Metropolis tegner en fremtid, hvor skellene mellem de forskellige klasser i samfundet er trukket skarpt op. Tænkerne bor højt oppe i højhusene, der udgør den flotte by. Arbejderne bor i katakomber under byen og må hver dag knokle i en stor fabrik under umenneskelige kår. Freder Fredersen er søn af en af Metropolis' ledere og ser en dag en smuk arbejderpige, Maria, som vinder hans hjerte. Han følger efter hende og ser, hvor forfærdeligt arbejderne har det. Freder prøver at overtaler sin far til at forbedre arbejdernes vilkår, og Maria fortæller arbejderne, at der en dag vil komme en mand, som både bruger sine hænder og sin hjerne, og han vil være hjertet. En gal professor laver en robot med Marias udseende, og der begynder at opstå revner i Metropolis' fine facade.

Joel (Jim Carrey) bliver forbløffet over at opdage, at hans kæreste Clementine (Kate Winslet) har fået deres kaotiske forhold slettet fra sin hukommelse. I ren og skær desperation kontakter han opfinderen af processen dr. Howard Mierzwiak (Tom Wilkinson) for at få den samme behandling. Men da minderne om Clementine begynder at fortage sig, går det pludselig op for Joel, hvor højt han stadig elsker hende.

I den vildtvoksende og ofte voldelige storby Mexico City vikles en række historier ind i hinanden. En lejemorder ved navn El Chivo får en kontrakt på en forretningsmand og optræder i en ung piges drømme. Taberen Octavio forelsker sig dødeligt i sin svigerinde Susana. Alt imens redaktøren Chiva dropper kone og børn for at bo sammen med den neurotiske model Valaria. Det hele pakket ind i historien om to hunde.

Jean-Pierre Léaud er tilbage som Antoine Doinel i den dejlige Stjålne kys (Baisers volés), den tredje film i serien. Året er 1968, og den altid forelskede gavtyv Doinel er blevet smidt ud af hæren i vanære. Ved et tilfælde bliver han privatdetektiv i Paris og løber derved ind i en række uheldige situationer. Filmen er pudsig, nostalgisk og uhjælpelig romantisk, og den er Truffauts hyldest til ungdommens lidenskab og ubesindighed.

Tom Stall lever et lykkeligt og tilbagetrukket liv med sin kone, juristen Edie, og deres to børn i den lille flække Millbrook, Indiana. Familiens idylliske hverdag bliver dog brutalt forandret, da Tom en aften bliver udsat for et røverisk overfald i sin Diner. Men Tom nægter at overgive sig. Han mobiliserer alt mod og skyder de to tyve for at redde både sig selv og gæsterne i restauranten. Dagen efter er Toms billede på forsiden af alle landets aviser og nyhedsstationer, og han bliver meget mod sin vilje hvirvlet ind i en sand mediestorm. Tom er alt andet end begejstret for denne nyvundne berømmelse, og han forsøger indædt at få sin og familiens hverdag tilbage på rette, rolige spor. Men problemerne for Tom og hans familie tårner sig dog for alvor op, da en mystisk mand ved navn Carl Fogarty dukker op i byen og anklager Tom for år tilbage at have generet ham...

Instruktøren Michael Winterbottom kaster sit søgende blik på et intimt forhold mellem parret Matt og Lisa. De går til rock-koncert og de dyrker sex, og så sker der ikke så meget andet i deres liv. Filmen har fået stor opmærksomhed på grund af de grafiske sex-scener, hvor skuespillerne simpelthen "gør det" rigtigt. Den danske fotograf Marcel Zyskind står bag billederne. Han har arbejdet sammen med Winterbottom på blandt andet Code 46.