Dusørjægeren Joe og den eftersøgte Tuco har slået sig sammen. Joe indkasserer sin dusør, men sikrer, at Tuco når at flygte igen. Det indbringende partnerskab ophører, da Joe forlader sin makker i ørkenen, men de tvinges til at arbejde sammen igen i jagten på en begravet skat. Desværre har også den onde Setenza fået færten af pengene.
Et sælsomt syn møder drengen Pazu, da den jævnaldrende Sheeta langsomt daler ned fra himlen med en magisk amulet om halsen. Det viser sig, at både Pazu og Sheeta drømmer om at finde Laputa, det svævende slot. Den forældreløse Sheeta håber at finde sandheden om sin familie på Laputa, men regeringens agenter og en gruppe pirater er også på jagt efter det sagnomspundne slot.
Den aldrende Pike og en flok andre fredløse tager til Mexico efter et mislykket røveri mod et jernbaneselskab. De bliver forfulgt af Pikes tidligere kompagnon Deke, der nu arbejder for jernbanebaronen Harrigan for at undgå en fængselsdom. I Mexico laver Pike et våbenrøveri for general Mapache, men bliver snart trængt op i en krog af Deke på den ene side og generalen på den anden uden tilsyneladende at have nogen udvej.
Nathan Algren er krigsveteran fra den amerikanske borgerkrig. Han tager til Japan for at lære kejser Meijis tropper at bruge skydevåben i kampen mod landets sidste samurai. Men Algren bliver taget til fange af samuraien og ændrer livssyn, da han møder samuraiernes ældgamle traditioner og deres æreskodeks.
Da den kedelige bankmand Arvid kommer til at slå en bankrøver ned med sin squash-ketsjer, bliver han dagens helt. Men han får også dårlig samvittighed. Derfor opsøger Arvid sin halvpsykopatiske bror for at få hjælp til at røve en pengetransport og forære byttet til bankrøveren og dennes kæreste.
Det er 1943, og et commando-team sendes på en selvmordsmission mod en tysk befæstning i det græske øhav. Teamet er forfulgt af uheld fra landgangen på lodrette klippesider i orkan til tyskernes præcise viden om deres planer og indbyrdes had mellem de amerikanske, engelske og græske soldater. Men kaptajn Malloy presser sine mænd mod det umulige mål: at ødelægge de to tyske kæmpekanoner, som ellers vil udslette en engelsk flåde-eskadre på vej mod strædet ud for Navarone.
Jean-Pierre Léaud er tilbage som Antoine Doinel i den dejlige Stjålne kys (Baisers volés), den tredje film i serien. Året er 1968, og den altid forelskede gavtyv Doinel er blevet smidt ud af hæren i vanære. Ved et tilfælde bliver han privatdetektiv i Paris og løber derved ind i en række uheldige situationer. Filmen er pudsig, nostalgisk og uhjælpelig romantisk, og den er Truffauts hyldest til ungdommens lidenskab og ubesindighed.
USA's præsident er blevet grebet med bukserne nede lige før valget. Hans rådgiver Winifred indkalder spindoktor Brean, som indkalder filmproducenten Stanley til at ordne det visuelle i en afledningsmanøvre. En ikke-eksisterende konflikt med Albanien skal sikre almen frygt for terrorisme, så præsidenten kan vise, at han har styr på sagerne.
I 1941 er barndomsvennerne Rafe og Danny blevet piloter i det amerikanske luftvåben. Rafe falder for sygeplejersken Evelyn, men forholdet ender brat, da hans fly skydes ned. Danny forsøger at trøste Evelyn, og de to forelsker sig. Men der er mere drama i luften. For Rafe er ikke død - og samtidig planlægger Japan at angribe USA's flådebase i Pearl Harbor.
Året er 1971. Gary er en ung, britisk rekrut, der sammen med sin deling træner med henblik på en kommende udstationering i Vesttyskland. Meget overraskende sendes de imidlertid til Nordirland, hvor de havner midt i en smeltedigel i forsøget på at løse en kritisk situation forårsaget af en optrapning af IRA's terrorhandlinger. Garys deling får til opgave at patruljere i Belfast, men før han ved af det, bliver han adskilt fra resten af gruppen og befinder sig pludselig mutters alene på fjendtligt territorium, fanget bag fjendens linjer i noget, der mest af alt kan karakteriseres som en krigszone. Af frygt for konsekvenserne smider Gary sin uniform og bliver den ensomme ulv i et spindelvævsagtigt IRA-domineret kvarter og det udsete offer for en regulær menneskejagt. Højst uventet får han midt i krisens stund hjælp fra en dreng. Men er han én, man kan stole på?
Tyskland 1914. Første Verdenskrig er begyndt. Berusede af naive drømme om ære og heltedåd ankommer unge mænd til vestfronten - helvedes forgård. Krigen skulle gøre drenge til mænd, og mænd til helte. Men virkeligheden slår tilbage med fuld kraft på en brændende slagmark mellem endeløse skyttegrave.
En amerikansk og en russisk rumkapsel forsvinder under missioner i rummet, og straks beskylder de to nationer hinanden for at stå bag, hvilket får en tredje verdenskrig til at virke nært forestående. Men den britiske efterretningstjeneste opdager en nedfalden UFO-lignende genstand i Japan og sender deres bedste hemmelige agent James Bond afsted for at undersøge sagen. Han afslører hurtigt, at det er terrororganisationen SPECTRE med Ernst Blofeld i spidsen, der står bag rumkapslernes forsvinden. Nu sætter James Bond alt ind på at redde Jorden, inden atomkrigen bryder ud.
Denne storfilm om den amerikanske borgerkrig raffinerede og revolutionerede filmkunsten: Her krydsklippes mellem op til fire handlingstråde, arbejdes med crescendo-klipning og dramatisk klimaks. D.W. Griffith fik for filmen prædikatet ’Hollywood-filmens fader’ – for en heroisk besyngelse af Ku Klux Klan, komplet med en vakkelvorn teori om kostumernes udspring!