Departures er en fortælling om ære og respekt og en hyldest til mennesket og livet. Den vandt Oscaren for Bedste udenlandske film fra 2008. Daigo er en passioneret cellist i et orkester, der netop er blevet opløst, og står nu uden job. Daigo beslutter sig for, sammen med sin kone, at rejse fra Tokyo og hjem til sin fødeby, hvor hans mor har efterladt ham et hus. Han vil søge arbejde og starte et nyt kapitel i sit liv. I avisen støder han på en stillingsannonce benævnt "sidste afgang" i den tro, der er tale om et rejsebureau. Han erfarer imidlertid, at stillingsbetegnelsen dækker over en ganske anden profession, bedemand. Daigo begynder at føle en stolthed i sit nye arbejde og sætter en ære i at gøre det til en perfektionistisk kunstart, hvor han fungerer som bindeled mellem den afdøde og de efterladte. Samtidig giver det ham mulighed for at reflektere over forholdet til sin egen familie, og hans cellospil åbner yderligere op for de indestængte følelser.

I kolonitidens Indien betaler de indiske bønder skat til de britiske koloniherrer. Et år bliver skatten fordoblet, samtidig med at tørken sætter ind, og de fattige bønder har ingen mulighed for at betale skatten og samtidig overleve. De indgår nu en handel med den britiske kommandant. Der skal spilles en cricketkamp mellem briter og indere. Vinder briterne tredobles skatten. Vinder inderne fritages hele provinsen for skat i tre år. Problemet er bare, at de indiske bønder aldrig har prøvet at spille cricket før.

I en af filmhistoriens bedste musicals bor Adam (Howard Keel) sammen med sine seks yngre brødre i en hytte i Oregons bjergegne. Da han drager til byen for at finde sig en kone, lader kro-servitricen Milly (Jane Powell) sig lokke af Adams smukke løfter og siger ja til hans frieri. For sent opdager hun, at hun er blevet shanghajet til at opvarte syv mandfolk. Adam får en idé til, hvordan hans brødre selv kan skaffe sig en brud, men den er ikke helt stueren.

CADILLAC RECORDS er en fortælling om sex, vold, racediskrimination og rock ’n’ roll i Chicago i 1950’erne, og filmen følger nogle af USA’s største musiklegenders spændende, men omskiftende liv – bl.a. Muddy Waters, Leonard Chess, Little Walter and Howlin’ Wolf, Etta James og Chuck Berry

Da avisudgiverne Joseph Pulitzer og William Randolph Hearst hæver distributionsprisen med sølle 10 cents pr. 100 stk leveret, bliver det dråben, der får bægeret til at flyde over. Anført af Jack Kelly og David Jacobs udfordrer avisbudene de mægtige ejere.

Annie bor på et nedslidt børnehjem i tredivernes New York, styret med hård hånd af den ondskabsfulde Miss Hannigan, mens hun drømmer om at hendes forældre, som efterlod hende på dørtrinet som spæd, vender tilbage. Da milliardær Oliver Warbucks føler sig nødsaget til at forbedre sit image inviterer han Annie til at bo hos ham i en uge, men han bliver charmeret af den lille pige og adopterer hende. Men da Miss Hannigan øjner chancen for at tjene en stor sum penge på uærlig vis skaber hun problemer for Annie og Warbucks.

Roman J. Israel, Esquire er en idealistisk forsvarsadvokat i et lille advokatfirma i Los Angeles, der er inspireret af 1960'ernes aktivisme for borgerrettigheder. Da hans partner får et hjerteanfald, må Roman tage arbejde for George Pierce i et stort og meget kommercielt advokatfirma. Her bliver hans moral og integritet sat på prøve, da han må håndtere nogle alvorlige sager.