Forrest Gump er en mindre begavet, men hjertensgod fyr fra sydstaterne, som ganske uforvarende kommer i berøring med en lang række af de vigtigste personligheder og de mest skelsættende begivenheder i USA i midten af det 20. århundrede. Men gennem hele livet jagter han tilsyneladende forgæves den store kærlighed, barndomsveninden Jenny. Livet er som en æske med fyldte chokolader - man ved aldrig præcis, hvad man får.

I en nær fremtid er Jordens ressourcer udpinte, og menneskehedens dage er talte. Men så opdager videnskaben et ormehul, som muliggør rejser gennem tid og rum. Ingeniøren og enkemanden Cooper melder sig til at drage ud i det ukendte for at finde et frugtbart levested for menneskeracen i en anden galakse - også selv om det betyder, at han må forlade sine teenagebørn i et uvist antal år.

Man siger, at konkurrence er sundt, men for de to tryllekunstnere Robert Angie og Alfred Borden har det taget overhånd. Fra de mødtes som helt unge, har de konkurreret om at være den bedste, og det har udviklet sig til en intens og altomsluttende besættelse, som bryder ud i lys lue, da Alfred præsenterer det mest mystiske og fascinerende trick nogensinde.

Da U.S. Marshal Teddy Daniels ankommer til et fængselsagtigt hospital for sindssyge forbrydere på Shutter Island, tager hans forventeligt rutinemæssige opgave snart en dyster drejning. Under opklaringsarbejdet afslører Teddy den ene mere grufulde sandhed om øen end den anden, alt imens han må sande, at fortidens minder kan være svære at slippe af med.

Romerrigets kejser udpeger hærføreren Maximus som sin efterfølger, men kejserens magtbegærlige søn Commodus har andre planer. Han lader Maximus' familie myrde, mens Maximus undslipper, hårdt såret. Maximus bliver gjort til slave og trænet som gladiator. Hans berømmelse i arenaen vokser hurtigt, men selv lever han kun for at hævne sin familie. Og en dag bliver han sendt til Rom for at kæmpe i Colosseum for øjnene af den nye kejser - Commodus.

Menneskeheden har for længst forladt jorden. Tilbage er efterladt én enkelt lille robot, Wall-E, der har brugt et par århundrede på at rydde op. Men en dag ankommer undersøgelsesrobotten EVA og noget tyder på, at der stadig er noget af interesse på jorden. Og Wall-E er bestemt også interesseret i EVA.

Walt Kowalski er en pensioneret Ford-arbejder, der bruger sin tid på at reparere sit hus og på sit kæreste eje, en Gran Torino fra 1972. Walt er racist og bestemt ikke begejstret for asiaterne i nabolaget, som han holder sig langt væk fra. Men da Walt forhindrer, at nabodrengen stjæler bilen, bliver han tvunget til nærkontakt. Thaos mor insisterer nemlig på, at drengen skal arbejde hos Walt for at råde bod på sin gerning.

Da den otteårige dreng Cole begynder at sige, at han kan se døde mennesker, sender hans forældre ham til behandling hos den kendte børnepsykolog dr. Malcom Crowe. Coles symptomer minder om en tidligere patient Crowe havde, hvis liv endte tragisk, og for at råde bod på det, vil han gøre alt for at hjælpe sin nye patient. Som Crowe lærer Cole at kende, får han en frygtelig tanke. Hvad nu hvis Cole har ret - og han faktisk kan se de dødes ånder?

I april 1912 stævner den enorme luksusliner Titanic ud på sin skæbnesvangre jomfrurejse. Ombord forelsker den 17-årige overklassepige Rose sig i den fattige, fandenivoldske Jack, der har vundet sin billet i et spil kort. Ingen af dem aner, at 'skibet der ikke kan synke' har kurs mod katastrofen. James Cameron's episke drama gjorde Leonardo DiCaprio og Kate Winslet til superstjerner og modtog hele 11 Oscars - deriblandt priserne for bedste film og instruktion.

Den menneskefjendske trold Shrek bor alene midt i en sump, men en dag bliver han overrendt af eventyrfigurer, der er blevet smidt ud af Lord Farquards rige. Shrek aftaler med Faraquard, at han kan få lov til at være i fred, hvis han befrier herskerens udkårne, der holdes fanget af en drage. Og så drager Shrek af sted med sin følgesvend Æselet.

18-årige Jamal er kun ét spørgsmål fra at vinde den store gevinst i Indiens udgave af 'Hvem vil være millionær?', da han bliver anholdt af politiet. For hvordan kan en forældreløs knægt fra Mumbais værste slumkvarter kende alle de rigtige svar? Snyder han? Underkastet et brutalt forhør fortæller Jamal den utrolige historie om sit liv på gaden og om den pige, han elskede og mistede. Danny Boyle's energibombe af en film modtog hele otte Oscars, bl.a. for bedste film.

Chuck Noland flyver verden rundt for at sikre post til tiden og helst tidligere. Jobbet i et internationalt postfirma er hans liv indtil den dag, hvor hans fly styrter ned midt i Stillehavet. Han redder sig i land på en øde ø, hvor hans ur og mobiltelefon ikke er nogen hjælp. Nu gælder det om at huske sin spejdertid. Og han har også kun det sjov, han selv laver.

Han er ulidelig, falsk og bryder sig kun om sig selv. Han er Kejser Kuzco og han har store planer om at bygge et Kuzcotopia.Troldkvinden Yzma, hans magtglade rådgiver, vil gerne overtager tronen i kejserdømmet. Med en giftdrik forvandler hun ved en fejltagelse Kuzco til en hjælpeløs lama.Kuzco havner hos Pacha - en venlig bonde, som lærer ham meget om det gode i livet. Sammen danner de et umage par, som bliver udsat for nogle hårrejsende oplevelser i junglen, på den svære vej tilbage til Kuzcos palads.

Ville Hitler have fået succes i dag? Det spørgsmål stiller gymnasielæreren Rainer Wenger sig selv, og gennemfører et kontroversielt eksperiment i sin skoleklasse. Den hårde disciplin, han indfører, påvirker eleverne på en måde som ingen havde regnet med, og forsøgter udvikler sig til en ukontrollerbar bølge af vold, der når langt uden for klasseværelsets vægge. Dennis Gansels prisbelønnede film skildrer knivskarpt de dramatiske døgn frem til den uundgåelige opløsning - et eksperiment i ondskab, der ender med en katastrofe.

Et sted i slutningen af 1980'erne møder vi den gudesmukke, unge børsmægler Patrick Bateman. Han er kun syvogtyve somre, elsket af venner, kæreste og sekretær, kendt som Wall Streets rare fyr og en rigtig 'boy next door'. Men om natten skifter han karakter og myrder og torterer prostituerede i flæng. Volden udarter sig og snart melder spørgsmålet sig om, hvor meget er Patricks egen fantasi og hvor meget er virkelighed.

Otteårige Kevin's familie glemmer ham, da de drøner af sted på juleferie. Nu er Kevin helt alene hjemme, men pludselig får han uventet besøg. To klodsede indbrudstyve forsøger nemlig at bryde ind i huset, men Kevin er ikke tabt bag en vogn, og han begynder at tilrigge en lang række ubehagelige overraskelser til de uheldige tyve.

Ingen anden tegnet langfilm har fængslet så mange generationer og mennesker, som Disneys Snehvide og de syv små dværge. Måske har det noget at gøre med det gribende eventyr om uskyldighed, misundelse, grådighed og kampen mellem det gode og det onde. Måske har det noget at gøre med at Walt Disney satsede alt hvad han ejede, for at virkeliggøre sin drøm om verdens første tegnede langfilm. Baseret på brødrene Grimms eventyr Kinder- und Hausmärchen (1812-15). Første tegnede langfilm nogensinde og den første egentlige spillefilm helt i farver. Walt Disney vandt en speciel Oscar for Snehvide, som bestod af én stor statuette og syv små.

Racerbilen Lynet McQueen er fuld af selvtillid. Han er nemlig på vej til det store Stempel Cup Mesterskab i Californien - og det har han tænkt sig at vinde! Men uheldet er ude allerede på vejen til Californien. Lynet kører nemlig af sporet og ender i en lille søvnig by, hvor han blandt andet møder den lækre porsche Sally, en mystisk årgang 1951 Hudson Hornet og en rusten, men pålidelig kranbil.

Harry og Lloyd er ikke de skarpeste knive i skuffen, men som bedste venner bakker de altid hinanden op. En dag støder Harry ind i den smukke Mary, der efterlader en attachemappe fuld af penge i lufthavnen. De to nørder drager ud på en vanvittig tur til Aspen for at finde Mary og levere kufferten tilbage, men snart bliver de to venner til rivaler.

Endnu en ensom jul nærmer sig for Drew Latham, og det synes han bestemt ikke om. I et desperat forsøg på at genskabe fortidens familiehygge, tilbyder Drew ægteparret Valco en betragtelig sum for at lade ham deltage i deres jul som ethvert andet familiemedlem. Det går fint indtil datteren Alicia kommer hjem og nægter at gå med på legen.