FBI har et godt øje til skurken Cody Jarret, der til sidst tilstår et mindre røveri for at give sig alibi i forbindelse med et større. Senere bryder Cody ud af fængslet sammen med cellekammeraten Hank, og de to samler Codys gamle bande for at planlægge et røveri mod en pengetransport. Men Hank viser sig ikke at være den forhærdede forbryder, han giver sig ud for.
Hitchcocks thriller om dobbeltheden i mennesket, personificeret af den psykopatiske Bruno (Robert Walker) og den "gode" Guy (Farley Granger), regnes for en af hans bedste film. De to mødes i et tog, Bruno hader sin far, Guy er nyforelsket og træt af sin utro kone. Bruno foreslår, at han og Guy skal "bytte" mord, således at de hver for sig har et alibi. Guy slår Brunos forslag hen som en spøg, men Bruno går ufortrødent i gang med sin del af den foreslåede plan!
Roy (Woody Harrelson) og Jessie (Emily Mortimer) er det perfekte amerikanske par, som er på rejse fra Beijing til Moskva på den legendariske Transsibiriske ekspres. De bliver venner med et andet par, Carlos (Eduardo Noriega) og Abby (Kate Mara), som ikke er, hvad de fremstår som. Ufrivilligt bliver Roy og Jessie blandet ind i transport af stoffer og morderisk bedrag, da alle fire bliver mål for den tidligere KGB agent Grinkos (Ben Kingsley) efterforskning.
Med kort varsel melder den amerikanske præsident sin ankomst til den lille by Suddenly. Byens sherif og nogle specialagenter sørger for sikkerheden, men tre koldblodige mordere er kommet dem i forkøbet. De har forskanset sig i et hus, taget dets beboere som gidsler og har fra husets stuevindue en perfekt mulighed for at skyde præsidenten, når han stiger ud af toget på stationen. Men så begynder en nervekrig mellem gidslerne og attentatmændene.
Denne TV-film er baseret på en novelle af Stephen King og instrueret af Tom McLoughlin, der lavede Jason Lives. Efter næsten 30 år vender skolelæreren Jim Norman (Tim Matheson) tilbage til sin fødeby. Samme sted trak en gruppe bøller hans bror med i døden. Nu hvor Jim er vendt tilbage, er det en kærkommen lejlighed for de afdøde teenagere til at vende tilbage fra de døde og sprede uhygge og rædsel!
Mars, 2025. Politiassistent Ballard skal transportere den højkriminelle Desolation Williams til hovedstaden på Mars, hvor 640.000 mennesker bor og arbejder. Planeten har store naturlige rigdomme, men også ruiner fra en civilisation af krigeriske marsmænd, hvis ånder er i gang med at ødelægge alle planetens nuværende beboere. Ballard erfarer snart, at de eneste overlevende er Williams og andre kriminelle fra et afsidesliggende fængsel. Kun ved at samarbejde kan de overleve.