vendes der op og ned på alting. Steve kan nemlig fortælle om den ukendte verden, der plages af rædslerne fra Første Verdenskrig, og Diana beslutter sig for, at hun må hjælpe den amerikanske soldat med at vinde kampen mod den tyske fjende. Selv om hun besidder overmenneskelige evner, er det først, da hun står side om side med mænd i en altafgørende krig, at hun opdager sine sande kræfter - og sin skæbne.

Den gode Sherlock Holmes har en hjerne ud over det sædvanlige, men holder sig heller ikke tilbage for en god gammeldags nævekamp. Sammen med sin gode ven, dr. Watson, optrevler den berømte detektiv en skummel plan, der truer med at bringe hele landet i knæ. Lord Blackwood er den væmmelige skurk, mens den dekorative Irene Adler, som altid, gør sit for at distrahere Holmes.

Soul Surfer er den utrolige, men sande historie om teenageren Bethany Hamilton, der mister sin ene arm i et hajangreb, da hun surfer med sine venner på Hawaii. Med hjælp fra sine forældre Tom og Cheri, begynder Bethanys lange rejse tilbage til livet inden for surfeliten. Soul Surfer er en inspirerende film med velkendte skuespillere, samt Carrie Underwood, der her får debut som skuespiller. Bethanys beslutsomhed og nægtelse mod at give op, giver hende styrke til at vende sin tragedie til noget godt, og samtidig give andre håb.

En hovmodig prins forvandles til et uhyre og hans tjenere til talende møbler og husgeråd. Forbandelsen kan dog brydes, hvis han lærer at elske en kvinde - som elsker ham tilbage! Det er ikke nemt at finde en date, når man aldrig forlader sit skumle slot. Men da uhyret tager en opfinder til fange, tilbyder hans datter, Belle, at indtage sin fars plads. Og Belle skuer heldigvis ikke udyret på pelsen.

Den unge Jacob rejser til en lille ø ved Wales’ kyst for at opklare et familiemysterium. På øen møder han en besynderlig pige, som tilsyneladende forsvinder for øjnene af ham. Hun ender dog med at lede ham til Miss Peregrines børnehjem, et mystisk sted der gemmer på masser af hemmeligheder. Snart må Jacob erkende, at der ikke blot findes børn med overnaturlige kræfter: Han spiller selv en vigtig rolle i deres overlevelse.

Den unge kvinde Lucy tvinges til at agere narkokurer for den lokale mafia i Taipei. Men noget uventet sker, da et stof, som gangsterne har indopereret i hende, siver ud i hendes blod. Pludselig kan Lucy udnytte langt mere af sin hjernekapacitet, hvilket giver hende overmenneskelige sindsevner og kræfter. Og dem får hun brug for, hvis hun vil slippe fri af gangsternes kløer.