Den ensomme, midaldrende rengøringskone Emmi Kurowski forelsker sig i Ali, en væsentligt yngre marokkansk gæstearbejder. Da de to indleder et forhold, udløser det kolde skuldre fra omgivelserne. Emmis fordomsfulde kollegaer begynder at ignorere hende, og børnene vil slet ikke kendes ved deres mor. Emmi og Alis forhold må stå sin prøve overfor den moderne verdens intolerance.

Mary Poppins er den fortryllende barnepige, der med tasken fuld af magi og eventyr, bogstavelig talt svæver ind i hjerterne på alle hun møder. Ikke mindst Jane og Michael, da hun bliver deres nye barnepige. De finder hurtigt ud af at Mary ikke er nogen helt almindelig barnepige, hun kan nemlig trylle, få ting til at flyve og elsker sjove lege! Men børnenes far, den strenge bankdirektør George Banks, bryder sig overhovedet ikke om Mary Poppins’ stil, ej heller fantasifulde og livlige børn!

Mød Clarence, Elvis-fan, kung-fu filmekspert og han sælger tegneserier, mød så Alabama, nybegynder i luderbranchen. De støder sammen i en regn af popcorn i biografen og der opstår umiddelbart sand kærlighed. De gifter sig med det samme, og Clarence giver Alabama en sød morgengave - han nakker hendes alfons! Og får en taske fyldt med kokain med i ved en fejltagelse... Med mafiaen i hælene flygter de i en lyserød cadillac mod Hollywood, hvor en ven af Clarence måske kan skaffe dem af med stofferne. I Hollywood havner de midt i mellem politiet, blodtørstige gangstere og gale bodyguards...

Siden deres barndom har Jacques og Enzo konkurreret i at dykke længst og dybest, og som voksne fortsætter de denne dyst. Enzo er blevet verdensmester, Jacques arbejder i videnskabens tjeneste, men stadig er det ikke helt klart hvem af dem, der er den bedste. Og de føler begge, at spørgsmålet må opklares.

Hr. Hulot er arbejdsløs og bruger det meste af dagen på at drive rundt, indtil han skal hente sin nevø og følge ham hjem. Nevøen bor hos sine forældre i et smart og højteknologisk hus, som den gammeldags Hulot bestemt ikke kommer godt ud af det med. Samtidig forsøger resten af familien at finde et job til den mærkværdige, sjove og uheldige dagdriver. Og det er ikke verdens nemmeste job.

For 20.000 år siden var en ny istid på vej og alle vegne forsøger dyr at flygte fra denne trussel. Da et menneskebarn er blevet væk fra sin far, slår dovendyret Sid, mammutten Manny, tigeren Diego og egern Scrat pjalterne sammen og trods naturens rasende elementer for at bringe dem sammen igen.

Jean-Pierre Léaud er tilbage som Antoine Doinel i den dejlige Stjålne kys (Baisers volés), den tredje film i serien. Året er 1968, og den altid forelskede gavtyv Doinel er blevet smidt ud af hæren i vanære. Ved et tilfælde bliver han privatdetektiv i Paris og løber derved ind i en række uheldige situationer. Filmen er pudsig, nostalgisk og uhjælpelig romantisk, og den er Truffauts hyldest til ungdommens lidenskab og ubesindighed.

Den internationalt anerkendte oceanograf Steve Zissou og hans medarbejdere, Team Zissou, sejler ud på jagt efter den mystiske, snu og måske ikke-eksisterende Jaguarhaj, der tog livet af Zissous partner under optagelserne til deres seneste dokumentarfilm. På deres fantastiske rejse får de selskab af en ung trafikpilot, der muligvis er Zissous søn, en smuk journalist, der skal skrive et portræt af ham og endelig Zissous ex-kone. Undervejs mod et mål, der måske slet ikke findes, skal de overstige problemer som pirateri, kidnapping og bankerot!

I den med spænding imødesete Simpson-film må Homer redde verden fra en katastrofe, som han selv har forårsaget. Da den rammer den lille soveby, Springfield, bliver Homer jaget vildt, og han og resten af familien må flygte over hals og hoved. Den miljøkatastrofe, som Homer har afstedkommet, er også et problem for USAs præsident Arnold Schwarzenegger og lederen af EPA (den amerikanske miljøstyrelse), Russ Cargill, som udtænker en djævelsk plan for, hvordan man inddæmmer katastrofen. Med Springfields og hele verdens skæbne på spil må Homer i gang med at redde situationen og dermed få genoprejsning, og tilgivelse fra Marge og resten af familien, som er på opløsningens rand.

Hun er enlig mor. Hun går ikke i kirke. Og hun åbner en chokoladebutik midt i faste-tiden! Jo...Vianne formår at skabe røre i andedammen fra selvsamme øjeblik, hun slår sig ned i den lille by. Den slags passer bestemt ikke byens snerpede borgmester, der mener, at al nydelse er syndigt og skadeligt for moralen. Men Viannes hjertevarme væsen og hendes hjemmelavede chokoladespecialiteter - rene himmerigsmundfulde - lokker på trods af borgmesterens dundertale byens dydige borgere på syndens sanselige afveje. Én bid, og de er solgt...