I 1961 overførtes Leonard Bernsteins geniale musical fra Broadways scener til filmens magiske univers, hvilket - overraskende nok – gav den endnu et løft, der bragte den helt op i filmhistoriens øverste luftlag. West Side Story blev nomineret til 11 Oscars i 1962, af hvilke den vandt de 10, bl.a. Bedste Film! Historien er en klassisk Shakespearsk Romeo & Julie tragedie: Den yndige, uskyldige puertoricanske Maria, der er søster til en barsk bandeleder i New Yorks underverden, forelsker sig i Tony, der er modvilligt medlem af en rivaliserende bande amerikanske drenge. Deres kærlighed er stærk, ren – og bliver relativt kort – for deres respektive familier er ude af stand til at acceptere kærlighed på tværs af egne rækker. Filmen drives af en formidabel intensitet, der både kan tilskrives den medrivende musik, men også den ekvilibristiske koreografi, der fuldender den allerede betagende oplevelse.
Filmen er baseret på den cubanske digter Reinaldo Arenas' chokerende memoirer. Han vokser op på landet under ekstremt fattige kår, men som teenager tændes håbet, da han får kontakt med revolutionshæren, der som en flodbølge fejer hen over landet. Jubeldagene efter Castros magtovertagelse er hurtigt overstået. Snart mærker han på egen krop, at det nye kommunistiske regime ingen tolerance har over for afvigere og anderledes tænkende.
Der er audition på Broadway, og en hel hob af håbefulde dansere satser hver især på at få deres store chance. Men først skal de vække instruktøren Zachs interesse. Han får imidlertid lidt af et chok, da hans tidligere flamme Cassie træder ind i salen - desperat efter et job.