Byens Lys begynder med en spiddende kritik af pomp, pragt og formalitet, og slutter med en af filmhistoriens mest berømte scener. Filmen bevæger både hjerte og lattermuskler så meget, at den i 1998 indtog en plads på Det Amerikanske Filminstituts Top-100 over de bedste amerikanske film nogensinde. Talefilmene havde fået godt fodfæste, da Charles Chaplin gik imod strømmen med denne filmklassiker, der kun indeholder musik og lydeffekter, og ingen tale. Historien om Vagabondens forsøg på at skaffe penge til en operation, der vil give en blind blomsterpige synet tilbage, giver stjernen den ideelle ramme at fremkalde både sympati og latter i. Vagabonden spiller både gadefejer, bokser, rig skabekrukke og redningsmand for en selvmorderisk millionær, og hans budskab er usagt, men forstået af alle: Kærlighed gør blind.

I april 1912 stævner den enorme luksusliner Titanic ud på sin skæbnesvangre jomfrurejse. Ombord forelsker den 17-årige overklassepige Rose sig i den fattige, fandenivoldske Jack, der har vundet sin billet i et spil kort. Ingen af dem aner, at 'skibet der ikke kan synke' har kurs mod katastrofen. James Cameron's episke drama gjorde Leonardo DiCaprio og Kate Winslet til superstjerner og modtog hele 11 Oscars - deriblandt priserne for bedste film og instruktion.

En tredje, verdensomspændende atomkrig har udslettet Paris. En underjordisk gruppe, som har overlevet, eksperimenterer med tidsrejser for at undslippe. 'År nul' er en fascinerende science fiction-kortfilm, der udelukkende består af stillbilleder, bortset fra på ét afgørende punkt.

En jødisk komedieforfatter og en protestantisk sangerinde møder hinanden i New York, og sød musik opstår. De ved begge, at det kan være svært at finde den rette livsledsager i en verden befolket af intellektuelle kritikere, opskruede Rolling Stone-skribenter og selvhøjtidelige kunstnertyper. Gennem lange diskussioner om alt fra film til religion lærer de hinanden at kende, men forholdet bliver sat på prøve, da sangerinden overvejer at flytte til L.A.

Sultanens datter Jasmine vil ikke giftes med hvem som helst, så hun løber hjemmefra og falder for den gadesmarte Aladdin. Men sultanen onde rådgiver Jafar har planer om mere magt ved at gifte sig med Jasmine, så han gør alt for at lægge Alladin og Jamine forhindringer i vejen. Heldigvis har de et flyvende tæppe og en ånd i en flaske.

Den unge engelske digter Christian ankommer i 1899 til Paris og forelsker sig stormende i en af natklubben Moulin Rouge's kurtisaner, den smukke Satine. Hun efterstræbes også af natklubejeren Hertugen. Mod alle odds forsøger Satine og Christian at blive sammen, men en kraft, som ikke engang kærlighed kan overvinde, truer Satine.

Kathryn (Sarah Michelle Gellar) og Sebastian (Ryan Phillipe), to rige manipulerende teenage-stedsøskende fra Manhattens overklasse, udtænker i "Sex Games" en djævelsk plan. Det er sommerferie og Kathryn er blevet vraget af kæresten til fordel for den uskyldige Cecilie. Vild af hævntørst, udfordrer hun Sebastian til at ødelægge Cecilie ved at gøre hende til en billig tøs. Men Sebastian har fået øje på et langt bedre bytte. Rektors datter, Annette (Reese Witherspoon)! Kathryn og Sebastian vædder, at hvis han ikke kan forføre den uskyldige Annette inden skolestart, får Kathryn hans bil. Hvis han kan, får han... Kathryn!