George Bailey er en tilsyneladende lykkelig familiefar, der inderst inde føler, at hans liv er forfejlet. Ingen af hans drømme er blevet realiseret, og den årelange kamp mod byens hensynsløse rigmand ser ud til at slutte med et totalt nederlag. George overvejer at begå selvmord, men hans skytsengel vil gøre alt for at overbevise ham om, at hans liv ikke er så mislykket endda - at det er herligt at leve.

Gilbert Grape bor i en lille amerikansk flække, som hedder Endora. "At bo dér, er som at danse uden musik", siger Gilbert. Han føler, at livet passerer forbi, fordi han bliver nødt til at tage sig af sin retarderede bror. Men en dag kommer Becky, til Endora. Det får Gilbert på helt andre tanker!

Tvillingesøstrene Solange og Delphine, hhv. danse- og klaverlærer, bor ved kysten i Rochefort, men længes efter livet i storbyen Paris. Da en trup markedsgøglere rykker ind på torvet en weekend, øjner pigerne en chance for at få et lift. Truppens kække unge ledere sukker dybt efter pigerne, og det samme gør en matros med kunstnerisk talent og en amerikansk komponist på visit hos en gammel ven i byen.

Nicholas Van Orton, en selvoptaget finansmand og multimillionær, bor alene i sit enorme slægtspalads i San Francisco. På sin 48 års fødselsdag forvandles hans liv til et mareridt. Broderen Conrad giver ham et gavekort fra en virksomhed, som producerer spil. Nicholas tøver med at anvende gaven, men lader sig overtale, og han indser snart, at dét han har sat i gang, ikke kan stoppes. Nicholas' virkelighed styres nu af spillets regler. En klovnedukke giver ham nøglen til den farlige leg, hvor betingelsen er, at der ikke stilles spørgsmål til, hvad det går ud på.

I Pleasantville har det aldrig regnet. Der har aldrig været et passioneret kys. Der har aldrig været et punkteret bildæk, en rød rose eller et maleri. Pleasantville er en by i en TV-serie af samme navn – en klassisk sort/hvid serie fra 50’erne, hvor indbyggerne lever en snorlige, renskuret tilværelse i deres hyggelige parcelhuse. Det er elskelige og omgængelige mennesker, som aldrig bander, drikker, ryger eller dyrker sex. David og Jennifer er et teenagetvillingepar i vore dages USA. David er inkarneret Pleasantville fan. En aften er de to unge alene hjemme, og under et skænderi om hvad de skal se i TV, smadrer de fjernbetjeningen. En aldrende TV-reparatør forærer dem en ny, og pludselig befinder de sig i Pleasantvilles sort/hvide univers.

Den 12-årige Josh ønsker under en karneval, at han var voksen. Morgenen efter vågner han op - som voksen! Kort efter får han job på en legetøjsfabrik, hvor han hurtigt får succes pga. sine evner til at forudsige, hvad børn kan lide at lege med. Men selv hans smukke kollega Susan kan ikke afhjælpe Josh's søgen tilbage til den ukomplicerede barndom.

Terry Noonan vender tilbage til sit gamle kvarter i Hell's Kitchen efter at have været væk i ti år. Jackie, hans barndomsven, er dybt involveret i den irske mafia, der ledes af hans bror Frankie, og snart er Terry igen indblandet i den kriminalitet, som han ellers var flygtet fra.

Det skulle bare være en ganske almindelig begravelse, hvor man på ganske almindelig vis kunne få sagt farvel til den afdøde. Men familien er ganske ualmindelig, så begravelsen bliver derefter - fyldt med romancer, jalousi, hemmeligheder, skjulte længsler, svigerfamilier, hallucinogener og afpresning.

Mandskabet om bord på en atomdrevet undervandsbåd må kæmpe imod sabotører, gigantiske havuhyrer og angreb fra andre undervandsbåde for at redde menneskeheden fra en global katastrofe, der truer alt liv på jorden. Indholdsmæssigt er Irwen Allens film det rene nonsens, men de forbløffende visuelle effekter og den flotte undervandsfotografering gør den til en af de mere mindeværdige SciFi-film i genren.

I sin fritid spiller Joe i bandet 'The Barbusters' sammen med sin søster Patti. Hun er familiens rebel, der lever og ånder for rockmusikken, og hendes udfarende levevis har stødt hende væk fra søskendeparrets religiøse mor. Joe, der er en artig dreng, prøver at mægle mellem familiens stridende parter. Samtidig må han også tage hensyn til sine ambitioner med bandet.