Vincent og Jules er håndlangere for gangsterbossen Marcellus Wallace. Deres job består hovedsageligt i at ordne folk, som har brudt deres aftaler med Wallace, og skrabe hans penge ind. Men på deres færden rundt i L.A. støder de på flere uforudsete begivenheder. De oplever Guds indgriben, et splattet lig i deres bil og at blive røvet af et tyvepar, vi kun kender under navnene Pumpkin og Honey Bunny. Ved siden af skal Vincent tage Wallace’ kone Mia ud på en tur i byen, hvilket viser sig ikke at være en helt simpel opgave. Senere støder de to lejemordere også på Butch Coolidge, en bokser, der, i en fixet boksekamp, kommer til at træde deres chef Wallace over tæerne. Dermed er Coolidge på spanden, men alt kan ske - og gør det! Som et puslespil fortælles to heftige dages begivenheder, og først til sidst falder alle brikkerne på plads og afslutter Pulp Fictions mange handlingstråde.

Ved hjælp af tophemmelig teknologi kan Dom Cobb trænge ind i andres drømme og udtrække ideer fra deres natlige hjernespind. Men på sin seneste opgave bliver han hyret til at gøre præcis det modsatte. Cobb skal plante en idé i hjernen på forretningsmanden Saitos rival, Fischer. Drømmetyven indrullerer et helt hold af hjælpere til missionen, som naturligvis er endnu mere kompliceret, end den lyder...

Under Anden Verdenskrig flygter den unge jøde Shosanna til Paris efter at have set sin familie blive henrettet af naziobersten Landa. Samtidig samler den hårdkogte løjtnant Aldo Raine en gruppe jødisk-amerikanske soldater, der skal føre guerillakrig mod nazisterne i Europa. Det bringer dem til sidst til Paris, hvor Shosanna er blevet biografejer med egne planer om hævn mod Landa, Hitler og resten af nazislænget.

Da U.S. Marshal Teddy Daniels ankommer til et fængselsagtigt hospital for sindssyge forbrydere på Shutter Island, tager hans forventeligt rutinemæssige opgave snart en dyster drejning. Under opklaringsarbejdet afslører Teddy den ene mere grufulde sandhed om øen end den anden, alt imens han må sande, at fortidens minder kan være svære at slippe af med.

Jordan Belfort, en børsmægler fra New York, nægter at samarbejde i en stor bedragerisag, der omhandler korruption på Wall Street, mafia-infiltration, ludere og mange andre ting. Baseret på Jordan Belforts selvbiografi.

Efter fire år i koma vågner lejemorderen Sorte Mamba alias Bruden op på hospitalet. Nu tæller kun én ting for hende. Nemlig at få hævn over sin chef Bill og sine fire forræderiske lejemorder-kolleger, der forsøgte at slagte hende på hendes bryllupsdag. Hævntogtet bringer Bruden til Japan, hvor hun går i skarp træning, inden hun krydser klinger med sin gamle veninde O-Ren Ishii og dennes hær af håndlangere.

Otte år er gået, siden Batman tog faldet for Harvey Dent's kriminalitet. Bruce Wayne har ikke længere titlen som verdens bedste detektiv, og han lever i ensomhed i det nu genopbyggede Wayne Manor. Han får indbrud af den elegante tyv Selina Kyle, som stjæler hans afdøde mors perlekæde. Mens han opsporer hende, møder Batman den ubarmhjertige Bane. De har en brutal kamp, der efterlader Batman alvorligt såret. Det giver Bane mulighed for at starte en krig mod Gotham. Den maskerede helt må samle sig selv og sine tilbageværende allierede for at stoppe den maskerede superskurk.

En dilligence suser gennem vinterlandskabet, på vej mod Red Rock. Her vil dusørjægeren John Ruth overlade sin fangst, morderen Daisy, til hendes skæbne. Undervejs samler dilligencen den sorte dusørjæger major Warren og sydstatsoverløberen Mannix op. I snestormen søger kvartetten ly i et herberg. Her møder de yderligere fire hårdkogte typer. Otte fremmede, der opdager, at de måske alligevel ikke når så langt som til Red Rock.

Guden Loke agter at tilrane sig Den Kosmiske Kube, som vil give ham ubegrænset magt. Dét må for alt i verden ikke ske, for Loke er en skidt karl. SHIELD-organisationen indkalder derfor Thor, Captain America, Iron Man, Black Widow, Hawkeye og Bruce Banner/Hulk, idet kun en superheltealliance kan stå distancen mod Loke og hans hær. Imidlertid har superhelte også store egoer, som gør det svært at arbejde sammen.

Historien foregår på den fremmedartede og tryllebindende måne kaldet Pandora. Her lever mere end tre meter høje, blå, menneskelignende væsner, Na'vi. Denne fremmede verden er rig på fantasifulde landskaber, væsener og ukendt beplantning. Mennesker kan ikke ånde den pandoriske luft, så de udvikler genetiske hybrider af mennesker, kaldet avatarer, som kan kontrolleres via en mental forbindelse på jorden. Avatar er historien om den tidligere soldat, Jack, der i skikkelse af sin avatar kastes ud på endannelsesrejse gennem Pandoras forunderlige verden.

Et fragtskib på vej fra Indien til Canada synker under en gigantisk storm, og de eneste overlevende er den indiske dreng Pi og en bengalsk tiger fra en zoologisk have. De må nu klare sig sammen på en lille redningsbåd midt i Stillehavet. Vil det lykkes dem at overleve?

Troldmanden Gandalf besøger hobitten Bilbo og beder ham tage på en farefuld mission sammen med den legendariske kriger Thorin Egeskjold og hans 13 dværge. Målet er dværgenes kongerige, Erebor, som skal tilbageerobres fra dragen Smaug. Den farlige rejse bliver gennem skove, over bjerge og via vildnis, og undervejs kommer de i nærkontakt med bl.a. orker, kæmpeedderkopper, formskiftere og troldmænd. På rejsen møder Bilbo også den plagede Gollum og får fat i en magisk guldring, som er bundet til Midgårds skæbne.

I et dystert, dunkelt hus bor Gru. Og Gru er en grusom type. Han er så grusom, at han har udtænkt en plan, som vil chokere hele verden: Han vil stjæle månen. Intet kan stoppe Gru, for han bruger både krympestråler, frysestråler og tungt armerede køretøjer og luftfartøjer til at rydde eventuelle modstandere af vejen. Men så møder han de tre forældreløse piger Agnes, Edith og Margo. Og de synes ganske overraskende, at Gru har faderpotentiale.

Da agent 007's seneste mission går i vasken, får udfaldet dramatiske konsekvenser for hemmelige agenter verden over. Afsløringerne sætter den britiske efterretningstjeneste, og især James Bonds chef, M, under pres. En skummel skikkelse fra M's fortid lader til at have en finger med i spillet. Det er op til Bond og agent Eve at opspore den gådefulde Silva og blotlægge hans dødbringende planer.

I en nær fremtid tvinger staten Panem hvert år sine distrikter til at sende en ung dreng og en ung pige til at konkurrere i The Hunger Games. Et blodigt reality-tv-show, hvor deltagerne skal kæmpe til døden, indtil kun én vinder står tilbage. Da 12-årige Primrose udvælges til at kæmpe, insisterer hendes storesøster Katniss på at tage hendes plads. Og snart står Katniss over for en række umulige valg i den enorme udendørsarena.

Tony Stark plages af mareridt og søvnløshed og lider af konstant frygt for sine nærmestes sikkerhed - og med god grund, for i kulissen lurer Starks værste modstander. Inden længe angribes Stark fra flere fronter, og hans verden bryder sammen. Nu må han, ikke mindst ved hjælp af sin avancerede dragt og alias som Iron Man, kæmpe sig tilbage for at finde de personer, der stod bag angrebet. Men er han helt nok til sin superdragt?

Da planeten Krypton destrueres, bliver den nyfødte Kal-El, søn af Jor-El og Lara, sendt mod Jorden i en rumkapsel. Landmanden, Jonathan Kent og hans hustru Martha finder den drengen og tager ham til sig. De døber ham Clark og opdrager ham som ethvert andet barn. Men han er langt fra som alle andre. Snart viser han sine helt superkræfter. Han føler sig dog fremmedgjort. Derfor danner han et alterego, for kun som Jordens Beskytter vil han bruge sine overmenneskelige kræfter. Kun som Superman.

Den erfarne elitesoldat Barney Ross og hans slæng af lejesoldater bliver sendt på en hemmelig mission til Albanien. De skal bjærge noget fra et pengeskab i et fly, der er styrtet ned. Missionen går galt, da den magtfulde gangsterboss Jean Vilain dukker op. Han dræber et medlem af Barney's gruppe og stjæler indholdet af pengeskabet. Bagefter finder Barney ud af, hvad Vilain og hans folk stjal - et kort, der leder til fem tons plutonium. Nu sætter Barney og hans folk alt ind på at få fingre i det farlige stof, som man kan lave atombomber af, før Vilain.

Filmen 'Witch Hunters’ må siges at være en fri fortolkning af Brødrene Grimms klassiske eventyr om Hans og Grete. Filmen foregår i en eventyrverden, 15 år efter Hansel og Gretel dræbte heksen, som kidnappede dem i pandekagehuset. Barndommens traume satte så dybe spor hos søskendeparret, at de som voksne er blevet dusørjægere med speciale i at jage og dræbe hekse. Der er ikke den heks, Hansel og Gretel ikke kan finde, og deres metoder er skånselsløse. Da fem børn pludseligt forsvinder på én gang, tilkaldes den dødelige duo, men denne specifikke heks opfører sig højst utraditionelt, og inden længe er Hansel og Gretel selv de jagede.

Før Dorothy fra Kansas bliver samlet op af en skypumpe og hvirvlet ind i det magiske land Oz, får den lurvede magiker Oscar Diggs samme tur. Ved ankomsten til Oz møder Oscar de tre feer Theodora, Evanora og Glinda. Spådommen siger, at en mægtig troldmand vil redde landet ud af dets problemer - men hverken feerne eller Oscar selv er overbevist om, at hans småfesne cirkustricks rækker til formålet.