Den unge skuespillerspire, Eve Harrington (Anne Baxter), charmerer sig ind på livet af sit idol, den aldrende Broadway-stjerne Margo Channing (Bette Davis, der baserede sin rolle på filmdivaen Talullah Bankhead), hvis nærmeste omgangskreds tæller playwright Lloyd Richards (Hugh Marlowe), hans kone Karen (Celeste Holm) og regissøren Bill Sampson (Gary Merrill), som Margo er forelsket i. Eve bliver snart Margos uundværlige hjælper og følgesvend, men bag den søde, elskelige facade gemmer sig en glubsk og usund appetit på egen berømmelse. Filmens fortællerstemme tilhører teaterkritikeren Addison DeWitt (den uovertrufne George Sanders, der vandt en Oscar for sin rolle), hvis iagttagelser af alle involverede parter konstant er lige på kornet.

Det vilde vesten lakker mod enden, mens de to venner Butch og Sundance røver toge med stor succes. Togselskabet hyrer derfor en gruppe usædvanligt vedholdende og kompetente dusørjægere, som de to snedige røvere ikke kan ryste af. Til sidst beslutter Butch og Sundance af gemme sig i Bolivia, men heller ikke der kan de undslippe.

Da 20th Century Fox's direktører første gang så M.A.S.H., var filmen meget tæt på at blive lagt på hylden og aldrig nogensinde blive frigivet. For dét, de så, var bestemt ikke endnu en heroisk portrættering af amerikanske soldater i krig. Derimod havde rebellen Robert Altman skabt en nærmest surrealistisk antikrigsfilm om en flok læger midt i Korea-krigen, der klarer sig igennem blodbadet ved hjælp af grov humor og vanvittige påfund. Det var bestemt ikke hverdagskost i 1969, men filmen ramte plet hos et amerikansk publikum, der var træt af Vietnam-krigen, og den ændrede med ét måden, der blev lavet film på i Hollywood. Det var en modig film dengang og er stadig mere vovet, end langt det meste af det, vi ser i dag.