Navnet på Thomas Hartmanns nye one man show “X II” er ikke tilfældigt valgt. Efter komikerens to seneste, temabårne, projekter, det anmelderroste one man show “Science Faction” og det eksperimenterende og meget populære tomands-show “Men’s Room” vender han nu tilbage til den formel, der gjorde hans første udgivelse “Hartmann X” til en stor succes: “Hvis det er sjovt, skal det med”

Gøg & Gokke, verdens mest berømte komiske par, begiver sig ud på en varietéturne gennem Storbritannien. Året er 1953. Parrets fremtid er usikker, for deres dage som komediekonger ligger bag dem. Turen bliver dog et hit, men Gøg & Gokke's partnerskab trues af fortidens spøgelser og af Gokke's vaklende helbred. Nu må parret forsøge at genopdage, præcis hvor meget de betyder for hinanden.

Da 20th Century Fox's direktører første gang så M.A.S.H., var filmen meget tæt på at blive lagt på hylden og aldrig nogensinde blive frigivet. For dét, de så, var bestemt ikke endnu en heroisk portrættering af amerikanske soldater i krig. Derimod havde rebellen Robert Altman skabt en nærmest surrealistisk antikrigsfilm om en flok læger midt i Korea-krigen, der klarer sig igennem blodbadet ved hjælp af grov humor og vanvittige påfund. Det var bestemt ikke hverdagskost i 1969, men filmen ramte plet hos et amerikansk publikum, der var træt af Vietnam-krigen, og den ændrede med ét måden, der blev lavet film på i Hollywood. Det var en modig film dengang og er stadig mere vovet, end langt det meste af det, vi ser i dag.

Showet er et personligt indblik i Anders’ tilværelse, både som privat person og professionel komiker, og skildrer den sammensatte identitet, de to roller er vokset sammen til. Som tilskuer bliver man deltager i en medrivende og morsom proces i jagten og forsøget på at finde ind til kernen i Anders’ sande identitet. Er han Anders – eller er han Anden? Kan man kalde sig Anden, når man er familiefar på 37? Hvem er han i det hele taget? Alt dette og meget mere får du svar på i ANDERS – et show fuld af overraskelser, nærvær, ærlighed, løgn og selvbedrag, men frem for alt vanvittig sjov og tankevækkende underholdning med Anders’ eget liv som det konstante omdrejningspunkt.

Chuck Barris drømmer om at slå igennem som tv-producer. Han går bare og venter på, at den ultimative idé til et tv-show skal komme til ham. Det eneste, han har på hjernen ud over sin kommende tv-karriere, er kvinder og sex. Af uforståelige årsager lykkes det ham faktisk at nedlægge den ene kvinde efter den anden. Uforståeligt, fordi han for os, publikummet til filmen, virker alt andet end charmerende, og man kan ikke ligefrem påstå, han er køn. Filmen dvæler lidt ved en påstand om, at de her kvinder måske netop falder for Chuck, fordi de kan mærke, at han engang vil få stor succes. Da det endelig sker, at Chuck er ved at bryde igennem inden for tv-branchen, bliver han opsøgt af en agent fra CIA, som er overbevist om, at Chuck ville kunne tjene sit land ultimativt ved at blive agent for CIA. Først for sent indser Chuck, at han er blevet rekrutteret som lejemorder, og nu er der ingen udvej - han må leve et dobbeltliv som kendt tv-producer og hemmelig agent.