Gelsominas fattige mor sælger hende til den brutale og dominerende gøgler og stærkmand, Zampanò. Hun skal arbejde for ham som klovn, og de slår sig sammen med et omrejsende cirkus, hvor Zampanò møder sin gamle rival, klovnen Matto, og et trekantsdrama udvikler sig. Gelsomina og Matto udvikler følelser for hinanden, og han foreslår at de stikker af sammen, men det nægter Gelsomina. Som et trofast kæledyr vil hun ikke forlade Zampanòs side. Til sidst eksploderer Zampanòs voldsomme temperament en gang for meget, hvilket får tragiske konsekvenser. Giulietta Masina var gift med Federico Fellini, og her instruerer han hende som Gelsomina i La Strada, filmen der gav dem begge international berømmelse. Den anerkendte, italienske filmskaber, Federico Fellini, trak på sine egne erfaringer fra sin cirkusbaggrund i denne klassiker fra 1954. Fellini har siden stået bag beundrede værker som La Dolce Vita og 8½.

Som barn tilbragte Laura seks lykkelige år på et hyggeligt børnehjem ved havet. 30 år efter flytter hun sammen med sin mand, lægen Carlos, og deres søn, den 7-årige Simon, tilbage til stedet - for at genetablere huset som et hjem for handicappede børn. Det nye hjem og de mystiske omgivelser sætter Simons fantasi i gang, og inden længe lever han i en faretruende fantasiverden befolket af spøgelser og nervepirrende reminiscenser af fortidige ugerninger. Gennem Simons fortællinger bliver Laura gradvist konfronteret med en forfærdelig hemmelighed fra sin barndom på børnehjemmet, og da Simon en dag forsvinder, udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed for alvor.

Richard (Michael C. Hall) er en stille og rolig familiefar, der bor i lille by i Texas. En tidlig morgen opdager han, at en fremmed er trængt ind i hans hus. Richard skyder og dræber manden og bliver efterfølgende forsikret om, at han gjorde det rigtige af den lokale sherif. Mandens far (Sam Shepard) er dog ikke så overbevist og ankommer for at true Richards familie. Samtidigt begynder han at mistænke, at skyderiet ikke var helt så rent, som han gik og troede.

Jimmy 'The Saint' (Andy Garcia), ex-gangster i gang med et nyt og mere ærligt liv, skylder den tidligere gangster-boss 'The Man With the Plan" (Christopher Walken) en tjeneste. Jimmy og fire ex-kumpaner har imidlertid mistet håndelaget, og hvad der ellers skulle have været en nem opgave, løber af sporet og ender i en sand katastrofe. Gruppens dage er talte, da fejltagelsen 'belønnes' med en håndfuld dødsdomme underskrevet af 'manden med planen'. Et sandt kapløb mod tiden og diverse lejemordere kan begynde.