Den afgående kriminalbetjent Sommerset og hans unge afløser Mills får i en amerikansk storby til opgave at efterforske et dødsfald. Det viser sig at være mord, og i de følgende dage findes nye ofre for sygelige overgreb. Det går op for betjentene, at en seriemorder opererer med bibelens syv dødssynder som skabelon for sine drab. I forsøget på at forhindre, at seriemorderen fuldbyrder sin mission, vikles betjentene ind i plottet.

Privatdetektiven JJ Gittes bliver hyret af Hollis Mulwrays kone, fordi hun mistænker sin mand for utroskab. Inden længe bliver Hollis myrdet, og Jake opdager at sagen ikke handler om utroskab, men om jordlodder, vandingsplaner og millioner af dollars. Og så bliver det pludselig rigtig farligt at være P.I. JJ Gittes.

Teateranmelderen Mortimer Brewster (Cary Grant) får et chok, da han opdager, at hans to søde, gamle tanter, Abby og Martha Brewster, i virkeligheden er massemordere med et større antal lig begravet i kælderen. Han aner ikke, om han skal melde de charmerende, men skingrende sindssyge damer til politiet eller ej. Da hans lige så vanvittige, morderiske bror dukker op på flugt fra politiet, er forvirringen total.

Lumberton, North Carolina. Den unge Jeffrey Beaumont vender tilbage til en lille forstad, da hans far får et slagtilfælde. Fundet af et afskåret øre bliver Jeffreys adgang til den idylliske bys underverden, der omfatter vold, afpresning og sadisme. Jeffrey begynder at se den pæne, jævnaldrende Sandy, men er samtidig tiltrukket af den noget ældre natklubsangerinde Dorothy. Hans forsøg på at hjælpe Dorothy, fører ham i kontakt med psykopaten Frank.

Hollywood tegneseriefigurer er en uleset minoritet der er tvunget til at leve afsondret fra menneskeverdenen i byen, Toontown. Figuren Roger Rabbit bliver anklaget for mord, og modvilligt tager privatdetektiven Eddie sagen - også selvom det betyder, at han skal trænge langt ind i den kuleskøre tegneserieby.

Slevin skal besøge sin ven Nick i New York, men da han ankommer, er Nick forsvundet. Slevin's uheld bliver kun større, da han opdager, at to meget ubehagelige mænd - en lejemorder og en mafiaboss - hver især tror, han er Nick. Og at Nick åbenbart har et mellemværende med dem begge! Nu må Slevin bruge al sin fantasi og list for at blive sine forfølgere kvit.

Jægeren Cory Lambert finder en ung kvinde død i et indianerreservat i Wyomings vildmark. Alt tyder på, at hun er flygtet barfodet gennem det øde snelandskab efter at være blevet brutalt voldtaget. Til at lede efterforskningen sender FBI en nyuddannet agent, Jane Banner. Det bliver en kamp for overlevelse, da hun og Cory sammen forsøger at finde ud af, hvem der stod bag den unge kvindes død.

Sam bliver myrdet for øjnene af sin kæreste og bliver til et spøgelse. Som ånd finder han ud af at mordet blev planlagt af hans bedste ven, der nu prøver at kommer i trusserne på hans lækre kæreste. Det er for meget for selv et spøgelse og sammen med synske Oda planlægger han sin hævn.

En mystisk mand, der kalder sig Prot, dukker op på Grand Central Station og hævder at han er en alien. Han ryger på den lukkede og kommer under medicinering. Da dette tilsyneladende ikke har nogen effekt, begynder han at modtage behandling af psykiateren Mark Powell. Prot fortæller om sit liv på planeten K-PAX. Da han viser sin evne til at se ultraviolet lys og enorme viden om astronomi, begynder Powell at tro ham, og for alvor overveje om patienten faktisk kommer fra en fremmed planet eller blot en sindsforvirret mand.

Skuespillerinden Nikki har fået en rolle i et remake af en gammel polsk film og overhører sin kvindelige nabos advarsler mod at indspille filmen. Det skulle hun nok ikke have gjort, for efterhånden bliver det sværere og sværere for Nikki at skelne mellem sig selv og sin filmkarakter. Og det viser sig at den polske udgave af filmen faktisk aldrig blev færdigspillet, da filmens kvindelige stjerne blev brutalt myrdet.

Forfatteren Mort bliver skilt og tager ud i sin hytte i bjergene for at få lidt fred og ro. Desværre bliver han opsporet af den noget uligevægtige John Shooter, der påstår at Mort har stjålet hans ideer og publiceret dem som sine egne. En sørgelig misforståelse tror Mort i starten, men så begynder der at ske underlige ting i hytten.

Den benhårde privatdetektiv Philip Marlowe bliver hyret at en døende general til at holde øje med hans datter, Carmen. Det viser sig hurtigt, at Carmen er kommet i dårligt selskab og er langt længere ude, end hvor hun kan bunde. Intriger og mord følger i tætte stimer, alt imens Marlowe bliver trukket ind i overklassens og underverdenens dekadente virkelighed. Men der skal mere til at slå verdens sejeste detektiv ud.

Katherine Thorn ved ikke, at hendes lille søn dør under fødslen og hendes mand Robert vil gøre alt for at skåne hende fra den forfærdelige nyhed. Han får fat i et andet barn på hospitalet, og Catherine tager drengen til sig i den tro, at det er parrets eget barn. Men noget er helt galt. Da drengens barnepige hænger sig, bliver det klart, at drengen ikke er helt normal. Er han mon personificeringen af Antikrist?

I en lille by i Alaska forsvinder tre børn og antages at være blevet ofre for vilde ulve. Den unge mor Medora, der har mistet sin søn til ulvene, tilkalder hjælp ved den pensionerede ulveekspert Russell Core. Russell begiver sig ud i Alaskas vilde natur for at opstøve de skyldige ulve og finde de forsvundne børn. Russell og Medora kommer tæt på hinanden undervejs, men da Medoras mand Vernon vender hjem fra krigen i Irak og lærer om sin søns død, går han amok.