En meget velhavende forretningsmand, Gondo, spillet af Toshiro Mifune, bliver en dag kontaktet af en gruppe kidnappere, som kræver løsesum for Gondos søn. Summen er af en sådan størrelse, at den vil ruinere Gondo. Men så opdager han, at forbryderne ved en fejltagelse har kidnappet hans chaufførs søn. Dette stiller Gondo i et svært dilemma. Skal han betale for en anden mands barn, når han nu selv har sit på det tørre?

Tom er en skidt fyr, som konstant sammenlignes med sin bror Mike, der har et fornuftigt job og går på aftenskole for at videreuddanne sig. Mens Mike forgæves forsøger at få sin bror til at holde sig på den rigtige side af loven, begår Tom og hans ven Matt den ene forbrydelse efter den anden. Da Matt bliver slået ihjel, går Tom på jagt efter sin vens mordere.