Den romantiske komedie 'The Big Sick' er baseret på en sand historie om vanskelig kærlighed mellem forskellige nationaliteter. Pakistanske Kumail laver stand-up på en bar i Chicago, da han møder den hvide, amerikanske Emily. Hvad der starter med et engangsknald, udvikler sig hurtigt til noget mere. Kumails forældre ønsker dog, at han skal følge sine kulturelle rødder og lade sig indgå i et arrangeret ægteskab med en pakistansk kvinde. Da Emily bliver meget syg og må lægges i koma, møder Kumail forældrene på hospitalet for første gang, og de ser bestemt heller ikke ham som den perfekte svigersøn.

Efter en tragisk bilulykke står forfatteren Jake Davis alene med sin femårige datter, Katie. Tynget af skyld over tabet af sin kone kæmper han en daglig kamp for ikke at miste forældremyndigheden over datteren. Det kommer til at sætte sine spor på Katie's liv, da hun bliver voksen.

Da arkitekten George bliver fyret og får konstateret at han er alvorlig syg, beslutter han sig for at ændre sit liv radikalt. Han beslutter sig for at bruge sommeren på at bygge et drømmehjem ved vandet sammen med sin teenage-søn Sam. Sam er oprørsk og har længe haft et problematisk forhold til sin far. I løbet af sommeren får George også forbedret sit forhold til sin eks-kone Robin.

I 1800-tallets England må bondepigen Tess sande, at skønhed har sin pris. Da hendes fattige far erfarer, at han nedstammer fra den adelige familie d´Urberville, sender han Tess til at bo hos en fjern slægtning i håb om en økonomisk gevinst. Det bliver starten på en omtumlet tilværelse for den unge kvinde, der bliver kastebold mellem mændene.

Den ultimative filmudgave af Leo Tolstoys murstensroman "Krig og fred" må siges at være Sergei Bondarchuks 7 timer lange filmatisering fra 1968, men er man mere til Hollywoods "magic touch" (og engelsk dialog), er Paramounts episke version fra 1956 på "kun" godt 3½ time nok mere overkommelig. Skønne Audrey Hepburn ses i hovedrollen som Natasha Rostov, og Henry Fonda og Mel Ferrer spiller hhv. Pierre Bezukhov og prins Andrei Bolkonsky.

Lægen Jerome Lovell (Liam Neeson) finder i en hytte i Smokey Mountains en død kvinde og hendes datter, Nell (Jodie Foster). På grund af en total mangel på kontakt til omverdenen, har Nell hverken et brugbart sprog eller nogen erfaring i, hvordan det civiliserede menneske opfører sig. Jerome begynder, trods vanskeligheder med myndighederne, et antropologisk studie af den sære kvinde. Han kæmper stædigt imod et krav om, at hun tvangsindlægges for yderligere observation.

Den magtfulde tv-journalist John Tanner har inviteret sine venner og deres koner ud i sin weekendhytte på landet. Men CIA-agenten Lawrence Fassett får Tanner overbevist om, at en af gæsterne er russisk spion. Fassett sætter videoovervågningsudstyr op i hele hytten, og paranoiaen breder sig, efterhånden som Tanner aner, at han bare bliver brugt som brik i et indviklet dobbeltspil.