De bor i en røvsyg forstad, keder sig gudsjammerligt i skolen og har kun en eneste fornøjelse i livet. Døden! De to søstre Brigitte og Ginger hygger sig med at planlægge deres egen død. Jo mere bizart, bloddryppende og voldeligt, desto bedre. Men deres fantasier er intet mod det grotesk vanskabte bæst, der en aften ved fuldmåne angriber og skambider Ginger. Heldigvis heler de frygtelige flænger forbavsende hurtigt. Uden så meget som et lillebitte ar. Ginger er snart på benene igen. En ny Ginger. En sexet, udfordrende Ginger, der får mændene til at fløjte sjofelt, når hun svanser forbi. Hun nyder det. Indtil næste fuldmåne nærmer sig. For pludselig mærker hun urinstinkterne: den gnavende sult og et uimodståeligt behov for en mage!

Langt ude i Louisianas sumpe er det moderne USA kun svagt repræsenteret. Her tales stadig cajun fransk, og de lokale dyrker en sær overtro baseret på afrikanske, franske, caraibiske og spanske rødder, som har en dyster magt over dem. Ikke at det bekymrer en moderne pige som Caroline, der er blevet ansat for at tage sig af den lammede, gamle Ben Devereaux, så han kan leve sin sidste tid i huset sammen med sin kone Violet. Men den gamle plantageejendom gemmer på en uhyggelig historie, som kaster lange skygger. På en eller anden måde virker den gamle Ben skræmt, og Caroline får mistanke om, at der ligger okkulte ritualer bag hans frygt. Ikke at hun tror på den slags, men hvis han nu gør… Og jo længere hun bevæger sig ind i løsningen af mysteriet, der gemmer sig bag en låst dør på husets loft, desto mere begynder hun at tro, at der er noget om snakken. Og når man først tror på det, så bliver ens frygt forfærdeligt virkelig!

Præsten Merrin får sat sin tro på prøve under 2. Verdenskrig. De rædsler, han er vidne til, mærker ham dybt og tvinger ham til at opgive præstegerningen. En dag får han et tilbud, han ikke kan afslå. En samler henvender sig til ham og beder ham undersøge ruinen af en gammel kirke, der er ved at blive udgravet i Kairo, Ægypten. Merrin, der oprindelig er arkæolog, slår til, men da han begynder at undersøge den gamle kirke, finder han noget foruroligende - en ondskab så forfærdelig, at den vil plage ham resten af hans liv.