Filmen 'The Quiet Girl' handler om en lille pige ved navn Cáit, der vokser op i en fattig familie. Da hendes mor bliver gravid igen, sender forældrene pigen i pleje på ubestemt tid. Belært af sin opvækst er hun varsom over for den nye familie, som hun hele tiden sammenligner med det, hun kender hjemmefra. Her lærer pigen, hvordan det føles at blive mødt med omsorg og forståelse, men da en familie-hemmelighed afsløres for hende, mærker hun samtidig, hvor skrøbeligt det hele er. Filmen, der bygger på Claire Keegans kortroman 'Omsorg', er den første irsk-sprogede film, der er blevet Oscar-nomineret nogensinde.

Jimmie Rabbitte er en mand med en vision – at bringe soulmusikken til Dublin. Hans venner Derek og Outspan beder ham være manager for deres band, og Jimmi indvilger, men på sine egne præmisser. Han sætter en annonce i den lokale avis, som ganske enkelt lyder: ”Har du soul? - så leder verdens mest hårdtarbejdende band efter dig” Og således kom THE COMMITMENTS til verden.

Frank McCourts vender sammen med sine forældre tilbage til Irland, da det ikke lykkes at skabe et ordentligt liv i Amerika. Men hjemme venter kun fattigdom og den rene og skære elendighed, så de første 16 år af Franks liv er ingen dans på roser. Frank findes skam i virkeligheden, og i 1996 udkom hans erindringer, som Alan Parker har valgt at bringe til det store lærred.

Den unge Holly bliver pludselig enke, da hendes mand Gerry dør af kræft. Holly sørger og har svært ved at finde lysten til at genoptage et normalt liv, men hjælpen kommer i form af en stribe breve, der er skrevet af Gerry før hans død. De byder på gode råd, ideer og opgaver, som Holly skal løse. Målet med brevene er at give Holly livsmodet tilbage og ved hjælp af dem - og sammen med sine veninder Denise og Sharon samt sin mor - begynder hun at genfinde livslysten.

I 70'ernes Irland er Patrick 'Kitten' Braden mildest talt en fremmed fugl. Da hun springer ud som transseksuel reagerer landsbyens indbyggere med afsky, og Kitten flygter til London for at opsøge sin forsvundne mor. Det udvikler sig til en eventyrlig rejse, hvor hun arbejder som tryllekunstnerassistent og bliver indblandet i IRA-aktiviteter.

I 1932 vender aktivisten Jimmy Gralton hjem til Irland fra USA. Han beslutter at genåbne sin gamle dansehal - et folkeligt hus, hvor ungdommen kan lære, diskutere og feste. Men den katolske kirke bryder sig ikke om dans og diskussion. Den fik Jimmy deporteret for ti år siden, og nu sætter den selvgode fader Sheridan alt ind på at lukke hans populære fristed én gang for alle.

Jack Ryan, der har trukket sig fra sit job som analytiker i CIA, er rejst til London for at feriere lidt sammen med sin hustru Cathy og deres datter. Familieidyllen bliver imidlertid pludselig afbrudt, da Ryan uden for Buckingham Palace må forpurre et irsk terrorangreb imod et vigtigt medlem af den engelske kongefamilie. Ryan bliver dagens helt, men hans impulsive handling får konsekvenser, som han ikke havde drømt om, da den fanatiske terrorist Sean Miller snart retter et angreb imod Jack Ryans egen familie.

Den kontroversielle forfatter Wilde, levede en ganske almindelig kernetilværelse med børn og kone i sidste århundrede. Men hans besættelse af den noget yngre adelsknægt Lord Alfred Douglas, bliver begyndelsen til en tragedie.