I 1980 ankommer cubanske Tony Montana og hans ven Manny til Miami, hvor de bluffer og myrder sig til en opholdstilladelse. Tony og Manny får job som opvaskere, men Tony har andre ambitioner. Med brutale midler går han i gang med at opbygge sit eget narkoimperium, og snart er han en af de helt store spillere i byens underverden. Men Tony kan ikke holde næsen fra sine egne varer, og hans ego og paranoia vokser i takt med hans imperium.

Travis Bickle (Robert De Niro) er en Vietnam-veteranen, der kører taxa i nattetimerne. Langsomt, men sikkert, påvirkes han af storbyens råddenskab, luderne, volden og den makabre og umenneskelige livsstil. Og langsomt forvandles hans i forvejen perforerede sind til en tikkende bombe for til sidst at eksplodere i afmagt over hans stærke oplevelser.

Dette medrivende retssalsdrama om voldtægt og overlagt mord udfolder sig med en lang række stjerneskuespillere i denne spændingsmættede og højt roste film. Anatomy of a Murder, der blev nomineret til 7 Oscars - bl.a. for bedste film (1959) - kaster en udmyg landsbyadvokat (James Stewart) ud i en hård og ubønhørlig kamp med en advokat fra storbyen (George C. Scott). Stærke følelser bryder ud i lys lue, da en jaloux løjtnant (Ben Gazzara) erklærer sig uskyldig i en sag om mordet på den mand, der voldtog hans forførende og smukke hustru (Lee Remick). Filmen er instrueret og produceret af den højt anerkendte Otto Preminger og ledsages af en storslået musik skabt af Duke Ellington. Anatomy of a Murder udspiller et intenst plot fyldt med drama, lidenskab og intriger, hvilket gør det til et mesterværk af en film, der uden tvivl vil holde tilskueren på kanten af sædet til sidste sekund!

I den vildtvoksende og ofte voldelige storby Mexico City vikles en række historier ind i hinanden. En lejemorder ved navn El Chivo får en kontrakt på en forretningsmand og optræder i en ung piges drømme. Taberen Octavio forelsker sig dødeligt i sin svigerinde Susana. Alt imens redaktøren Chiva dropper kone og børn for at bo sammen med den neurotiske model Valaria. Det hele pakket ind i historien om to hunde.

Allerede som helt på bomuldsfarmen i Arkansas er Johnny Cash kendt for sin kompromisløshed, der siden bliver hans varemærke. Efter en tur hos luftvåbenet begynder den unge Johnny at kæmpe for at gøre sig bemærket som sanger og musiker, og får samtidig øje for den smukke og selvstændige kollega June. Hun er ikke sådan lige at overtale, og samtidig kæmper Johnny med sine selvdestruktive tendenser.

Charlotte er i Tokyo med sin mand John, der er fotograf og travlt optaget af arbejde. Charlotte tilbringer derfor det meste af tiden alene på hotellet og hér møder hun skuespilleren Bob Harris der er i Tokyo for at indspille en whiskyreklame. Han har fået en særdeles lukrativ kontrakt, men han er udmattet og træt af det hele – ikke mindst konen, der ringer til ham flere gange dagligt fra Los Angeles for at høre hans mening om indretningen af deres hus.

Med charme, selvtillid og good looks er tennislæreren Chris et hit i Toms eksklusive klub - også hos ejerens søster Chloe. Chris og Chloe forelsker sig, men samtidig har også Toms kæreste Nola en godt øje til Chris. Mens brylluppet med Chloe bliver planlagt indleder de Chris en kort og hed affære med Nola. Et par måneder efter brylluppet med Chloe dukker Nola op igen, og så begynder det at gå helt galt for Chris.

I 1960'ernes USA skal teenagepigen Baby sammen med sin familie tilbringe sommeren på et mondænt hotel, og det bliver en ferie, hun aldrig vil glemme. I de ansattes barakker bag hotellet lyder dragende toner af tidens rockmusik, og Baby's kvindelighed vækkes, da hun sniger sig ind og overværer de unges sensuelle dans - og forelsker sig i den flotteste af alle danserne, Johnny Castle.

Narko-kuréren Manny er på spanden. Han har mistet 100.000 DM, som hans brutale boss afhenter om 20 minutter. Nu står Manny svedende i en telefonboks og ringer til sin kæreste Lola for at få hjælp. Efter en panisk samtale styrter den rødhårede punkpige Lola ud af døren. Hun har 20 min. til at komme op med pengene. Hun løber og løber og løber. Ellers er det sket med Manny.

Tom Stall lever et lykkeligt og tilbagetrukket liv med sin kone, juristen Edie, og deres to børn i den lille flække Millbrook, Indiana. Familiens idylliske hverdag bliver dog brutalt forandret, da Tom en aften bliver udsat for et røverisk overfald i sin Diner. Men Tom nægter at overgive sig. Han mobiliserer alt mod og skyder de to tyve for at redde både sig selv og gæsterne i restauranten. Dagen efter er Toms billede på forsiden af alle landets aviser og nyhedsstationer, og han bliver meget mod sin vilje hvirvlet ind i en sand mediestorm. Tom er alt andet end begejstret for denne nyvundne berømmelse, og han forsøger indædt at få sin og familiens hverdag tilbage på rette, rolige spor. Men problemerne for Tom og hans familie tårner sig dog for alvor op, da en mystisk mand ved navn Carl Fogarty dukker op i byen og anklager Tom for år tilbage at have generet ham...

Mestertyven Luther Whitney bliver vidne til et mord en nat, hvor han er ved at ribbe et fornemt palæ for penge og ædelstene. I soveværelset bliver en kvinde skudt, og Whitney er den eneste, der ved, at hun i dødsøjeblikket var sammen med USA's præsident. Secret Service går i gang med at fjerne alle spor, og som eneste vidne er Whitney for alvor kommet i farezonen.

Den rapkæftede småforbryder Reggie Hammond sættes på fri fod i 48 timer. Reggie skal hjælpe den trætte detektiv Jack Cates med at fange en gammel bekendt, en desperat morder. Det fører til en hæsblæsende jagt gennem San Francisco.

Den nyuddannede præst Andreas, den klodsede bagerjomfru Olympia, den beklemte hotelportier Jørgen, den generte damefrisør Karen og den flabede Hal-Finn mødes på aftenskolens italienskhold. Da de som en pludselig indskydelse beslutter at tage på studietur til Italien, sker der noget. I det romantiske Venedig finder de ud af, at lykken er mere snublende nær, end de har været klar over.

Instruktøren Michael Winterbottom kaster sit søgende blik på et intimt forhold mellem parret Matt og Lisa. De går til rock-koncert og de dyrker sex, og så sker der ikke så meget andet i deres liv. Filmen har fået stor opmærksomhed på grund af de grafiske sex-scener, hvor skuespillerne simpelthen "gør det" rigtigt. Den danske fotograf Marcel Zyskind står bag billederne. Han har arbejdet sammen med Winterbottom på blandt andet Code 46.