Den alkoholiserede professor George skændes uophørligt med sin kone Martha på den mest modbydelige måde. Det forhindrer dem ikke i at invitere Georges kollega Nick og dennes kone Honey over på besøg. Det bliver en forfærdelig aften, som ingen af de fire glemmer lige med det første.
Hun er enlig mor. Hun går ikke i kirke. Og hun åbner en chokoladebutik midt i faste-tiden! Jo...Vianne formår at skabe røre i andedammen fra selvsamme øjeblik, hun slår sig ned i den lille by. Den slags passer bestemt ikke byens snerpede borgmester, der mener, at al nydelse er syndigt og skadeligt for moralen. Men Viannes hjertevarme væsen og hendes hjemmelavede chokoladespecialiteter - rene himmerigsmundfulde - lokker på trods af borgmesterens dundertale byens dydige borgere på syndens sanselige afveje. Én bid, og de er solgt...
Det brutale mord på en familie i en lille by i Kansas i november 1959 fanger Truman Capotes (Philip Seymour Hoffman) interesse. Den berømte forfatter af ”Frokost på Tiffany” begynder sammen med sin barndomsven Nelle Harper Lee (Catherine Keener), der senere skriver ”Dræb ikke en sangfugl", sin egen efterforskning, og det lykkes ham at vinde lokalbefolkningens tillid på trods af sin affekterede adfærd og ekstravagante levestil. Arbejdet med bogen ”Med koldt blod” (som lægger fundamentet til en helt ny genre i amerikansk litteratur) begynder at tære på Capote i takt med, at han lærer morderne at kende og deres henrettelse nærmer sig – han bliver påvirket på en måde, som han aldrig havde forestillet sig.