Ridderen Antonius Block vender tilbage fra et korstog til middelalderens pesthærgede Sverige. Ridderen er begyndt at tvivle på sin Gud, efterhånden som han møder stadig mere nød og elendighed på sin vej mod hjemmet. Pludselig står han øje til øje med Døden, der er kommet for at hente ham. Ved at udfordre Døden til et spil skak skaffer Antonius sig dog en frist, som han vil bruge til at søge et konkret tegn på Guds eksistens. Bergman's berømte drama modtog juryens pris ved filmfestivalen i Cannes.
Edward Bloom elsker at fortælle historier. Han benytter enhver chance til at underholde folk omkring sig med fantastiske beretninger om sine store bedrifter ude i verden. Historier om kæmper, mystiske hekse, hvordan han fandt sit livs kærlighed og om dengang, han var ansat i et cirkus. Nu lakker Edwards liv mod enden. Han er blevet træt og gammel, men han får stadig et helt specielt glimt i øjet, når han fortæller en af sine historier. Det er bare ikke godt nok for hans søn Will. Nu har Edward ikke lang tid igen, og Will føler stadig ikke, at han kender sin far, for det eneste, han nogensinde har hørt fra ham, er løgnehistorier. Det tror han i hvert fald. Men selvom Edwards historier kan stå mål med de bedste eventyr, så er de måske ikke så langt fra sandheden alligevel.
Da en tornado rammer det triste Kansas, bliver den forældreløse Dorothy blæst til det farvestrålende land Oz. Hun kommer til at fornærme en ond fe, men bliver beskyttet af sine røde sko. Den gode fe råder hende til at tage til Emerald City, hvor Troldmanden måske kan hjælpe hende. På vejen bliver hun venner med et fugleskræmsel, der er dummere end vådt bølgepap, en blikmand, der ikke har noget hjerte og en løve, der mangler mod. Troldmanden beder dem, om at få fat i den onde fes kost.
Mary Poppins er den fortryllende barnepige, der med tasken fuld af magi og eventyr, bogstavelig talt svæver ind i hjerterne på alle hun møder. Ikke mindst Jane og Michael, da hun bliver deres nye barnepige. De finder hurtigt ud af at Mary ikke er nogen helt almindelig barnepige, hun kan nemlig trylle, få ting til at flyve og elsker sjove lege! Men børnenes far, den strenge bankdirektør George Banks, bryder sig overhovedet ikke om Mary Poppins’ stil, ej heller fantasifulde og livlige børn!
Craig Schwartz er en talentfuld dukkefører, men gennembruddet udebliver. Han er gift med den nærmest manisk arbejdsomme Lotte. Deres ægteskab er blevet rutine; der er ingen gnist, ingen passion. For at skaffe nogle penge får Craig arbejde som arkivar på 7 1/2 etage hos firmaet LesterCorp, hvor han forelsker sig i den smukke Maxine, men hans følelser er bestemt ikke gengældte. En dag taber han ved et uheld et chartek bag et arkivskab, her opdager han en lille dør. Bag den finder han indgangen til en smal, mørk gang, der viser sig at være en portal, der giver adgang til John Malkovichs hjerne.
Illusionisten Eisenheim har succes med sine forestillinger på teatret i Wien, men den pragmatiske kronprins Leopold bryder sig ikke om hans numre. Han hyrer derfor politikchefen Uhl til at undersøge Eisenheim nærmere. Efterforskningen bringer Uhl på sporet af et gådefuldt mord og et komplot mod kejseren selv.
Ingen anden tegnet langfilm har fængslet så mange generationer og mennesker, som Disneys Snehvide og de syv små dværge. Måske har det noget at gøre med det gribende eventyr om uskyldighed, misundelse, grådighed og kampen mellem det gode og det onde. Måske har det noget at gøre med at Walt Disney satsede alt hvad han ejede, for at virkeliggøre sin drøm om verdens første tegnede langfilm. Baseret på brødrene Grimms eventyr Kinder- und Hausmärchen (1812-15). Første tegnede langfilm nogensinde og den første egentlige spillefilm helt i farver. Walt Disney vandt en speciel Oscar for Snehvide, som bestod af én stor statuette og syv små.
Under Anden Verdenskrig bliver børnene Peter, Susan, Edmund og Lucy sendt væk fra Londons bomber og ud på landet. Her finder de et magisk skab, der giver adgang på eventyrlandet Narnia, hvor den onde heks Jadis har indført evig vinter. Heldigvis kæmper den gode løve Aslan imod, og børnene kaster sig også ind i kampen. Men de fire er ikke alle på samme side.
Narnias konger og dronninger vender tilbage til deres gamle, smukke land - men der er virkelig sket ting og sager siden sidst.Narnia er blevet erobret af Telmarinerne, og øverst på tronen sidder den onde Kong Miraz, selvom den unge Prins Caspian er den retsmæssige arving. Og nu planlægger Miraz at slå Caspian ihjel, så hans egen søn kan blive den næste konge.
Den unge journalist Sondra bliver hevet op på scenen af tryllekunstneren Splendini. Under nummeret bliver hun meget overraskende kontaktet af afdøde Joe Strombel, der netop var ved at afsløre Tarotkortmorderen, inden han kom af dage. Strombel overtaler Sondra til at fortsætte efterforskningen, og Sondra overtaler den noget modvillige Spendini til at hjælpe. Men efterforskningen viser sig hurtigt ikke at være helt ufarlig.