Et par rejser til Napoli for at sælge et hus, de har arvet. De glider stadig længere væk fra hinanden, og hustruen genoplever minder om en ulykkelig kærlighedshistorie under krigen.

Grant og Fiona har været gift i mere end 50 år og elsker hinanden højt. Da Fiona viser tegn på alzheimer, lader hun sig indlægge på et plejehjem med speciale i sygdommen - og her må man ikke få besøg den første måned. Grant venter i længsel, og endelig kan han genforenes med sin hustru. Men det er en helt anden kvinde, han møder. Hun har svært ved at genkende ham og er tilmed blevet forelsket i en anden.

Han er ung, rig, ser godt ud og kan stort set få, hvad han peger på. Alligevel synes der at mangle noget i hans tilsyneladende perfekte liv. En aften møder han drømmekvinden og hans lykke er gjort, men noget er ikke som det skal være.

Klummeskribenten og enkemanden Dan Burns forsøger at leve et roligt og ordentligt familieliv med sine tre døtre. De prøver alle at komme sig over tabet af moderen, og mens pigerne viser rebelske sider, prøver Dan at sætte familielivet i system med regler og planer. Dan vil helst undgå det uventede. Hvad der bare skulle være en hyggelig og stille weekend med resten af den store Burns-familie, ender med at feje benene væk under Dan og slå ham helt ud af kurs. Et tilfældigt møde med en kvinde i en boghandel tænder for første gang i lang, lang tid en romantisk gnist i Dan. Kan det virkelig passe, at man kan finde ægte kærlighed igen? Tilbage hos familien begynder Dan at fortælle om den mystiske kvinde, men bliver brat afbrudt af broren Mitch, som vil præsentere sin nye kæreste Marie for familien. Det viser sig at være kvinden fra boghandlen.

Charles er en succesfuld reklamemand og en trofast familiefar, men en morgen i toget til arbejdet møder han den smukke og sexede Lucinda. Deres flirt udvikler sig hurtigt til dampende begær - frokost-dates bliver til fyraften-drinks, og en nat ender de på et hotelværelse. Men deres perfekte og lidenskabelige affære forvandler sig med ét til et mareridt, mere brutalt og voldeligt end de i deres vildeste fantasi kunne forestille sig. Charles' verden er pludselig fyldt med bedrag, bestikkelse, vold og kriminalitet - og hans sikre tilværelse er røget fuldstændig af sporet!

Franny, Christine og Jane lever udadtil et lykkeligt og ubekymret liv i det vestlige Los Angeles med deres mænd og penge, mens Olivia (Aniston) har mistet både sin elskede og sit job. For at få tingene til at hænge sammen tager hun arbejde som rengøringsdame, men hendes fremtid ser ikke lys ud. De tre veninder er bekymrede for Olivia og forsøger at hjælpe hende så godt de kan, men de har deres egne problemer at slås med hjemme og gør alt, hvad de kan, for at holde sammen på glansbilledet, som stille og roligt er ved at krakelere...