Den nærige og hjerteløse Ebenezer Scrooge, bryder sig ikke om mennesker. Specielt ikke glade, venlige og fattige mennesker. For slet ikke at tale om julen! Tiden fuld af varme tanker, glæde og venskab… sådan noget humbug! Men julenat hjemsøges den onde Scrooge af ånder. Først kommer den forgangne juls ånd, og tager ham med til hans fortid. Senere dukker den nuværende juls ånd op, og viser Scrooge ting, der får hans hårde hjerte til at blive blødt. Spørgsmålet er, om Scrooge kan og vil ændre sig, og hvad vil han vinde ved at være sød? Svaret får han da han møder den kommende juls ånd.
Det er ikke nemt for drengen Billy at tro på julemanden, når resten af familien insisterer på at alt det der med kane, rensdyr og alfer bare er noget sludder. Billy får dog et noget andet syn på sagen, da han juleaften bliver hentet af et eventyrligt eksprestog, der fragter Billy og andre heldige børn til Nordpolen for at besøge julemanden.
I 1947 lavede 20th Century Fox Miraklet på Manhattan, der skulle vise sig at blive den mest populære julefilm for generationer af amerikanere. Nu har John Hughes (bl.a. Alene Hjemme-filmene) produceret en moderne fortolkning af historien, der er nutidig, men alligevel stadig har bibeholdt den hjertevarme stemning. Den 6-årige Susan Walker bor alene med sin mor, Dorey, der er PR chef for stormagasinet Cole’s på Manhattan i New York. Lige før jul ansættes en rar ældre mand som julemand i stormagasinet. Hans skæg er ægte, men selv om Susan godt ved, at julemanden ikke eksisterer i virkeligheden, er der nu alligevel noget ved Mr. Kringle, der virker meget, meget anderledes… Richard Attenborough, Elizabeth Perkins, Dylan McDermott og Mara Wilson skal nok sørge for, at julestemningen vil brede sig overalt, hvor familier stadig er åbne for Miraklet på 34. gade
Lille Jamie gør det klart, at der kun er én ting, han ønsker sig til jul - nemlig actionfiguren Turbo Man. Det sætter Jamie's far i lidt af en kattepine. Alle de andre unger i byen ønsker sig nemlig også Turbo Man i julegave - og forretningerne er ved at løbe tør! Det bliver alles kamp mod alle, når tusindvis af desperate fædre kaster sig ud i jagten på det populære legetøj.