Filmen handler om den dæmoniske teltholder Dr. Caligari, der fremviser søvngængeren Cesare på markedspladser, og om, hvordan det afsløres, at han får Cesare til at myrde for sig. Dr. Caligari blev det igangsættende hovedværk i den tyske filmekspressionisme med sit tyran-tema og sine malede kulisser, grotesk forvrængede scenerier og stærkt stiliserede spil.
En forførende bykvinde overtaler en simpel mand fra landet til at slå sin kone ihjel. Men i sidste øjeblik fortryder han og tager i stedet konen med en tur i byen. Filminstruktøren F.W. Murnau fik helt frie hænder til at lave, lige hvad han ville. Resultatet blev "Sunrise", som ved den allerførste Oscar-uddeling fik en aldrig siden givet statuette for "unique and artistique picture".
Panserkrydseren Potemkin skildrer mytteriet i Sortehavsflåden i 1905 og den efterfølgende folkelige opstand mod zarstyret. Filmen var oprindeligt et bestillingsarbejde - et stykke sovjetisk propaganda, der skulle markere revolutionens spæde begyndelse og endelige sejr tyve år senere. Da matroserne på panserkrydseren Potemkin får leveret råddent, maddikebefængt kød til deres suppe, begynder oprøret mod de tyranniske officerer, og det lykkes matroserne at få kontrol over skibet. Matrosen Vakulinchuk, som har stået i spidsen for mytteriet, bliver skudt af en officer under oprøret, og skibets besætning tager hans lig med ind til havnebyen Odessa, hvor han bliver lagt lit de parade. Rygterne om mytteriet spredes hurtigt. Folk strømmer til for at vise sympati med oprørerne og samles på Odessatrappen.
Mel Funn, en afdanket filminstruktør med en genial idé. Han skal lave verdens første stumfilm i moderne tid! Filmselskabet vender tommelfingeren nedad, men da han lover at få de største Hollywood stjerner med på rollelisten, får han grønt lys. Sammen med hans vanvittige kollegaer begynder den vilde stjernejagt, samtidigt med at en ond filmgigant gør alt for at stoppe planerne.
Denne storfilm om den amerikanske borgerkrig raffinerede og revolutionerede filmkunsten: Her krydsklippes mellem op til fire handlingstråde, arbejdes med crescendo-klipning og dramatisk klimaks. D.W. Griffith fik for filmen prædikatet ’Hollywood-filmens fader’ – for en heroisk besyngelse af Ku Klux Klan, komplet med en vakkelvorn teori om kostumernes udspring!