Anført af deres viljestærke mor flytter Rocco (Alain Delon) og hans fire brødre fra et landdistrikt i det sydlige Italien til Milano i nord i håbet om at opnå forbedrede livsvilkår. Det bliver en hård kamp for dem alle i den upersonlige storby. Handlingen udspiller sig især omkring den prostituerede Nadia (Annie Girardot), som både Rocco og hans bror Simone har et godt øje til. Luchino Visconti, en af ophavsmændene til den italienske neorealisme, har instrueret.

Hvad er familiesammenhold? Nick Cassavetes, der har instrueret The Notebook og John Q, beviser igen sin fornemmelse for historier om dybe, menneskelige relationer i denne inspirerende film om en kærlig familie, der udfordres og forenes af et barns sygdom. Cameron Diaz, Abigail Breslin og Alec Baldwin er med til at skabe en fantastisk stemning i fortællingen om den 11-årige Anna Fitzgerald, der er født til at være donor for sin ældre, leukæmiramte søster, men som nu kræver retten til selv at bestemme over sin egen krop. Hendes kamp for frihed til at vælge truer med at splitte familien, men er måske det første skridt mod virkelig tilgivelse, værdighed og familiesammenhold.

Efter 15 års fængsel skal den midaldrende Juliette atter vænne sig til den virkelige verden. Hun får logi hos sin lillesøster Léa, der bor med mand og børn i en mindre fransk by. Herfra må livet og familieforholdet vindes tilbage én dag ad gangen. Men den fåmælte Juliette har svært ved at falde til, og mange ser skævt til hende på grund af den ubegribelige forbrydelse, som ingen rigtig tør nævne.

30'erne var en svær tid for Australiens originale folk, the aboriginals. Tre piger bortføres fra deres forældre. Det lykkes dem dog at undslippe, og dermed begynder den 300 kilometer lange tur hjem. Med mod og beslutsomhed tager Molly pigerne med ud på en næsten 2500 kilometer lang episk rejse gennem Australiens øde områder. Hvis blot de kan finde det "kanin-sikrede hegn", som deler kontinentet i to, vil de kunne følge det hele vejen tilbage til deres hjem.

Margaret og Helen Schlegel ved ikke, at de bliver snydt for landstedet Howards End, da familien Wilcox beslutter at brænde testamentet efter gamle fru. Wilcox. Romantiske forviklinger bringer dog alligevel de to søstre til Howards End.

De voksne søskende Wendy og Jon har ikke den fjerneste lyst til at blive mindet om deres problematiske opvækst. Så det passer dem temmelig dårligt, da de får at vide, at deres far er ved at blive dement. De to neurotiske søskende tvinges til at bo under samme tag for første gang siden deres barndom. Og tage sig af den far, som de har frygtet og undgået i så mange år.

De tre musketerer samles endnu engang i deres livs efterår. Men denne gange er det ikke kongens ære, Aramis, Porthos og Athos skal forsvare. Det er kongen, der skal bekæmpes! Den største forhindring er musketernes gamle kollega D'Artagnan, der er kongens livvagt.

Jim har friet til Michelle, og hun har sagt ja, så nu er bryllupsforberedelserne i fuld gang. Begges familier og venner er inviteret, og Jim er noget spændt på, om han kan undgå de pinlige situationer, han så tit ender i. Jim's ven Stifler er mere optaget af at arrangere et brag af en surprise-polterabend, men hans timing kunne være bedre.

Jean-Claude van Damme spiller dobbeltrollen som Alex og Chad, to tvillinge-brødre, som skiltes efter forældrenes død. Chad vokser op i Paris, mens Alex ender i Hong Kong, hvor han ernærer sig som småkriminel. En dag ser Chad et billede af Alex og sætter ud for at finde ham. Da brødrene finder hinanden igen, overbeviser Chad Alex om, at hans rival i Hong Kongs underverden også er manden, der stod bag deres forældres død. Nu vil de have hævn!

Da Georges forældre, Fredrick og Eleanor, adopterer en mus i stedet for en lille dreng, indser George, at brødre kommer i alle størrelser – men familiens kat Snowbell er ikke lige så begejstret for ham.

En dag er Carmen og Junis forældre væk. Deres onkel Felix fortæller, at forældrene er spioner og er blevet kidnappet under en mission. Herefter bliver også onkel Felix kidnappet af den onde Floop, der er i gang med at skabe en hær af robotter. Og så må Carmen og Juni gå undercover for at rede deres forældre.

Mikey, den højttænkende baby, er tilbage. Sidst lykkedes det ham at få sin mor gift med sin bedste ven, James. Nu har hans forældre sat en ny lille baby i verden. Mikey står overfor sit livs største udfordring – sin lillesøster, Julie. Julie er en skrap baby, der har sin egen mening om tingene og snakker lige så højt dom sin storebror. Nu bliver der for alvor kamp om forældrenes opmærksomhed. Men da de voksne begynder at opføre sig som børn og tale om skilsmisse, må Mikey og Julie tale dem til fornuft. For det er trods alt dem der snakker…

En månebeskinnet, regnvåd aften kommer søskendeparret Ellie og Jimmy roligt kørende i deres bil, da pludselig et mystisk væsen kommer farende ud fra skyggerne og rammer bilen med stor kraft, så den bliver slynget af vejen og rammer en modkørende bil med en enlig kvinde. Det lykkes Ellie og Jimmy at kæmpe sig ud af deres forulykkede bil og kravle hen for at redde kvinden i den anden bil. Men inden Jimmy får vristet hende ud, dukker det mystiske væsen op igen, flår kvinden ud af bilen og forsvinder i nattemørket. Ellie og Jimmy slipper dog fra ulykken med livet i behold - men de er for evigt berørt af den. De opdager snart, at de efter ulykken har fået nærmerst overmenneskelige kræfter, øgede sanser, og alle omkring dem synes at blive tiltrukket af dem. Det går hurtigt op for Ellie og Jimmy, at disse mystiske kræfter snart vil opsluge dem helt, så de må hurtigst muligt finde løsningen til at bryde denne forbandelse, inden det er for sent…

Tanzie og Ava er to forkælede rigmandsdøtre, som hellere vil feste og shoppe end drive det kosmetikfirma, de har arvet. Da firmaet kommer i stormvejr efter en makeup-skandale, mister de opsparinger og må tilpasse sig til et nyt liv, og samtidigt forsøger den største konkurrent at få fingre i selskabet.

Dette er historien om de to hårdtarbejdende italienske blikkenslager-brødre ved navn Mario Mario og Luigi Mario, der er ved at miste deres forretning pga. den lumske Scapelli. Luigi er dybt forelsket i den unge studerende Daisy, der graver efter dinosaur-knogler under Brooklyn Bridge. En dag forsvinder Daisy, og de to brødre følger hendes spor ind i tunnellen under Brooklyn Bridge, hvor de finder en interdimensional portal, der fører til en skjult verden.

Steven er helt normal af statur. Derfor har han endnu ikke indviet kæresten Carol i en lille hemmelighed: mange i hans familie er dværge. Men det bliver han tvunget til, da Carol glædestrålende meddeler, at hun er gravid. Stevens første reaktion er at forlange en abort. Svaret er et rungende og indædt NEJ! Carol ønsker at føde sit barn – på trods af den store risiko for, at det kan blive en dværg. Som research går Carol i gang med at lære Stevens mindre familiemedlemmer at kende – bl. a. hans charmerede lille tvillingebror, Rolfe. Først bliver hun fascineret. Så bliver hun smask-hamrende-lyserød-sky forelsket. En ret stor udfordring, situationen taget i betragtning.