Matt bliver smidt ud fra Harvard og flytter ind til sin søster og hendes mand Steve i London. Her bliver han venner med Steves bror Pete og hans kammerater. På vej hjem fra en fodboldkamp bliver Matt angrebet af en flok fodboldbøller. Heldigvis kommer Pete og gutterne til undsætning og Matt opdager, at de udgør en notorisk gruppe hooligans. Og den må han selvfølgelig være med i. Også selvom det tager lidt tilvænning.

For at højne moralen blandt tropperne beslutter nazimajor Karl von Steiner at arrangere en fodbold kamp mellem et sejrssikkert tysk hold og en gruppe krigsfanger. Kampen skal spilles i Berlin og være et eksempel på den tyske overlegenhed. Fangerne siger ja, men planlægger at undslippe. De skal bare lige vinde kampen først.

Jess er af indisk familie, og hendes mor er stolt af at kunne lære sin datter om indisk madlavning, og hvad der ellers skal forberede hende på et forhåbentligt ikke for fjernt bryllup. Lidet aner mor, at Jess' billede på væggen af David Beckham ikke er romantisk, men nærer hendes drøm om at blive professionel fodboldspiller. Hendes boldøje opdages af Jules, som er spiller og introducerer hende til træneren Joe. Og mens karrieren sætter af, og mor koger, kommer romantikken alligevel ind i historien.

Danny Meehan, fodboldstjernen som havde det hele: Penge, hurtige biler og en supermodel til kæreste. Nu er han færdig, og da han fængsles for overfald på en politimand, går det stærkt ned ad bakke. Den fodboldgale fængselsdirektør arrangerer en kamp mellem fængselsbetjente og indsatte, og Danny skal nu få et vinderhold ud af en flok utrænede udskud. Taber han, rammes han af de indsattes vrede. Vinder han, kan han sige farvel til sin prøveløsladelse. Én ting er sikker: Det bliver en allerhelvedes kamp!

BLOWN APART fortæller historien om en ung mor (MICHELLE WILLIAMS) i London, som ser sit liv blive sprængt i stumper og stykker på et øjeblik. Mens manden og sønnen er til fodboldkamp, har hun en kort, hed affære med genboen (EWAN MCGREGOR). Men elskoven bliver afbrudt af nyheden om, at manden og sønnen er blevet dræbt af en terrorbombe. Nu står hun tilbage med en altødelæggende sorg og en enorm skyldfølelse, hun ikke kan komme af med. Og mens verden omkring hende falder fra hinanden, skal hun forsøge at finde svar og forløsning. BLOWN APART er baseret på bestselleren Incendiary og er instrueret af Sharon Maguire, der også stod bag mega-successen BRIDGET JONES' DIARY. Filmen er en uafrystelig og chokerende skildring af konsekvenserne af vores valg og af, hvor hurtigt vores liv kan ændre sig i en verden, hvor man aldrig kan vide sig sikker.