Årets Guldpalmevinder udspiller sig på de anatolske sletter, hvor den tidligere skuespiller Aydin sammen med sin væsentlig yngre, smukke hustru og sin søster driver et hotel og indkasserer penge ved at drive nogle udlejningsejendomme, han har overtaget efter sin afdøde far. Aydin er bedre stillet end de fleste på den udhungrede egn, men det synes han for selvoptaget til at have blik for.

Den midaldrende skuespillerinde Thea har haft sit livs krise. Under et langt afvænningsophold blev hun skilt fra sin mand og afgav samtidig forældremyndigheden over sine to børn. Nu er hun atter ude i virkeligheden og forsøger at genskabe et forhold til sine børn. Men fortiden spøger, og det er ikke nemt at starte på en frisk.

Victor Bukowski er en arbejdsløs skuespiller med problemer. Han har en elendig agent, han har en vane med at falde ud med instruktører, og han er stadig forelsket i sin ekskæreste. Victor er dog ved at begive sig ud på en uventet følelsesmæssig rejse, som vil få ham til at konfrontere sin fremtid og sine tidligere fejl.