I rækken af fremragende underholdningsfilm, instrueret af Michael Curtiz og med Errol Flynn i hovedrollen, indtager western-klassikeren Dodge City en plads blandt de bedste. Flynn svinger næverne og revolverne lige så godt som sværdet eller kården, når han i bedste Wyatt Earp-stil og sammen med sine kammerater rydder op i en lovløs by. Siges at være filmen, som Mel Brooks modellerede sin alt andet end stuerene westernparodi Blazing Saddles efter.

Rango, en kamæleon i identitetskrise, har aldrig været uden for sit terrarium, før han falder ud af sin ejers bil under en køretur gennem Mojaveørkenen. Her finder han flækken med det sigende navn Støv, hvor der er noget ravruskende galt med vandforsyningen. Rango påtager sig ønskerollen som byens sherif. Han erfarer dog snart, at der er stor forskel på at spille helt og så rent faktisk at være det.

Jagten er gået ind på syv mænd, der har røvet 20.000 dollars fra en Wells Fargo-filial og dræbt en bankassistent. Forhenværende sherif Ben Stride er fast besluttet på at opspore de syv mænd, for det var hans elskede kone, der blev myrdet under røveriet. På sin færd møder Stride et ægtepar, der er på vej til Californien, samt en tidligere fjende, Masters, som Stride indgår en usikker alliance med. Alle involveres i Strides indædte stræben efter retfærdighed, mens kuglerne flyver om ørerne på dem.