På Jesu tid bliver den jødiske prins Ben-Hur udsat for falske anklager og sendt til galejerne, mens hans mor og søster kommer i fængsel. Under et søslag redder Ben-Hur kaptajnens liv og adopteres af ham som en søn. Årene går, og Ben-Hur bliver en dreven deltager i hestevæddeløb. Men trods sit nye liv har han ikke opgivet at finde sin familie og få hævn over arkitekterne bag anklagerne.
Z, en venstreorienteret ballademager, dør i en trafikulykke, men i det politiske klima kan ingen være sikker på at det ikke var drab. Da der kommer beviser på at det styrende parti står bag, må dem der prøver at finde sandheden betale en dyr pris.
Journalisterne Woodward og Bernstein fra Washington Post fornemmer, at et mindre indbrud i demokraternes hovedkvarter i Watergate kan spores tilbage til det republikanske parti. Men rækker sagen helt ind til politikerne i Det Hvide Hus? Journalisternes detektivarbejde blotlagde USA's største politiske skandale, og filmen vandt fire Oscars.
Leviathan udspilles i en vindblæst by på Kolahalvøen, hvor Kolja har indrettet sig med sin anden hustru og sin søn fra første ægteskab. Uheldigvis har byens anløbne borgmester udset sig lige netop den grund, som Koljas hus befinder sig på, til et større byggeprojekt. Kolja engagerer en gammel advokatven, men individet har ikke stærke odds, når først magtbrynden ruller sig ud. De iskolde horisonter domineres af skibsvrag og skelettet fra en strandet hval, men selv om symbolikken står lysende klart, lodder Leviathan store menneskelige, moralske og politiske dybder. Mange har sammenlignet med salig Tarkovskijs stærkeste film, men Zvjagintsevs værk er mest af alt af en monomentalitet, som vi bedst kender det fra den store russiske litteratur.
USA's præsident er blevet grebet med bukserne nede lige før valget. Hans rådgiver Winifred indkalder spindoktor Brean, som indkalder filmproducenten Stanley til at ordne det visuelle i en afledningsmanøvre. En ikke-eksisterende konflikt med Albanien skal sikre almen frygt for terrorisme, så præsidenten kan vise, at han har styr på sagerne.
Spanien år 1931. Monarkiets tid er forbi og hæren og kirken regerer spaniolernes liv. Midt i denne tumult beslutter soldaten Fernando at desertere i håb om en mere behagelig måde at leve på. Han søger ly hos Manolo, en ældre kunstner og landsmand og ikke mindst far til fire smukke døtre. På Manolos herregård finder Fernando mere end han nogensinde havde håbet på...
Mestertyven Luther Whitney bliver vidne til et mord en nat, hvor han er ved at ribbe et fornemt palæ for penge og ædelstene. I soveværelset bliver en kvinde skudt, og Whitney er den eneste, der ved, at hun i dødsøjeblikket var sammen med USA's præsident. Secret Service går i gang med at fjerne alle spor, og som eneste vidne er Whitney for alvor kommet i farezonen.
Harry Pendel lever et stille liv som skrædder i Panama City. Men så spankulerer charmetrolden Andrew Osnard ind ad døren. Det lykkes ham at hverve den forgældede Harry til at arbejde som spion for den britiske efterretningstjeneste. Og det lader til, at Harrys hang til at spinde løgnehistorier er netop, hvad den opportunistiske Andrew skal bruge for at mele sin egen kage.
Willie Stark bliver en indflydelsesrig politiker, men undervejs bliver han lige så korrupt som dem, han i sin tid fordømte.