Jerbanebaronen Morton hyrer en flok lejemordere med den sadistiske Frank i spidsen for at slippe af med jordejeren Brett McBain og hans familie. Herefter arver Bretts nyankomne anden kone, Jill, hele balladen. De fredløse Cheyenne og Harmonica kommer Jill til undsætning i kampen mod Frank. Det viser sig snart, at alliancer og konflikter fra fortiden har stor indflydelse på de nuværende relationer.

Dae-Su, en helt almindelig midaldrende mand, bliver kidnappet og låst inde i en celle uden en forklaring. Hans begær efter hævn mod kidnapperen, som har ødelagt hans liv vokser sig stærkere hver dag. Pludselig efter 15 år bliver han uventet sluppet fri med en fyldt tegnebog og en mobiltelefon. Han får fem dage til at finde ud af sandheden om, hvorfor han blev kidnappet og kræver hævn.

I 1942 sejler U-96 ud på Nordatlantens jagtmarker, hvor den tyske flådes ulvekoppel angriber de allierede konvojer, der holder Storbritannien i live. I månedsvis lever besætningen som sild i en tønde, mens de venter på byttet. Da det går løs, bliver de selv de jagede, og dybvandsbomberne driver u-båden længere og længere ned i dybet. Kaptajnen: Jürgen Prochnow. Løjtnant Werner: Herbert Grönemeyer. Maskinmester: Klaus Wennemann. Manuskript og instruktion: Wolfgang Petersen efter Lothar Günther-Buchheims selvbiografiske roman.

På Jesu tid bliver den jødiske prins Ben-Hur udsat for falske anklager og sendt til galejerne, mens hans mor og søster kommer i fængsel. Under et søslag redder Ben-Hur kaptajnens liv og adopteres af ham som en søn. Årene går, og Ben-Hur bliver en dreven deltager i hestevæddeløb. Men trods sit nye liv har han ikke opgivet at finde sin familie og få hævn over arkitekterne bag anklagerne.

Sommeren 1965, Francescas ensformige liv brydes, da fotografen Robert tilfældigt dukker op i hendes liv. Han skal fotografere broerne i Madison County og er faret vild. De bliver tiltrukket af hinanden, og Francesca oplever de 4 lykkeligeste dage i sit liv, mens hendes mand og børn er bortrejst..

Jeff Bailey arbejder på en benzintank i en lille by, da hans fortid en dag indhenter ham. Han får besked på at mødes med gambleren Whit Sterling. På vej til mødet fortæller han kæresten Ann sin historie. Engang var han privatdetektiv og blev hyret til at finde Sterlings elskerinde og bringe hende tilbage til ham.. Det lykkedes for Jeff, men da han mødte hende, glemte han alt om sin opgave... Imens, i nutiden, er Jeff på vej til mødet, der næsten med garanti er en fælde.

Dr. William Harford er en New Yorker, som en skæbnesvanger vinteraften, efter sin kones indrømmelse af seksuelle længsler vover springet ud i et erotisk strejftog, der truer hans ægteskab - og som måske endda fanger ham i en skummel mordgåde. Som historien går fra tvivl og frygt til selvopdagelse og forsoning, lægger Kubrick musik til med mesterlige bevægelser.

Det spændende eventyr om, hvordan vi kommer i kontakt med intelligent liv i rummet, vækker dyb forundring, og de fejende flotte billeder sender publikum ud til rummets og fantasiens yderste grænse. Jodie Foster spiller astronomen Ellie Arroway, der er videnskabens kvinde. Matthew McConaughey spiller den religiøse lærde Palmer Joss, der er troens mand. De står i hver sin ende af spektret - og pludselig havner de i centrum, da nedtællingen til menneskehedens største rejse begynder. Contact er stærk, spændende og følelsesladet.

Den unge Andrea tager til New York på jagt efter sit første job. Hun bliver ansat på det toneangivende modemagasin Runway, der styres med hård hånd af chefredaktøren Miranda Priestly. Miranda er modebranchens mest magtfulde kvinde og frygtet af alt og alle. Men Andrea er ikke så let at skræmme, og snart er hun blevet assistent for den monstrøse modemogul.

I '4.50 fra Paddington' overværer Miss Marple et mord gennem vinduet af et forbipasserende tog. Da politiet affærdiger hende som en halvskør ældre dame, der vist læser for mange krimiromaner i sin fritid, beslutter hun ufortrødent at tage sagen i egen hånd. Som en sand blodhund sporer hun hurtigt blodsporet til et palæ nær togskinnerne. Under dække som den nye stuepige infiltrerer Miss Marple listigt det store palæ med de mange hemmeligheder.

Jamal Wallace er en yderst velbegavet ung sort dreng, som er vokset op i Bronx. Både i skolen og på basketball-banen er hans talent ikke sådan at overse, og netop det skaffer ham billet til et overklasse-college. Da han begynder at aflevere nogle meget geniale skriftlige opgaver, får en bitter lektor, som ikke selv kan forfatte noget stort og derfor mener, at han skal lære andre kunsten, en mistanke om, at Jamal snyder. En sort knægt fra Bronx kan umuligt have skrevet, hvad Jamal rent faktisk gør! Sideløbende er Jamal, uden at vide det, stødt på forfatteren til et yderst hædret og berømt mesterværk med den sigende titel Avalon Landing, nemlig William Forrester.

Miss Marple mener ikke, at den rige Mr. Enderby døde af et hjerteslag. Fire arvinger har motiv til at skaffe Enderby af vejen, og Miss Marple bruger sine egne metoder for at bevise sin teori om mord.

Miss Marple får elevplads i det omrejsende teater Gosgood Players for at opklare det mystiske mord på skuespillerinden McGinty.

Det brutale mord på en familie i en lille by i Kansas i november 1959 fanger Truman Capotes (Philip Seymour Hoffman) interesse. Den berømte forfatter af ”Frokost på Tiffany” begynder sammen med sin barndomsven Nelle Harper Lee (Catherine Keener), der senere skriver ”Dræb ikke en sangfugl", sin egen efterforskning, og det lykkes ham at vinde lokalbefolkningens tillid på trods af sin affekterede adfærd og ekstravagante levestil. Arbejdet med bogen ”Med koldt blod” (som lægger fundamentet til en helt ny genre i amerikansk litteratur) begynder at tære på Capote i takt med, at han lærer morderne at kende og deres henrettelse nærmer sig – han bliver påvirket på en måde, som han aldrig havde forestillet sig.