Chuck Norris spiller en Texas Ranger, der til trods for sine enestående resultater, har problemer med politiledelsen på grund af sine metoder. McQuade suspenderes i en sag, hvor han har holdt et vidne fanget og forhørt personen hjemme hos sig selv. Men en FBI-agent, der er sat på sagen, ønsker ikke at give afkald på hans ekspertise og inddrager ham atter i affæren. Det kulminerer i et ulovligt raid i Mexico.
Martin Parker, en tidligere narkobetjent, lever i et vidnebeskyttelsesprogram i London sammen med sin lille datter, Carly. En dag bryder en bande kriminelle ind i hans hjem og truer familien på livet. Parker ender med at dræbe dem, og hans identitet afsløres for hans fjender i underverdenen, inklusiv gangsterbossen Chris Cooper, der er Parker’s dødsfjende. Cooper sender sin bedste snigmorder, Bishop, efter Parker, men den tidligere betjent giver sig ikke uden kamp.
Onde ninjaer dræber Chos familie i Japan, og sammen med sin eneste overlevende søn Kane flygter han til USA for at starte et nyt liv. Men uden at vide det kommer han til at rode sig ind i heroinsmugling gennem sin uskyldige dukkeimport.
The Rocket Thief, Zieng – en Robin Hoodagtig type, der blev oplært til at stjæle, da hans forældre blev brutalt myrdet af en tatoveret tyran. Nu er han på hævntogt i 1920’ernes Thailandske landskab og nedkæmper alle de forbrydere, han støder på, i håbet om at det er den tatoverede morder. Zieng kaster sig frygtløs ud i alle drabelige kampe med alt lige fra skalleknusende slag til raketaffyrende angreb.
Den kontante politimand Gino voksede op i et af de rigtig hårde områder af Brooklyn. Flere af hans gamle venner er nu havnet på den forkerte side af loven. Da Gino's parter og barndomsven bliver myrdet, sætter han al sin gadeviden og brutalitet ind på at finde den skyldige. Men det viser sig snart, at han ikke er den eneste, der har et regnskab at gøre op med morderen.
I en forfalden og øde del af Detroit huser de forladte murstenshuse nu byens allermest farlige kriminelle. Undercover-betjenten Damien Collier (Paul Walker) har helliget sit arbejdsliv til at bekæmpe korruption. Ex-fangen Lino (David Belle) kæmper hver dag en kamp for at leve et ærligt liv på den rette side af loven. Deres veje krydses, da narkokongen Tremaine (RZA) kidnapper Linos kæreste, og de to modsætninger pludselig tvinges til at samarbejde for at forhindre, at hele byen eksploderer.
Philo Beddoe og hans makker Clyde – 75 kg tung orangutang – roder sig ind i flere problemer i denne efterfølger til Bankekød til slemme drenge. Philo overvejer at trække sig tilbage fra boksningen, men en udfordrer lokker ham tilbage – og så kidnapper mafiaen Philos kæreste Lynn for at sikre sig, at han møder op til den store kamp. Clyde løber som sædvanlig med opmærksomheden, især da han bejler til sin drømmedame-orangutang.
Jack Taggart arbejder for EPA - Federal Enviromental Protection Agency. En kollega myrdes brutalt. Jack tager til det sydlige Kentucky for at efterforske sagen, der viser sig at være mere indviklet end forventet. I områdets efterladte mineskakter har nogen dumpet ekstremt giftigt affald. Flere og flere af indbyggerne bliver syge. Det er en tidsindstillet kemisk bombe. Jack må arbejde undercover som tømrer for at komme ind på livet af de skræmte indbyggere. Men deres tavshed gør det ikke let at finde frem til de skyldige. Men så møder han Sarah, en lokal udstødt, som viser sig at vide langt mere, end hun umiddelbart giver udtryk for. Nu er det hele op til Jack - at finde morderen og forhindre en miljøkatastrofe.
Den eneste, Matt (Steven Seagal) kan stole på, er manden, der er gift med hans ekskone og har adopteret hans datter. Matts problemer med alkohol og ludomani ødelægger hele tiden hans forsøg på at være en god far. Matt får mulighed for at starte på en frisk, da en mystisk gammel mand overtager hele hans spillegæld, men kræver, at Matt i bytte sværger ham fuldstændig troskab og bruger sine evner til at dræbe byens mest berygtede gangster. Matt bliver tvunget til at sætte sig ind i underverdenens politik og acceptere sin rolle som en hyret muskelmand. Han opdager hurtigt, at der foregår mere, end man umiddelbart kan se.
Som den første ikke-japaner opnår krigsveteranen Cole at blive uddannet som ninja, og han er endda blandt de dygtigste af slagsen. Han tager til Filippinerne for at hjælpe en ven, der har problemer med nogle lokale gangstere. De pudser prompte nogle japanske ninjaer på Cole, og de ser det som en æressag at knuse den opsætsige gaijin, der tror, han kan måle sig med dem.
Da agent Neil Shaw (Wesley Snipes) dukker op fra sit skjulested for at hævne mordet på sin tidligere mentor, kommer han på sporet af forræderi og livsfarlig korruption. Hans mission går ud på at redde trådene ud under ledelse af sin ven, som er kandidat til senatet. Men da flere folk bliver dræbt, indser Neil, at han er blevet anklaget for noget, han ikke har gjort. Derefter lader han sine næver tale, mens han forsøger at komme til bunds i en snigmordssammensværgelse, som alle tror, at han står bag. Gør dig klar til at komme bag scenen i den politiske verden og nyde kampsportsmesteren for fuld udblæsning!
Den unge patriot Steve Rogers vil så gerne være med til at afklapse nazisterne under 2. verdenskrig. Men han er for svagelig til hæren. En venlig general tilbyder ham i stedet hovedrollen i et hemmeligt eksperiment. Rogers' krop bliver toptunet med serum og vita-stråler, og efter intens træning er han klar til at bekæmpe ondskab som supersoldaten Captain America.