Forrest Gump er en mindre begavet, men hjertensgod fyr fra sydstaterne, som ganske uforvarende kommer i berøring med en lang række af de vigtigste personligheder og de mest skelsættende begivenheder i USA i midten af det 20. århundrede. Men gennem hele livet jagter han tilsyneladende forgæves den store kærlighed, barndomsveninden Jenny. Livet er som en æske med fyldte chokolader - man ved aldrig præcis, hvad man får.

Vi følger Selma, en ung tjekkoslovakisk enlig mor, der er emigreret til Washington, USA. Langsomt er hun ved at blive blind, og selv om denne kendsgerning har en hård, sørgmodig virkning på os som tilskuere, synes Selma at være upåvirket. For at spare penge op til en operation, der skal forhindre sønnen, som har arvet hendes øjensygdom, i at lide samme skæbne som hende selv, arbejder hun som fabriksarbejder. Den sidste lidenskab, hun har tilbage i en verden, der er ved at syne væk fra hende, er musik og dans, så når virkeligheden synes for trist og grå og til tider decideret ond, flygter hun ind i en musical, der udspiller sig i hendes inderste hjerte.

Seks år gamle Moonee og hendes mor, Halley, bor på et billigt motel uden for Disney World i Florida. Det er sidste stoppested før hjemløsheden, og Halley kæmper med alle midler for at betale sine regninger. Men for Moonee og hendes venner er sommeren ét langt eventyr, fuldt af ballade og fantastiske ekspeditioner rundt i det underlige ingenmandsland, de er havnet i.

Bree er en pæn, meget troende kristen dame, som lever et yderst regelret liv, hvis man altså lige ser bort fra, at hun i virkeligheden er en transseksuel mand. Bree har hele 2 jobs, hvor hver en øre bliver sparet sammen til den store kønsskifteoperation. En dag modtager hun et mærkeligt opkald. Det lader til at hun har en søn, som er et resultat af en kikset affære fra dengang, hun levede som mand. Drengen hedder Toby, er i ungdomsfængsel og har hårdt brug for sin fars hjælp.

Jean Michel Basquiat er en ludfattig, ung graffiti-maler. Hans "hjem" er en papkasse i Central Park. Men så bliver han opdaget af miljøet omkring "guden" Andy Warhol. Succes'en er øjeblikkelig og overvældende. Penge, damer og drugs – et liv der for Basquiat leder direkte mod katastrofen...

En amerikaner rejser til Spanien for at deltage i den Spanske Borgerkrig. Han forelsker sig i en kvindelig flygtning, hvorefter han tager på en selvmordsmission. Sam Woods filmatisering af Hemingways klassiske roman har Gary Cooper og Ingrid Bergman i hovedrollerne. En spændende og utrolig flot film til trods for, at angst for politisk pres fra datidens Spanien (Franco) og et tilsvarende religiøst pres (katolikkerne) gjorde filmens budskab uklart.

Jessica Lange leverer en mageløs karakterskildring i rollen som adoptivmoderen, der tager et forladt barn til sig - en præstation, der kan sammenlignes med hendes rolle i filmen Blue Sky, som indbragte hende en Oscar. Halle Berry spiller fantastisk i rollen som den biologiske mor, der får styr på sit liv og beslutter sig for at vinde sit barn tilbage - en præstation, der hævdes at være hendes gennembrud i filmens verden. Oscar-nominerede Samuel L. Jackson spiller rollen som hendes fandenivoldske advokat.