Eddy, Tom, Soap og Bacon er fire engelske arbejdere med hver deres fidus. I et spil kort bliver Eddy snydt af storgangsteren "Hatchet Harry" og kommer ud i en gæld på £500.000. Én uge får Eddy til at skaffe pengene, ellers mister han og vennerne en finger hver dag. Heldigvis er naboen i gang med et større kup. De fire venner får en idé. Ved et tilfælde kommer de i besiddelse af to gamle, slidte geværer. Snart er kliken klar til at tage kampen op med Hatchet Harry på deres helt egen facon.

Det aller lækreste er faktisk, hvis du ikke ved ret meget om handlingen i The Big Lebowski. Hvis ikke allerede dine venner storgrinende har fortalt om nogle af situationerne, er det helt ideelt - du har det hele tilgode. Kig på billederne. Det er en hylende skæg forvekslingskomedie, der lå højt på biohitlisterne i månedsvis. Den er med Jeff Bridges som The Dude, Goodman som Walter, Buscemi som Shut-The-Fuck-Up Donny, og Turturro som Jesus (ikke ham den kendte). Den handler lidt om bowling og lidt om en kidnappet piges afskårne lilletå..

Diamanttyven Franky er i London for at aflevere en kæmpe diamant til Avi, men på vejen bliver han fristet til at sætte nogle penge på en ulovlig boksekamp. Det er dog blot en fælde. Samtidig får boksepromoteren Tyrken problemer, da den uberegnelige irske sigøjnerbokser Mickey vinder over hans egen bokser.

Den unge Harold er besat af død, falske selvmord og at besøge fremmedes begravelser. Ved et tilfælde møder han den næsten firs-årige Maude, som også besøger fremmedes begravelser, men som en bekræftelse af livet.

Phil Conners (Bill Murray) er en mavesur tv-vejr-mand, der hvert år (meget mod sin vilje) bliver sendt til den lille flække, Punxsutawney. Her skal han interviewe byens eneste landskendte "person" – et murmeldyr, der efter sigende kan fortælle, om foråret er på vej, eller om vinteren fortsætter. Og Phil hader det. Han hader alt, der har noget med byen at gøre, og vil allerhelst væk derfra med det samme. Men da Phil vågner op på hotellet næste morgen, er det den samme dag som i går(?) Og sådan fortsætter det, dag efter dag – med den samme dag. Det har jo nogle fordele, for der er jo ingen "i morgen", og Phil kan gøre, hvad der passer ham uden at stå til ansvar for nogen dagen efter.

Egentlig skulle den superseje lastbilchauffør Jack Burton bare samle sin gode vens forlovede op i lufthavnen. Men da pigen bliver kidnappet lige for øjnene af ham, er Jack ikke sen til at kaste sig ud i en hæsblæsende biljagt og et blodigt opgør med en større gruppe asiatere, der bliver anført af en 3000 år gammel troldmand. Men der skal mere til at skræmme Jack.

Roman Polanskis brilliante vampyrfilmklassiker fra 1967. Professor Abronsius (Jack MacGowran) og hans assistent Alfred (Roman Polanski) er på deres livs videnskabsrejse på jagt efter vampyrernes højborg i Transsylvanien. I en iskold, snerig december ankommer de til en kro tæt ved vampyrernes slot. Overalt på kroen hænger hvidløg og kors, og det er selvsagt svært for professoren og hans assistent at tro på, når kroejerne siger, at der ikke findes vampyrer i området. Ja, dette er helt enkelt en af de bedste genre-parodier der nogensinden er lavet. Jack MacGowran er ubetalelig som den distræte professor Ambrosius og Polanski er okay som hans fummelfingrede medhjælper. Læg også mærke til den elegante Ferdy Mayne som greven! Og Sharon Tate er jo simpelthen for dejlig! Perfekt mix af horror og skæg! En klassiker! Og så er der gusten gravkammerstemning i hvert et billede!

Det skulle bare være en ganske almindelig begravelse, hvor man på ganske almindelig vis kunne få sagt farvel til den afdøde. Men familien er ganske ualmindelig, så begravelsen bliver derefter - fyldt med romancer, jalousi, hemmeligheder, skjulte længsler, svigerfamilier, hallucinogener og afpresning.

Det opdages, at en stor flåde af rumvæsener er på vej mod jorden fra Mars. Den amerikanske præsident gør sig klar til at tage imod dem, da han anser dem for venligtsindede - men dér tager han fejl. De har derimod tænkt sig at invadere jorden og lave rav i den.

Der er mere stille end normalt i den lille kyst by i New Zealand. Alle beboerne er pludseligt forsvundet. Kan det passe, at de er blevet hakket i bitte små stykker? Ja, faktisk! En gruppe rumvæsener er nemlig dukket op, i en række små byen langs kysten, med det ene formål, at fange befolkningen og lave kødfars af dem. Bogstaveligt talt, altså! Senere skal kødet så sælges til en galaktisk fast food kæde! Men heldigvis er Alien Investigation of Defence Service (AIDS) på sporet af dem - svært bevæbnet med revolvere, marionetter og motorsave.

Spøgelsesdoktoren James Harvey og hans datter Kat ankommer til det gamle hjemsøgte slot Whipstaff Manor. Den griske ejer Carrigan Crittendon, har hyret Dr Harvey til at fordrive slottes usynlige beboere: et venligt men ensomt spøgelse, Casper, hvis eneste ønske er at få en ven, og hans skandaløse onkler Stretch, Stinkie og Fatso (“Spøgelsestrioen”). Hvis planen lykkes, vil Carrigan og Dibs kunne få fingre i slottets sagnomspundne skat. I mellemtiden bliver Casper og Kat gode venner, men Spøgelsestrioen accepterer ikke “kød og blod” i deres hus…

Med lige dele trusler og løfter forener den grumme gangster Big Boy Caprice byens underverden. Kriminalbetjent Dick Tracy synes bestemt ikke om den nye udvikling inden for organiseret kriminalitet, og han sætter sig for at putte Caprice bag tremmer for enhver pris. Ikke overraskende gør Caprice en del modstand.

Hankatten Garfield feder den af. Maden bliver serveret og kurven står klar, når døsen trænger sig på. Men da Garfields ejer, Harald, anskaffer sig hundehvalpen Futte, går der hårdknude i hårbollerne. Garfields driverliv er i fare og Futte er ikke engang særlig nuttet. Garfield gør dit bedste for at bringe Futte i fordærv, men da Futte kidnappes af en ondskabsfuld hundetræner, kommer en helt ny følelse til Garfield: Skyldfølelse. Han kaster sig ud i en farefuld mission for at få Futte ud af fedtefadet og sig selv ud af kattepinen

Den kappeklædte superhelt er tilbage. Denne gang med personlighedsspaltning. Computer geniet Gorman opfinder stoffet Rød Kryptonit, der deler Superman i en god og en ond halvdel - med hver sin krop. Den retfærdige Superman må nu kæmpe mod sig selv for the American way of life. Samtidig prøver skurken Webster at udnytte Supermans svaghed til at overtage verden. Ikke nogen dårlig plan.

Vincent King og Mary Shelley bor på en afsides tropisk ø, og en dag får de besøg af nogle biologistuderende, som vil udforske øens fantastiske natur. Vincent og Mary er begge utroligt interesserede i film – nærmere bestemt skrækfilm... De har længe tumlet med planer om at indspille århundredets skrækfilm, og nu har de pludselig de perfekte ”skuespillere” inden for rækkevidde. Men de unge mennesker finder sig mærkeligt nok ikke i at spille hovedrollerne og digter en helt anderledes slutning på filmen, hvilket får uforudsete konsekvenser.

Den lovende tegneserietegner, Tim Avery, er netop blevet far til en lille dreng, Alvey, så Tim har for alvor fået hænderne fulde med at passe både baby og karriere. Tims frygt for dagligdagens små problemer blegner dog hurtigt, da det viser sig, at lille Alvey er født med superkræfter. Superkræfterne skyldes, at Tim for et stykke tid siden kom i besiddelse af en mystisk maske, som han tog på til en firmafest. Men det var ikke en helt normal maske – men selveste guden Lokes magiske maske, der giver bæreren overmenneskelige kræfter og evner. På forunderlig vis er maskens kraft blevet overført til lille Alvey, der i bogstaveligste forstand formår at sætte huset på den anden ende. For at gøre ondt værre er familiens hund temmelig jaloux på Alvey, og den forsøger gang på gang at få fat i den magiske maske, så den hårdt prøvede Tim må ofte skille de to kamphaner.