En privat rundtur i Søltofts spøjse hoved, hvor den røde tråd er, at der som regel ikke er nogen. Rubens hjerne er skør, knudret og har aldrig kunnet holde fokus længe ad gangen. Til gengæld leverer han sine fortællinger uforudsigeligt, fantasifuldt og med en oprigtig indlevelse. Ruben har været en af fremtidens store komikere, fra det øjeblik han trådte frem i rampelyset og vandt DM i standup for fem år siden. Med excentrisk humor og et gummiansigt a la Jim Carreys efterlader han tilskueren lige dele imponeret og forvirret. Du er inviteret, når Ruben byder indenfor til en guidet tur bag de krøllede lokker. Her finder du absurde betragtninger og fjollede fortællinger.

Da de to Chicagomusikere Joe og Jerry ved et tilfælde bliver vidner til et gangstermord, springer de øjeblikkeligt på et sydgående tog på vej mod Florida, forklædt som Josephine og Daphne, de to nyeste – og knap så charmerende – medlemmer af et rent kvindejazzband. Deres dække er perfekt… indtil en elskovssyg sangerinde falder for "Josephine", en aldrende playboy falder for "Daphne", mens gangsterbossen nægter at falde for deres svindelnummer!

Muriel Heslop (Toni Collette) drømmer om, at hendes liv kunne være ligesom en ABBA-sang, og at prinsen på den hvide hest snart kommer og redder hende. I sine bestræbelser på at bevise, at hun er noget ganske særligt, skyer hun intet middel - ikke engang at stjæle fra sin far. Som bekendt står lykken den kække bi: snart befinder hun sig i en hvirvlende dans, som får hende til at føle sig som en rigtig Dancing Queen. Muriel's Wedding er en film om venskab og om styrken i at være den, man er.